Føljeton skal tænke mere kommercielt – stifter stopper

Nikolai Thyssen stopper som direktør på Føljeton og er »helt blank« på, hvad han skal lave nu. Efterfølgeren vil anlægge mere kommercielt fokus

Før mobilmediet Føljeton har været i luften i et år, får Føljeton ny administrerende direktør. Medstifter Nikolai Thyssen stopper og bliver erstattet af Søren Ipland, der i en periode har været konsulent for Føljeton.

Søren Ipland siger, at Nikolai Thyssens stop ikke kan tilskrives en enkelt årsag.

»Men hvis man er en lille opstartsvirksomhed, og man ikke er fuldstændigt enige, så er det bedre at lave om på organisationen, inden det går galt,« forklarer han.

Mere kommercielt fokus

Søren Ipland siger, at Føljeton fortsætter i samme ånd og med samme journalistiske kraft.

»Men jeg kommer fra start up-verdenen og vil have et mere kommercielt fokus,« siger han.

Det kan for eksempel betyde invitation til flere partnerskaber, der kan bidrage til at finansiere Føljetons drift og til fastholdelse af abonnenter.

»Ligesom Zetland kæmper vi med at få abonnenter nok. Det går efter planen, men det er hårdt og kræver en kommerciel indsats med mere fokus på markedsføring og produkter. Biksen vokser, som den skal. Men det er naturligt at kigge på andre indtægtskilder,« siger Søren Ipland.

»Nogle tusinde betalende«

Hvis Føljeton skal lave betalt indhold, vil det være at finde i »eksterne siloer«.

»Det handler om for eksempel at levere indhold baseret på vores redaktionelle og teknologiske knowhow til andre end vores abonnenter,« forklarer Søren Ipland.

 Men der skal ikke være betalt indhold i Føljetons kerneprodukt – journalistikken på sitet.

»Vi kan ikke tage 49 kroner om måneden og samtidig have betalt indhold. Det vil være selvmodsigende. Vi skal ikke begynde at stoppe reklamer ned i halsen på de abonnenter, der allerede betaler,« forklarer Søren Ipland. 

Føljeton har i dag »nogle tusinde betalende«, siger Søren Ipland.

Break-even er 8.500 fuldt betalende abonnenter.

Uenighed om strategien

Den afgående direktør, Nikolai Thyssen, henviser over for Journalisten til en opdatering på sin åbne Facebook-profil, hvor han skriver:

”Vi har ikke været helt enige om strategien, og når man starter fra bunden og arbejder hele tiden, kræver det, at man er enige om både hvordan og hvorledes. Ellers kan det næsten ikke lade sig gøre.”

Til Journalisten siger han, at han ikke ved, hvad han skal lave fremover.

»Jeg er helt blank. Men jeg trækker lige vejret, og så har jeg en kone med et job, der kan forsørge mig en måned eller to.«

5. november 2015 udkom første udgave af Føljeton – det første danske medie, der er sat i verden for at blive læst på en mobilskærm.

I maj 2016 droppede Føljeton at lave daglige egenproducerede historier. I dag er alle Føljetons historier samlet i et ugentligt magasin, mens nyhedsbrevet udkommer dagligt.

Chefredaktør Lars Trier Mogensen og journalisterne Lasse Lavrsen, Oliver Stilling og Renna Rose Agger Jørgensen fortsætter på Føljeton.

0 Kommentarer