MetroXpress og 24timer er blevet solgt til schweizere, så Metro International kan fokusere på vækstmarkeder i Sydamerika og Asien, siger adm. direktør Per Mikael Jensen. De ejer nu kun én avis i Europa – svenske Metro
Den adm. direktør i Metro International, Per Mikael Jensen, kunne ikke sige nej, da de schweiziske gratisavis-udgivere '20 Minuten AG' tilbød at købe MetroXpress og 24timer, siger han til Mediawatch.
Derfor har Metro International i går eftermiddags solgt virksomhedens 51 procent af aktierne i MetroXpress A/S, der udgiver de to danske gratisaviser.
De schweiziske købere har også købt resten af aktierne i MetroXpress A/S. De var delt mellem A-Pressen og JP/Politikens Hus, der hver ejede 24,5 procent.
Salget fremgår af en pressemeddelelse, der blev sendt ud i går. Samlet har MetroXpress A/S kostet et mindre tocifret millionbeløb i euro, lyder det.
Per Mikael Jensen mener også, tilbuddet var i fin overensstemmelse med Metro Internationals strategi.
"Vi fik et godt tilbud fra Schweiz. Og det ligger i fin forlængelse af vores strategi om at konsolidere markederne i Europa – og bruge energi på vækstmarkederne i Sydamerika og også på sigt Asien," siger han til Mediawatch.
Salget af de danske gratisaviser sker i direkte forlængelse af Metro Internationals salg af en række andre europæiske avisforretninger i Frankrig, Spanien og Holland.
Nu er der kun én Metro-avis tilbage på europæisk grund, der stadig er i Metro Internationals egne hænder – Metro i Sverige. Men andre aviser, heriblandt også den danske MetroXpress, har indgået en særlig aftale om, at de fortsat kan bruge navnet.
"Vi har ingen planer om at sælge den svenske avis. Men der er selvfølgelig ingen garantier, og kommer der én og vil betale et mindre kongedømme for avisen, så ser vi da på det," siger Per Mikael Jensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.