Hvis de borgerlige vil være med i et medieforlig, skal de droppe at privatisere TV 2. Det slår kulturminister Uffe Elbæk nu fast: »Det står eksplicit i regeringsgrundlaget, at vi ønsker et offentligt ejet TV 2,« siger han til journalisten.dk.
I fredags tog politikerne hul på forhandlingerne om et nyt dansk medieforlig. Alle ordførere fra de forskellige partier mødtes med kulturminister Uffe Elbæk. Her præsenterede ministeren hovedtakterne i det udspil til et nyt medieforlig, som regeringen barsler med.
Det fortæller ministeren selv til journalisten.dk.
Et grundlæggende krav til forhandlingerne er, at oppositionspartierne dropper drømmen om at privatisere TV 2, fastslår Elbæk.
»Det er klart en præmis, ja. Det står eksplicit i regeringsgrundlaget, at vi ønsker et offentligt ejet TV 2. Så det er egentlig meget enkelt, at det er udgangspunktet,« siger han.
Hvorfor ønsker I et offentligt ejet TV 2?
»Vi ønsker at styrke public service i Danmark og have to stærke public service-stationer. Det lægger vi vægt på og synes er vigtigt i forhold til vores demokratiske kultur, og det er fuldstændig i forlængelse af det.«
Elbæk tror på et bredt forlig
Er det muligt, at I kan indgå et medieforlig med oppositionen, hvis den ikke går med til den præmis?
»Nej, for så har de meldt sig ud af forhandlingerne. Men det tror jeg nu ikke, de gør.«
Mødet i fredags var en slags introduktion, og de første forhandlinger kommer til at løbe af stablen ved et møde 3. september. Elbæk er »fortrøstningsfuld« i forhold til, at alle ordførere går med på præmissen om ikke at sælge TV 2 og tropper op til mødet.
»Vi havde et rigtig godt første møde, hvor jeg skitserede rammen for forhandlingerne og processen, og herunder også hovedelementerne i det udspil, vi vil præsentere for dem, der har lyst til at forhandle med os igen 3. september. Der var en på alle måder god stemning, og der var gode spørgsmål også fra oppositionen,« siger ministeren.
Han ønsker ikke at kommentere yderligere på detaljerne i det udspil, som regeringen barsler med til medieforliget.
»Vi aftalte på mødet, at vi ikke går ud og kommenterer det konkrete indhold, men alle har selvfølgelig mulighed for at gå ud og sige præmissen. Det jeg siger til dig her, er ingen hemmelighed, men jeg vil ikke gå yderligere ned i substansen i udspillet.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sælg skidtet, det er ikke en krone værd!
Mage til grød TV, findes ikke i kongeriget