»Jeg synes altid, man skal være meget forsigtig med den slags. Uanset hvor meget man prøver at holde tingene adskilt – og uanset hvor meget redaktionen og forlaget selv har taget initiativet til interviewet – så vil der altid være nogen, som tænker, at gad vide om han nu har fået en bedre behandling, fordi det er et program på hans egen kanal.«
Sådan lyder DR’s seer- og lytterredaktør Jacob Mollerups vurdering af P4-redaktør Lars Daneskovs medvirken i P4-programmet Café Hack den 8. juni 2014. Lars Daneskov blev i programmet interviewet af vært Søren Dahl om sin nye børnebog 'Tøselus og vinkeflæsk', der udkom den 10.juni 2014.
Vil ikke spekulere i mistanke
»Derfor siger jeg i al stilfærdighed, at mit bedste råd er, at man bare skal lade være. For uanset hvor meget man holder rollerne adskilt, vil der altid være nogen, som kan få mistanke om, at der er givet særbehandling,« siger Jacob Mollerup.
Siger du dermed, at det her ikke skulle være sket?
»Det må man selv udlægge. Jeg kan høre på de involverede i sagen, at de har prøvet at tage deres forholdsregler. Men et godt råd er, at man skal lade være for en sikkerheds skyld,« siger Jacob Mollerup.
Journalisten har bedt om interview med de programansvarlige. De ønsker at svare per e-mail.
I e-mailen svarer vært på programmet Søren Dahl og producer Kristian Borregaard til Journalisten, at de ”ikke vil spekulere i, om det kan vække mistanker, men overlade de overvejelser til andre”.
Velbegrundet, redaktionel beslutning
Værten og produceren forklarer også, at de i foråret har prøvet at inddrage børnelitteratur i programmet.
”Vi har mange lyttere, der er børnefamilier,” skriver de og forklarer, at de ud over Lars Daneskov også har haft besøg af Knud Romer, der ligeledes har udgivet en ny børnebog.
”Valget af Lars Daneskov og Knud Romer har således været ud fra redaktionelle overvejelser, og udsendelsen med Lars Daneskov var i øvrigt populær blandt lytterne. Det har – naturligvis – ikke været en del af de redaktionelle overvejelser, at Lars Daneskov ud over at være børnebogsforfatter også er redaktør for P4, og kontakten til Lars er i øvrigt gået gennem forlaget,” forklarer de og tilføjer:
”Hvis udsendelsen hos nogle kan give anledning til en anden opfattelse af Lars Daneskovs medvirken, er det selvfølgelig ærgerligt, men vi vil understrege, at valget af Lars var en velbegrundet, redaktionel beslutning.”
Henvendelsen kom fra redaktionen
I programmet præsenteres Lars Daneskov af værten som forfatter og siger selv i starten af interviewet, at han er redaktør på P4.
»Inden jeg sagde ja til at være med, vendte jeg det med folk omkring mig, fordi jeg gerne ville undgå mistanken om indspisthed. Når jeg endte med at sige ja, var det, fordi min chef og jeg vurderede, at det ikke ville være problematisk, hvis jeg bare blev behandlet som alle andre gæster i programmet. Det var også vigtigt for os, at henvendelsen kom fra redaktionen, som har sin fulde redaktionelle frihed. De fik bogen fra forlaget. Jeg har ikke haft noget at gøre med deres valg af mig som gæst,« siger Lars Daneskov.
Han tilføjer, at han også optræder i andre medier end DR.
»Hvis jeg kun var i 'Café Hack', så kan jeg godt forstå, hvis folk synes, det er mærkeligt, men det er ikke tilfældet. Samtidig har jeg været meget opmærksom på og sagt til redaktionen, at de skal behandle mig på fuldstændig samme måde som andre gæster,« forklarer Lars Daneskov.
Han fortæller, at han som redaktør kun har meget lidt kontakt med redaktionen bag 'Café Hack'.
»Min opgave er ikke at blande mig i det daglige arbejde eller forholde mig til hver enkelt udsendelse. Jeg modtager indimellem en oversigt fra Hack-redaktionen over kommende gæster, men har aldrig blandet mig i deres valg. Jeg har ikke bedt dem op at pille gæster af og endnu mindre presset på for at få bestemte gæster med. Hvis jeg forholder mig til den slags, er det altid bagudrettet. Sidst, jeg gjorde det, var i oktober, hvor vi lavede den årlige evaluering af programmet,« forklarer Lars Daneskov.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er ubegribeligt, at der i DR findes en redaktion, der er så naive, at de ikke finder fremgangsmåden stærkt problematisk. At anvise sendeminutter for at en medarbejder kan profilere sin egen bog, er i sig selv så kontroversielt, at den ansvarlige redaktør bør inddrages for at kunne stå til ansvar. Men går den så går den.
I forvejen har DR-forfattere en kæmpe fordel pga kendis effekten - derfor skal de ikke bare passe på, de skal lade være.
Det er uklædeligt med søforklaringer - men til gengæld særdeles afslørende.
"Valget af Lars var en velbegrundet, redaktionel beslutning” Nej, det var det ikke. Hvor blev den sunde fornuft af?
Den velbegrundede, redaktionelle beslutning bestod åbenbart i, at redaktionen havde fået bogen tilsendt fra forlaget, og så kunne man lige som ikke andet. Det er sikkert rigtigt, men lyder lidt fantasiforladt for ikke at sige uformående. Så problemet var, at redaktionen ikke kunne tænke ud af boksen og udenfor P4.