En ud af fire familier har i dag et digitalt videokamera, og nu vil TV SYD have seerne til selv at lave indslag, der kan vises i tv. I første omgang skal de undervises i at lave optagelser.For mange er det blevet en fast øvelse at redigere en hjemmevideo og lægge den på Youtube til familie og venners morskab. Men måske er potentialet endnu større. Det vil TV SYD undersøge.
»Især unge har vænnet sig til at lægge videoklip ud på hjemmesider på nettet. Det interessante er, om vi kan bringe det skridtet videre og gøre seernes videoklip egnet til tv. Præsenteret i de rigtige rammer tror jeg, det vil kunne bringe vores seere endnu tættere på hinanden,« siger programchef Claus Christensen.
Satsningen hedder projekt 'Seerne Viser'. Første skridt vil være, at tilbyde 10 seere 2×3 timers undervisning i videooptagelser i april måned. De 10 seere vil blive udvalgt efter hvilken historie, de kunne tænke sig at vise på TV SYD.
Hvis seer-kurset går godt, er TV SYD klar til at invitere flere seere på skolebænken til efteråret. Desuden vil seerne i løbet af hele 2010 blive opfordret til at indsende videoklip.
Projektet er støttet af TV SYD's støtteforening med 600.000 kroner.
Læs mere om projektet på TV SYD's hjemmeside.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.