Da den palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh for et år siden blev dræbt af skud, skrev hun sig ind som endnu et eksempel på en årelang tendens i Israel og Palæstina: At det er fuldstændigt straffrit for israelske styrker at dræbe journalister.

Det konkluderer pressefrihedsorganisationen Comittee to Protect Journalist (CPJ) i en ny rapport.

For godt nok har israelsk militær erkendt, at hun hun med al sandsynlighed blev dræbt af en israelsk soldat, men ingen er blevet straffet for det.

Ifølge rapporten er mindst 20 journalister blevet dræbt af medlemmer af den israelske hær over de seneste 22 år. På trods af adskillige interne undersøgelser hos Israels væbnede styrker er der ikke rejst en eneste tiltale eller fundet en ansvarlig for drabene.

”Drabet på Shireen Abu Akleh og hærens manglende efterforskningsproces for at holde nogen ansvarlige er ikke en engangsforseelse,” udtaler Robert Mahoney, direktør for CPJ’s specialprojekter.

”Det er en del af et mønster, der ser ud til at være designet til at unddrage sig ansvar,” tilføjer han.

Et sort hul

Mønsteret består ifølge rapporten i, at israelske embedsmænd og politikere afviser beviser og påstande og renser soldater for ansvar for drabene, mens undersøgelserne stadig er i gang.

Processen med undersøgelser bliver samtidig beskrevet som et sort hul: Der er ikke nogen officielle dokumenter, der beskriver processen i detaljer, og alle resultater fra undersøgelserne er fortrolige. Samtidig tager det måneder eller år, før drabene er efterforsket.

18 af de 20 journalister, der har mistet livet efter beskydning fra israelske styrker de seneste to årtier, er palæstinensiske. Og journalisternes nationalitet har betydning for, hvordan sagerne bliver behandlet, vurderer CPJ.

”Graden af undersøgelser og efterforskning af drabene afhænger i høj grad af eksternt pres,” siger Sherif Mansour, programkoordinator for CPJ i Mellemøsten og Nordafrika.

”Der er overfladiske undersøgelser af dødsfaldene, når det er journalister med udenlandsk pas, men det er sjældent tilfældet for dræbte palæstinensiske journalister. I sidste ende har ingen set nogen form for retfærdighed,” tilføjer han.

Forsøg på at stoppe journalister

Hos den danske organisation International Media Support (IMS) kalder man rapportens konklusioner for nedslående.

”De her angreb er grundlæggende et forsøg på at få stoppet dækningen af de begivenheder og konflikter, der finder sted. Straffriheden gør, at de her angreb kan fortsætte, at journalister begår selvcensur, og det udsætter journalister for en vedvarende risiko,” siger Johan Wogensen, rådgiver i IMS’ Mellemøsten-afdeling.

Han er bekymret for, at den slags straffrihed får negative konsekvenser for udvikling i det hele taget, og ikke kun i Israel og Palæstina. Simpelthen fordi journalister enten afholder sig fra at dække emner, og fordi borgere ikke kan få informationer.

”I et større perspektiv kan det give anledning til korruption og øge krænkelser af andre menneskerettigheder, hvilket i bund og grund er med til at forhindre demokratisk udvikling,” siger Johan Wogensen.

Danmark bør presse på

Som det bliver påpeget i rapporten, afhænger undersøgelser og efterforskning af drabssagerne af internationalt pres og fokus.

Og det fokus er nødt til at være til stede, og Danmark bør som medlem af Media Freedom Coalition vise sig som en stemme i den internationale debat, mener IMS.

”Det vil være oplagt for Danmark at bruge den her rapport til at sætte fokus på pressefrihed og sikkerhed og blive ved med at holde fokus på, at angreb mod journalister skal undersøges, og de ansvarlige skal retsforfølges,” siger Johan Wogensen.

Den her rapport påpeger netop, at internationalt pres gør en forskel, men det er alligevel straffrit. Rykker det så overhovedet noget?

”Internationalt fokus er vigtigt for at bevare bare noget håb for situationen og for at få sat en stopper for den straffrihed. Nu fungerer de processer, som IDF har sat op, godt nok ikke, men ville det overhovedet være blevet sat i værk, hvis det ikke var for internationalt pres? Det er ikke, fordi det nødvendigvis kan levere løsninger på den korte bane, men det er vigtigt for forandring på den lange bane.”