”Det er folk, der har oplevet noget i deres liv, og som har gjort sig mange tanker om det, de har været igennem. Derfor synes jeg også, at det, de siger, virkelig er værd at lytte til.”
Sådan siger journalist Maja Funch, der for nylig modtog Werther-prisen sammen med kollegaen Else Marie Nygaard for en artikelserie i Kristeligt Dagblad om selvmord. Prisen uddeles af Center for Selvmordsforskning i samarbejde med andre aktører på området.
Maja Funchs stofområde er sundhed og etik, men det er tragedien og de menneskelige kriser, der går igen i hendes artikler. Trods de dystre emner er der meget positivt, hun selv kan tage med.
”Mine kilder er ofte meget afklarede omkring tilværelsen. De er for eksempel meget bevidste omkring, hvad der har værdi for dem, og hvordan de ønsker at leve deres liv. Det er ikke lommefilosofi, men dyrekøbte erfaringer. Det er med til at gøre dem berigende at snakke med,” siger hun.
Vil ikke overtale kilder
Maja Funch har blandt andet skrevet artikler om fem-årige William, som døde af kræft, om Esther, der fik en ny lever, da hun var knap tre år, og om teenagere, der lever med uhelbredelig sygdom.
”Folk spørger af og til: Hvordan kan du holde til det? Men jeg er jo ikke på operationsstuen, når et lille barn skal have en ny lever, og jeg er heller ikke en del af de sygdomsforløb, jeg skriver om. Jeg tror, man rent professionelt er mere i fare, hvis man er den læge eller den sygeplejerske, der er til stede – eller en pressefotograf i en krigszone for den sags skyld. Jeg er helt anderledes på afstand af begivenhederne. Jeg snakker oftest med voksne, afklarede mennesker flere år på afstand af det, der hændte.”
Når hun skal have folk til at medvirke, er det vigtigt for hende at sikre sig, at hun ikke overtaler sine kilder. Og hun er altid omhyggelig med at understrege, at hun ikke forventer en tilbagemelding, hvis det er hende, som henvender sig.
”Jeg siger, at jeg er interesseret i at skrive om deres situation og forklarer, hvilke erfaringer jeg har. Når jeg henvender mig, gør jeg dem også opmærksomme på, at de blot skal ignorere min henvendelse, hvis de ikke har lyst til at medvirke – jeg regner ikke med at få svar.”
Klichéer får mening
Det er vigtigt for hende, at kilderne er trygge og en del af forløbet hele vejen igennem.
”Jeg er meget omhyggelig med at forklare processen og sikre mig, at de ved, hvad jeg gør. Jeg tilbyder også, at de kan mødes med mig, inden de beslutter sig for, om de ønsker at være med. Man afgiver jo meget magt, når man overgiver sig selv til en journalist,” siger hun.
Hun ved, at de mennesker, hun skriver om, har noget på hjerte. De har en historie og et budskab, de gerne vil ud med. Og måske spiller hun som lytter også en rolle for dem.
”Det er ikke kun mig, der gerne vil høre på dem. Det er også dem, der har brug for mig til at komme ud med deres budskaber. Jeg tror også, at det journalistiske tit bliver et led i deres egen bearbejdning.”
Selv føler Maja Funch, at hun bliver klogere på livet.
”Jeg har ikke selv oplevet store tragedier i min tilværelse. Men at tale med dem, der har, har helt sikkert gjort mig klogere på alle mulige forhold i livet. Man skal sætte pris på den tid, man er her – carpe diem og alle den slags klichéer. Klichéerne viser sig bare at indeholde meget sandhed, når man taler med mennesker, der virkelig har erfaret, hvad de betyder. Når man hører dem fortælle om deres oplevelser, deres sorg, deres tanker og deres tvivl.”
Artiklen er skrevet af Nina Bachmann, der går i 9. klasse på Forældreskolen i Aarhus. Hun var i erhvervspraktik på Journalisten to dage i uge 37.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Nina - det er saftsuseme godt gået at skrive sådan en artikel i sin erhvervspraktik! Godt gået! Jeg håber, at vi ser dig i journalistfaget en dag i fremtiden :-)