Ritzau Foto nedlægger fem stillinger efter køb af Scanpix

Sammenlægningen af de to fotobureauer Ritzau Foto og Scanpix betyder, at fem stillinger nedlægges. Det svarer til cirka hver femte ansatte. Der er tale om dobbeltfunktioner. ”Der skal jo ikke sidde to ved siden af hinanden og lave det samme,” siger direktør Lars Vesterløkke

I marts overtog Ritzau Bureau billedbureauet Polfoto, og i sidste uge købte de også landets største nyhedsbilledbureau Scanpix fra Berlingske Media.

Men allerede nu melder ledelsen ud, at sammenlægningen kommer til at koste stillinger på det nye fotobureau. I alt fem stillinger skal nedlægges ved udgangen af januar.

”Vi har en masse dygtige medarbejdere, men økonomien er ikke til, at vi kan finansiere dem alle. Vi har jo lagt to bureauer sammen, der er gået dårligt. Og nu får vi forhåbentlig ét sundt ud af det ved at nedlægge dobbeltfunktioner og spare på andre,” siger Ritzaus adm. direktør Lars Vesterløkke til Journalisten.

Dobbelt op på bl.a. billedredaktører og fotochefer

I dag er der tilsammen cirka 24 ansatte i de to billedbureauer. Fem stillingsnedlæggelser svarer altså til, at Ritzau Foto og Scanpix skal vinke farvel til cirka hver femte ansatte.

Lars Vesterløkke forklarer, at der er dobbeltfunktioner på flere poster efter sammenlægningen:

”Der er dobbelt op på billedredaktører, dobbelt op på sælgere og også to fotochefer. Og billedredaktører er for eksempel nogen, der går i vagter – de dækker fra morgen til aften. Og der skal jo ikke sidde to ved siden af hinanden og lave det samme,” siger han.

Kunne man ikke i stedet bruge de fem i dobbeltfunktioner til at udvikle forretningen?

”Det nye bureau bliver jo stadig større og får flere ressourcer, end det største af de to bureauer havde før. Så vi vil alt andet lige få et bedre bureau end før målt på bemanding,” siger han.

Frivillige fratrædelser 

I det nye bureau vil der i ledelsens udkast kun være plads til tre faste billedredaktører, tre faste salgskonsulenter og én fotochef.

”Men det er noget, vi drøfter i god dialog med tillidsfolkene”, siger Lars Vesterløkke.

Journalisten har været i kontakt med Scanpix’ tillidsrepræsentant, som ikke ønsker at udtale sig, så længe forhandlingerne er i gang. Ledelsen har tilbudt frivillige fratrædelser.

0 Kommentarer