Søndagsavisen køber otte Berlingske-aviser

North Media, der ejer Søndagsavisen, har købt otte lokalaviser af Berlingske. »Vi ser en stor mulighed i at være den dominerende avisudgiver i Københavnsområdet,« siger Arne Ullum, mediadirektør i Søndagsavisen A/S (Opdateret med kommentarer fra Lisbeth Knudsen og Arne Ullum)

Berlingske Media har solgt otte ugeaviser i Københavnsområdet for i alt 65 millioner kroner.

Det oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Køberen er North Media A/S, der med handlen får ugeaviserne Frederiksberg Bladet, City Avisen, Nørrebro Bladet/NordVest, Vanløse Bladet, Valby Bladet og Vesterbro Bladet.

North Media køber samtidig Berlingske Medias 60 procent ejerandel af Amager Bladet og Østerbro Avis.

Efter planen overtager North Media A/S aviserne fra 1. november.

“Vi har indgået en tilfredsstillende handel og ser frem til et godt samarbejde fremover med North Media. Vores ugeaviser, kombineret med North Medias øvrige aktiviteter, er en stærk konstellation, og vi glæder os over, at der er fundet en god fremtidig løsning for vores aktiviteter og medarbejdere,” siger Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.

Udover handlen med de otte aviser har Berlingske Media og North Media indgået et samarbejde om tryk af ugeaviserne på Berlingske Medias trykkerier. Søndagsavisen, der bliver udgivet af North Media, bliver allerede trykt hos Berlingske Media.

Lisbeth Knudsen vil overfor Journalisten ikke afsløre, hvor lang tid der er blevet forhandlet med North Media, men hun oplyser, at der blev skrevet under på det sidste i morges.

I var ude i sidste uge og sige, at der var stadig igangværende forhandlinger angående frasalget af enkeltdele af Berlingske Media. Betyder det her frasalg, at salgsprocessen er afsluttet?

»Nej, der er forsat forhandlinger i gang. Jeg har også tilkendegivet, at det vil der være i en periode endnu. Jeg sagde i forbindelse med Mecoms kvartalsudmelding i sidste uge, at vi ville få afsluttet de her forhandlinger i løbet af de næste par måneder,« siger Lisbeth Knudsen. 

Hvor tilfreds er du med salget til North Media?

»Jeg er meget tilfreds. Vi har fra starten lagt op til, at enhver forhandling om frasalg i meget høj grad handler om at opnå en attraktiv pris og ikke alene om, at vi bare vil sælge. Det har aldrig været Mecoms udgangspunkt bare at sælge. Her med North Media har vi dels fået en pris, vi er tilfredse med i Mecom, og dels kan vi se nogle gode samarbejdsperspektiver med North Media. Vi har allerede indgået en trykaftale for de otte ugeaviser. Derudover har vi forlænget den trykaftale, vi allerede har med Søndagsavisen.«

Hvilken økonomisk betydning får det for Berlingske Media på sigt, at I har indgået de her aftaler?

»Det har betydning for at få udnyttet kapaciteten på vores trykkerier. Det er en stor volumen, der ligger i Søndagavisens opslag, og også i de her otte ugeaviser. På den måde har det betydning for økonomien i vores trykkerier.«

Hvilke dele bliver der forhandlet om på nuværende tidspunkt?

»Det hverken kan eller vil jeg svare på.« 

Størst i hovedstaden

Med opkøbet af de otte aviser vil North Media satse hårdt på hovedstadsområdet.  

»Vi ser en stor mulighed i at være den altdominerende avisudgiver i København – og med København mener jeg København og Frederiksberg,« siger Arne Ullum, mediadirektør i Søndagsavisen A/S.

Han har sammen med North Media en "meget stor tro" på husstandsomdelte gratisaviser.

Trods et faldende annoncemarked.

»Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke ser på, hvordan markedet udvikler sig. Men det er meget stærke aviser med meget stærke medarbejdere, som vi har købt. De har klaret sig ganske fornuftigt i denne her periode med økonomisk nedgang.«

Hvad med økonomien?

»Det er ingen hemmelighed, at avisdrift er en skalaforretning. Du kan sige, at den store volumen vi tabte, da jobmarkedet og jobannoncerne forsvandt under finanskrisen – det er en del af den volumen, vi genvinder nu. Dermed får vi en meget bedre økonomi i at udnytte de stordriftsfordele, der ligger i at have den her ekstra volumen i vores avisdivision.«

Kommer Søndagsavisen og lokalaviserne til at udveksle stof?

»Det er ikke tanken. Det er meget vigtigt, at Søndagsavisen fortsætter med sit succesrige koncept, hvor det journalistiske indhold er ens for hele landet. Og det er lige så vigtigt, at lokalaviserne fortsætter med at være superlokale,« siger Arne Ullum.

0 Kommentarer