En Cavling-pris i 2008 – tjek.
Årets Pressefotograf i 2003 – tjek.
Vinder af World Press Photo i 2002 og en førsteplads i kategorien ”Feature sport stories” ved World Press Photo i 2008 – tjek.
Listen af hæder til fotograf Erik Refner er lang. Alligevel var han blandt de tre Scanpix-fotografer, der blev fyret, da Berlingske Media i november skar kraftigt i antallet af medarbejdere.
»Det kom som et chok,« siger Erik Refner.
Som sine kolleger var han selvfølgelig opmærksom på, at han kunne blive prikket, men:
»Ingen var jo forberedte på fyringsrunden, så det var ikke så rart,« siger Erik Refner, der flere gange slår fast, at han efter omstændighederne »har det fint«.
'Forbrydelsen' var et højdepunkt
For Erik Refner blev det til »13 fantastiske år« i Berlingske Media.
»Jeg har haft det som blommen i et æg, hvor jeg har fået lov til at lave alle de sjove ting. Fede, korte opgaver og store projekter sammen med journalisterne.«
Specielt multimedieprojektet om politireformen, 'Forbrydelsen', der i 2008 gav Cavling-prisen til Refner, Morten Frich, Morten Crone og Jesper Woldenhof, står stærkt hos fotografen.
»Vi var et godt team, hvor alt gik op i en højere enhed. Skal jeg vælge ét højdepunkt fra min karriere på Berlingske, må det være 'Forbrydelsen',« siger Erik Refner.
Karriere i huset
Erik Refner begyndte sin karriere i Det Berlingske Hus som fotoelev, og efter et par år som freelancer blev han fastansat som fotograf på Berlingske.
Og selv om stemningen mellem fotograferne altid var god, kunne de mærke nedskæringerne, der hvert år kom lidt tættere på.
»Der var fyringer hvert år, så vi skulle hele tiden løbe lidt stærkere. Det skabte også utryghed i huset. Med De Persgroep vidste vi, at der ville komme en fyringsrunde og store ændringer, men vi var alle fuldstændigt uforberedte på, at der ville komme endnu en runde.«
»Det ærgrer mig«
Som afskediget er det nemt at sende en svada af sted mod sin tidligere arbejdsplads. Den grøft går Erik Refner dog ikke i:
»Jeg kender ikke økonomien og budgetterne for Scanpix, men det virker, som om,bureauet har fundet en vej, hvor de kan lave et godt produkt og stadig tjene penge,« siger han.
Er du ked af, at du blev fyret?
»Nej, det er jeg ikke, men det ærgrer mig. Da jeg begyndte i huset, ville jeg under ingen omstændigheder arbejde på Scanpix. Senere kom jeg så til det alligevel, og det blev nogle gode år. Men jeg ville have elsket at komme tilbage på Berlingske og arbejde tættere sammen med journalisterne,« siger Erik Refner, der efter nytår begynder som selvstændig.
Opdateret 15. december 2015: Journalisten har tilføjet, at Erik Refner ud over en førsteplads i kategorien ”Feature sport stories” ved World Press Photo i 2008 også vandt World Press Photo i 2002.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Gået lodret ned af bakke siden.
Ikke dygtig nok længere. Synd for ham.
Jeg er sikker på at en så dygtig fotograf næppe kommer til at mangle arbejde :-)