Medieforliget løser ikke det problem, som regeringen gerne vil have det til, siger medieforskeren Per Jauert. Han kalder planen om en ny radiokanal for »meget usikker og lidt uforståelig«.
Kulturminister Per Stig Møller får med gårsdagens medieforlig sin vilje og får brudt DRs monopol på radiomediet. Men regeringen har grebet medieforliget helt forkert an, mener en af landets førende forskere i radio, lektor Per Jauert fra Aarhus Universitet.
»Det kan undre, at de ikke får taget hul på at løse det egentlige problem – nemlig at der ikke findes en kommerciel, markedsbaseret radiokanal som alternativ til DR. I stedet får vi endnu en meget smal, statsstøttet public service-kanal. Det er besynderligt,« siger han til Journalisten.dk.
Per Jauert mener især, forliget virker underligt, når Venstre inden forhandlingernes start luftede tanken om at skabe en privat pendant til P3 og lade DR køre P3 videre på DAB. En P3-lignende radiokanal ville have nemmere ved at klare sig på markedsvilkår, mener Per Jauert, men de planer blev altså skrottet i forhandlingerne.
»Det er en meget usikker og lidt uforståelig kurs på det mediepolitiske område – specielt inden for radio – som regeringen fører,« siger han.
I stedet kom kulturminister Per Stig Møller med forslaget om en privatejet, reklamefri public service-station, der altså endte med at blive vedtaget. Første udmelding om den nye kanal var, at den skulle ligne P1 i public service-forpligtelser, men ved forligets offentliggørelse i går havde kanalen skiftet format og lægger sig nu tættere op ad P4's format. Der er krav om 60 procents populærmusik og aktualitets-, nyheds-, kultur- og debatprogrammer for resten. Profilskiftet undrer Per Jauert.
»Jeg tror, det bunder i usikkerhed om, hvad man vil med den her kanal. Der er ingen tvivl om, at det er kulturministerens opfindelse, men det er lidt uklart, hvad der har inspireret ham. Det er i hvert fald ikke radioeksperter, man har haft til at rådgive sig,« siger han.
Hvad ville en radioekspert så have rådgivet ham til?
»At lave en klart formateret kanal. Det danske radiopublikum er vant til et klart formateret radiobillede, og det er også den vej, det internationale radiobillede bevæger sig,« siger Per Jauert.
Der er afsat op til 100 millioner kroner til at drive den nye radiokanal, og for de penge kan man godt komme langt, siger Per Jauert. Han mener, at medieforliget lægger meget kraftigt op til, at det er de i forvejen store aktører på mediemarkedet, der er de oplagte aftagere af den nye kanal.
Både Berlingske Media, JP/Politikens hus og TV 2 sagde til Journalisten.dk, at de var interesserede i den nye kanal, da der første gang slap rygter ud om den. Alle tre aktører har gentaget interessen, efter medieforliget blev officielt i går.
»Jeg har svært ved at forestille mig, hvilke andre aktører der kunne være bydere. Der er lige nu en alliance mellem Berlingske og SBS, der byder på den sjette kanal. Man kan forestille sig nogle samarbejder i den genre, men det ligger meget til dagbladene,« siger Per Jauert.
DR mister som følge af medieforliget P2. Som modtræk til regeringens planer har musikeren Peter Abrahamsen startet en digital underskriftindsamling for P2's bevarelse. I skrivende stund har 19.500 skrevet under.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.