JydskeVestkysten nedlægger borgerredaktør-stilling

Det danske dagblad, som har satset mest på borgerjournalistik, JydskeVestkysten, har besluttet at nedlægge stillingen som borgerredaktør.

Det danske dagblad, som har satset mest på borgerjournalistik, JydskeVestkysten, har besluttet at nedlægge stillingen som borgerredaktør.

Det er slut med en borgerredaktør på JydskeVestkysten. Den hidtidige borgerredaktør Henriette Pilegaard, bliver nu trukket tilbage til Sønderborgredaktionen, og dermed har en enkelt person ikke længere det samlede ansvar for at hjælpe og coache avisens mange borgerjournalister.

Henriette Pilegaard siger til Journalisten.dk, at hun synes det er ærgerligt, at stillingen bliver nedlagt.
»Min erfaring er, at det for mange borgerjournalister kræver en stor overvindelse at udtrykke sig offentligt, og de har behov for at blive motiveret. I fremtiden vil de være mere overladt til sig selv«

Ifølge chefredaktør Peter Orry er der ikke tale om en nedskæring.
»Vi tror stadig på borgerjournalistikken. Vi laver bare om på organisationen, så vi i stedet for en borgerredaktør fordeler opgaven mellem flere mennesker«
Det bliver således op til avisens webredaktion og tovholdere på de ni lokalredaktioner at coache borgerjournalisterne og give teknisk support.
»Vi går over til en Facebook-lignende platform, der gør det nemmere for borgerjournalister at lægge deres ting på nettet. Men uden en borgerredaktør bliver indsatsen nok lidt mindre opsøgende,« erkender Peter Orry.

Henriette Pilegaard forklarer, at der har været stor interesse for at bidrage med borgerjournalistik ikke mindst på de hyperlokale sider. Der er siden marts oprettet 13 hyperlokale sider på jv.dk.
»JydskeVestkysten udkommer i et udkantsområde, hvor de små lokalsamfund i stigende grad skal klare sig selv. Der har de brug for en kommunikationsplatform, hvor de kan synliggøre sig selv og det har man været interesseret i mange steder.«

0 Kommentarer