Kombinationen af hjemmesider og pressenævn har endnu en gang plantet en sag i medieetisk ingenmandsland.
En person har klaget til Pressenævnet over, at msn.com’s danske hjemmeside skrev, at han var medlem af Hells Angels’ støttegruppe AK81. Da hjemmesiden ikke er tilmeldt Pressenævnet, afviste nævnet klagen, som de plejer.
Efter at de udsendte afgørelsen i tirsdags, er nævnet blevet gjort opmærksom på, at hjemmesiderne gonews.dk og gonews.dk.msn.com er tilmeldt Pressenævnet, og at de begge sender alle brugere videre til netop msn.com’s danske side. Altså den side, der er blevet klaget over.
»Vi er i gang med at undersøge, hvem den side egentlig tilhører, for det er der noget forvirring om,« siger sekretariatsleder i Pressenævnet Ditte Nørgård.
Indgik samarbejde i 2010
Forvirringen skyldes, at gonews.dk rent faktisk er registreret i Berlingske Medias navn og stammer fra et samarbejde, som Berlingske havde med msn.com, og som blev lanceret tilbage i 2010.
Peter Holmlund er executive producer for MSN i Norden. Han afviser ethvert tilhørsforhold til gonews.dk, selv om siden henviser til MSN:
»Det er ejet af Berlingske Media, og det har intet at gøre med MSN. Jeg vidste ikke, at vi ikke var tilmeldt Pressenævnet. Jeg har først hørt om denne sag i dag, men jeg vil undersøge det nærmere og finde ud af, om vi skal tilmelde os,« siger Peter Holmlund.
Journalisten har spurgt Berlingske, hvorfor de sender trafik videre til msn.com, som ikke er tilmeldt Pressenævnet. Det har ikke været muligt for Berlingske at svare inden deadline, men artiklen opdateres, så snart det sker.
Koncerndirektør i Berlingske Media Lisbeth Knudsen oplyser, at gonews.dk, som var et selvstændigt nyhedsbrand leveret af Berlingske Media som underleverandør til MSN, er ophørt for mere end et år siden.
”Vi har beholdt domæne-navnet, men det er ikke aktivt i øjeblikket. Derfor bør det vel rettelig slettes af Pressenævnets liste, indtil det igen måtte blive anvendt aktivt. Jeg beklager, at vi ikke har fået gjort det,” skriver hun i en mail.
(Opdateret 18. december 2014 klokken 15.10 med kommentar fra Berlingske Medias Lisbeth Knudsen)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.