De danske seere vælger i højere grad hovedkanalerne DR og TV 2 fra. De vil hellere se MTV og TV3. Mediedirektør i DR siger, at seertalene ikke må blive lavere, end de er nu.
DR og TV 2 har ikke meget at juble over, når det kommer til seertal i 2012. I de første 18 uger af året har danskerne zappet væk fra de gamle kendinge DR og TV 2. Faktisk har seerne brugt 11 procent mindre tid på at se TV 2 i årets første 18 uger sammenlignet med samme periode sidste år og 8 procent mindre tid på at se DR 1. Det skriver Politiken.
Samtidig går kommercielle tv-stationer som SBS TV, Viasat og TV3 frem. SBS TV med hele 15,2 procent i årets første 18 uger, og musikkanalen MTV præsterer en fremgang på 36,3 procent, viser opgørelsen fra TNS Gallup TV-Meter.
Broadcastekspert Claes Braagaard fra mediabureauet OMD kalder faldet uhørt stort. Og mediedirektør i DR Gitte Rabøl siger til Politiken:
»Vi ser med bekymring på udviklingen, og seertallet må ikke komme længere ned end nu. Men vi er allerede i gang med en offensiv strategi, hvor vi styrker nyhederne, de journalistiske programmer, DR Drama og de store fælles oplevelser som valgudsendelser og stor underholdning.«
Claes Braagaard mener, at faldet hos TV 2 har rod i tv-stationens nye position som betalingskanal. Danskerne har fået kabel-tv for at kunne blive ved med at se TV 2, og så er det væltet ind med andre tv-fristelser i samme tv-pakke.
»At SBS går så markant frem, er en udvikling, vi ikke har set i mange år. Fortsætter den udvikling, kan vi stå i en situation, hvor vi i nogle målgrupper kan afvikle reklamekampagner uden at skulle bruge TV 2's hovedkanal,« siger Claes Braagaard.
Medieforsker Stig Hjarvad fra Københavns Universitet siger til Berlingske, at det ikke kun er et økonomisk problem:
»For DR og TV 2 er det samlet set et public service-problem, at de mister seerandele. Det er der ingen tvivl om. Public service er sat i værk for at betjene hele befolkningen, og hvis man i mindre grad gør det, er det selvfølgelig ikke godt.«
Han mener, at det vil blive svært at vende udviklingen, men råder DR og TV 2 til at udvide deres eget medieudbud:
»Så de samlet set kan betjene hele befolkningen på samme niveau som tidligere, men med en bredere indsats.«
3