
Det var i går præcis ét år siden, Shireen Abu Akhleh blev skudt og dræbt, mens hun arbejdede i Vestbredden. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Reuters/Ritzau Scanpix
Det israelske militær undskylder for døden af Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh på årsdagen for hendes bortgang.
Det siger hærens talsmand, Daniel Hagari, i et interview med det amerikanske medie CNN.
Abu Akleh blev dræbt 11. maj 2022, da hun blev skudt i baghovedet, mens hun dækkede en israelsk militæroperation i Jenin på den israelskbesatte Vestbred.
Sidste år konkluderede det israelske militær, at journalisten med stor sandsynlighed var blevet skudt af en israelsk soldat.
”Jeg tror, at det er en mulighed for mig til at sige, at vi beklager meget over Shireen Abu Aklehs død,” siger Daniel Hagari i CNN-programmet ’Connect the World’ torsdag.
”Hun var en journalist, en meget etableret journalist. I Israel værdsætter vi vores demokrati, og i et demokrati ser vi en stor værdi i journalistik og en fri presse. Vi vil have, at journalister føler sig sikre i Israel, især i krigstider, selv hvis de kritiserer os.”
Straffri drab
Undskyldningen kommer, få dage efter at Komitéen til Beskyttelse af Journalister (CPJ) har sagt, at den har fundet ud af, at det israelske militær ikke har påtaget sig noget ansvar for dets drab på mindst 20 journalister de seneste to årtier.
CPJ siger, at det har dokumentation på, at mindst 20 journalister er blevet dræbt af det israelske militær siden 2001. 18 af dem var palæstinensere.
”Drabet på Shireen Abu Akleh og hærens manglende efterforskningsproces for at holde nogen ansvarlige er ikke en engangsforseelse,” udtalte Robert Mahoney, direktør for CPJ’s specialprojekter, i den forbindelse.
”Det er en del af et mønster, der ser ud til at være designet til at unddrage sig ansvar,” tilføjer han.
Der har generelt været stor uenighed om omstændighederne ved Abu Aklehs død.
Nogle vidneudsagn lyder eksempelvis ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at hun stod sammen med andre journalister og derfor tydeligt kunne identificeres som journalist.
CNN er i besiddelse af optagelser, der viser, at der ikke var aktive kampe i gang eller militante palæstinensere til stede, da Shireen Abu Akleh blev skudt.
Hendes død vakte stor opsigt og vrede mange steder i verden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.