Slagudveksling om dagsordenen: “Venstre lugter blod”

Der er gået klassisk kommunikationskrig i pensionsdebatten: “Venstre tænker, at her har vi en ny omgang lig med betalingsringen eller 12 minutter, som de kan brage løs på,” siger rådgiver. Journalisten spørger: Hvad skal S og V gøre for at fremstå som vindere?

“Venstre lugter blod.”

Sådan siger Rasmus Jønsson, tidligere særlig rådgiver for Magnus Heunicke (S) og kommunikationsrådgiver i bureauet Must.

Han vurderer, at Venstres offensive politiske kommunikation, hvor partiet skyder massivt på Socialdemokratiets forslag om en reform af pensionen i Danmark, er blevet helt afgørende i kampen om at fremstå troværdig frem mod valget.

“Venstre tænker, at her har vi en ny omgang lig med betalingsringen eller 12 minutter, som de kan brage løs på. Det har de gjort med succes ved tidligere valg, og det skete både i medierne og i kampagner med stort medietryk,” siger Rasmus Jønsson.

Pensionsspørgsmålet er ikke tilfældigt valgt. Det er et emne, der ifølge flere politiske redaktører, pressechefer og politiske kommentatorer, Journalisten har talt med, vil forblive et af de store punkter helt frem til valgdagen, og som fra begyndelsen har placeret Socialdemokratiet i det politiske førersæde rent kommunikativt. Og Venstre klart distanceret.

Det spil vil Venstre gerne vende.

Venstre er mestre i negative kampagner“

Det første afgørende hug fra Venstre i den nuværende debat om pensionudspillet kom fra statsminister Lars Løkke Rasmussen under den tv-debat, DR afholdt søndag mellem statsministeren og Mette Frederiksen (S).

“Når statsministeren står på landsdækkende tv og kalder det et af de største bluffnumre i dansk politik, så er det klart en kritik, der skal tages alvorligt hos Socialdemokratiet. Det var et godt valg fra hans side. Hovedmålet med den debat var for ham at sætte det stød ind,” siger Rasmus Jønsson.

I debatten forlangte Lars Løkke Rasmussen konkrete svar på, hvilke nedslidte danskere der egentlig kan gå tidligere på pension, og hvor mange danskere forslaget vil gælde for. Noget, Socialdemokratiet siden har skullet stå på mål for blandt andet i kritiske interview i Radio24syv og i Politiken.

I Politiken har partiet svaret, at det er med vilje, at de ikke er mere konkrete, så de kan forhandle en aftale på plads med de andre partier og arbejdsmarkedets parter.

Rasmus Jønsson mener, at Venstre er i gang med at bruge et greb i den politiske kommunikation, som partiet er yderst effent i.

“Venstre er mestre i negative kampagner. De står sammen og koordinerer det, og der er mange ved pumperne,” siger han med henvisning til, at mange af Venstres toppolitikere eksempelvis er meget aktive på Twitter og Facebook i debatten om pension. Det var de også efter indslaget i DR søndag.

Henrik Kjerrumgaard, chefrådgiver i kommunikationsbureauet White Cloud og tidligere særlig rådgiver for Margrethe Vestager (R), understreger også, at Venstres stil er den meget direkte modkommunikation.

“Det er klassisk for Løkke at kritisere meget hårdt. Og Mette Frederiksen håndterer det på den måde, at hun har valgt at sige, at Socialdemokratiet ikke skal råbe på samme måde. Hun forsøger at skabe en mere sober debat og prøver at gøre ham til en arrig mand. Venstre har til gengæld behov for at ødelægge Socialdemokratiets udspil,” siger han.

I dag har kritikken af pensionsudspillet fået yderligere næring. Det sker gennem nye tal fra Finansministeriet, der angiveligt viser, at folk med et langt arbejdsliv er mindre nedslidte – hvilket finansminister Kristian Jensen (V) har omsat i dette citat, der fremstår rettet direkte mod Socialdemokratiets udspil: ”Man risikerer derfor at ramme meget skævt, hvis man vil give en ret til tidlig folkepension til dem, der har arbejdet i for eksempel 42 år.” 

Modstanderne vil flå dig

Men hvad er det egentlig, der foregår i den politiske kommunikation i kampen om dagsordenen lige nu?

Journalisten har tidligere udredt de faser og kommunikationskneb, Socialdemokratiet har brugt til at lancere pensionsudspillet og sætte det øverst på dagsordenen.

Her konkluderede flere kilder, at Socialdemokratiet, på trods af kritik fra dets politiske modstandere, havde vundet kampen om dagsordenen ved at få placeret sit pensionsudspil rent i medierne via blandt andet en solohistorie i Avisen Danmark.

Lige nu er Socialdemokratiet i en fase, hvor det skal afværge kritik. Hvor modstanderne vil flå partiet og udstille manglerne i dets politik.

Men det er altid farligt at skyde med skarpt mod politiske modstandere, som Venstre gør, påpeger Henrik Kjerrumgaard.

“Det er en farlig øvelse at køre meget hårde angreb meget negativt,” siger Henrik Kjerrumgaard.

“Positive kampagner er mere effektive end negative, for er vælgerne enige med dig, beslutter de sig for det og ignorerer ofte den debat, der ellers er. Hvis du i en negativ kampagne siger noget forkert, risikerer du, at dine egne vælgere tvivler på dig,” siger han og tilføjer, at det også er derfor, at debatten uanset hvad kan vise sig at være god for Socialdemokratiet, fordi de som de første satte sig på den.

Venstre har fået lavet krise

Rasmus Jønsson mener, at kritikken fra Venstre er et reelt problem for Socialdemokratiet.

“Det kan godt være en udfordring, når den første bølge af kritik kommer. Der er mange, der vil spørge, om det egentlig er mig, det gælder for,” siger han.

Men:

“Omvendt vil Socialdemokratiet komme med penge til et konkret problem og forsøger at finde løsninger. Danskerne synes, nedslidning er et stort problem. Både fysisk og psykisk. Det giver sagen ekstra brændstof. Det er ikke symbolpolitik. Nedslidning berører mange. Det er noget, folk kan forholde sig til, og noget, de har følelser investeret i.”

Henrik Kjerrumgaard har svært ved at se, at Venstre skulle undlade at gå kritisk til Socialdemokratiets politik, og det kan give dem en mulighed for at gribe dagsordenen.

“Jeg synes, det er lykkedes Venstre at få lavet noget krise,” siger han.

Pas på valgflæsk

Men hvad skal de to partier gøre, hvis de vil komme bedst ud af pensionsdebatten op til valget?

Socialdemokratiet skal bevare roen, mener Rasmus Jønsson.

“Selv om partiet er presset, så står de bedst på emnet, også selv om de ikke bliver konkrete. Jeg ville ride stormen af nu, og så skal fokus nok senere komme derhen, hvor de gerne vil have det. Mediernes fokus flytter sig, og om nogle dage er det igen Venstre, der vil blive spurgt kritisk til,” siger han.

Og Venstre?

“Hvis Venstre kunne komme med helt konkrete løsninger, ville det være en kæmpe fordel for dem. Men vi er også meget tæt på valget nu. Gør de det for sent, kan det også ligne valgflæsk. Og lover de det samme som Socialdemokratiet, er de med det samme også åbne over for den samme kritik,” siger han.

Henrik Kjerrumgaard har et forslag. Han mener, Venstre skal fastholde kritikken og håbe, at Socialdemokratiets støttepartier også følger med. Det kan åbne op for, at nogle af partiets vælgere flytter sig, vurderer han.

“Det kan være, nogle så går tilbage og finder ud af, at det for dem er et åndssvagt udspil, og at de er enige med Venstre. Og så vil jeg gætte på, at Venstre i sin kommunikation vil pege på ordninger som seniorførtidspension, der allerede eksisterer, og sige, at de skal styrkes. Det vil være deres modsvar,” siger han.

For nu er det dog stadig Socialdemokratiet, der har været skarpest i deres kommunikation, siger Rasmus Jønsson.

“Lige pludselig kom der en sag, som optog danskeren. Der stemplede Socialdemokratiet hårdt ind, og derfor synes jeg stadig, de står stærkest,” siger han.

Journalisten har tidligere spurgt Venstre til partiets kommunikationsstrategi i forhold til pensionsudspillet. Her svarede politisk ordfører Britt Bager i en mail sendt fra pressechef Søren Olufssen, foruden at kritisere Socialdemokratiets pensionsudspil for slet ikke at være en plan, følgende:

“Alt det der med at sætte dagsorden, og hvem der er ovenpå lige nu i dansk politik, er noget, som kommentatorer går meget op i. Det tror jeg grundlæggende ikke, hr. og fru Danmark eller den travle børnefamilie bruger så meget tid på,” skrev hun.

0 Kommentarer