Kritik af diabetes-råd i Sara og Monopolet: Forældede og fordømmende

Monopol-deltagerne og Sara Bros råd om kageglad diabetiker kan i værste fald være farlige, lyder kritikken. DR erkender for ensidigt syn på sukker, men mener sagtens, Monopolet kan behandle dilemmaer om sygdomme

Drop at tage kage med til besøg på plejehjemmet hos morfar med sukkersyge, for det er da dumt og ikke så pænt at proppe manden med sukker.

Tag i stedet en rejemad, en fiskefilet eller andet højtbelagt mad med til manden, der ikke har godt af sukker på grund af sin sygdom.

Sådan lød det i lørdagens udgave af Sara og Monopolet på P4, hvor skuespiller Søren Fauli, cirkusprinsesse Signe Lindkvist og Bjarne Corydon, chefredaktør på Børsen, er monopoldeltagere hos Sara Bro.

Men Monopolets og Sara Bros udtalelser i programmet bliver mødt af hård kritik fra både personer med diabetes, pårørende til diabetikere og Diabetesforeningen.

I Diabetesforeningen, der tæller omkring 90.000 medlemmer, har man fået flere henvendelser fra medlemmer, der er kritiske overfor udlægningen af livet med diabetes i P4’s mest populære program. Og ifølge Anne Sander, der er udviklingschef i foreningen, er udsendelsen problematisk.

”Noget af den viden, der bliver bragt i spil, er fra folk, der ikke er sundhedsfaglige. Den bygger i det her tilfælde på viden, der desværre er 40 år gammel.”

”Som en del af Diabetesforeningen er jeg ekstremt glad for, at sådan noget her bliver taget op i folkeligt og godt program. Men jeg kunne godt ønske mig, at man havde en sundhedsprofessionel i panelet eller havde lavet noget research, der kunne aflive forestillingen om, at det i alle tilfælde er problematisk at spise kage,” siger hun.

Sundhed kan ikke sættes entydigt op

Det er barnebarnet til en bedstefar med sukkersyge, der havde skrevet ind for at få monopolet til at tage stilling til, hvorvidt han og hans kæreste bør have kage med til bedstefaren, der altså lider af diabetes – eller sukkersyge, som det lyder i programmet og i beskrivelsen af programmet.

Dilemmaet er opstået, fordi barnebarnets mor mener, at bedstefar selvfølgelig kan få kage, selvom sygeplejersken på plejehjemmet ser skævt til det.

Ingen steder i udsendelsen fremgår det, hvilken type diabetes bedstefaren lider af, og om han er i behandling med insulin eller ej.

“Og det har kæmpe betydning i forhold til, hvordan man skal forholde sig til mad,” siger Anne Sander, som advarer mod at tro, at man kan vurdere kosten for en enkelt person, uden at vide mere om det konkrete sygdomsforløb.

”Man kan ikke sætte det så entydigt op, at en fiskefilet eller en rejemad er sundere end et stykke kage,” siger hun.

”Problemet er, at når så folkeligt et program når ud til så mange forskellige lyttere, sidder der mange med diabetes, som bliver dybt sårede over, at det kommer til at lyde som om, at det er uansvarligt at spise sukker eller kage,” siger hun.

Ingen sukker kan være farligt

En af de sårede er Stine Bjerre Herdel, der har en datter med type 1-diabetes. Udsendelsen er i den grad faldet hende for brystet. Kritikken fra hende starter allerede ved, at diabetes i programmet bliver omtalt som sukkersyge.

”Der er en masse stigmatisering forbundet med ordet sukkersyge. Hun er ikke blevet syg af sukker, kost eller livsstil. Hendes diabetes skyldes, at hun har en autoimmun sygdom,” siger hun.

Monopol-deltagerne får det i hendes ører også til at lyde som om, at sukker altid er farligt for en med diabetes. Hvis den vrangforestilling bider sig fast, kan det blive farligt for hendes datter.

”Hvis hun falder om, fordi hun får for lavt blodsukker, skal hun have sukker. Ellers kan hun tage skade – og i værste fald dø. Så det, at hun gerne må få sukker, er noget, jeg har prædiket gang på gang til for eksempel pædagoger i hendes institution og lærere på hendes skole. Så det er bekymrende, hvis et kendt radioprogram kan få folk til at tro, at det per definition forholder sig omvendt, og at alle med diabetes er ens,” siger Stine Bjerre Herdel og tilføjer:

”Der er så mange nuancer i det her. Og der er så mange mennesker, der lider af den sygdom, så man skylder ikke at tale så dogmatisk om det. Jeg synes generelt, at man skal afholde sig fra at give gode råd om en sygdom, man ikke ved noget om. Især på en stor, anerkendt radiokanal, hvor folk kunne foranlediges til at tro, at det, der bliver sagt, er facts.”

Kede af entydigt syn på sukker

Hos DR mener Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef for Sara og Monopolet, ikke, at hverken værten eller Monopolet bevæger sig ud i at give sundhedsråd. De forholder sig i højere grad til, hvordan familien kan diskutere, hvad de skal stille op med kager under besøg hos bedstefaren, mener han.

”Jeg vil holde fast i, at vi ikke beder dem om at komme med konkrete kostråd, men det er klart, at det sniger sig ind i samtalen. Det er vigtigt at holde fast i, hvad vi beder dem om. Vi beder ikke et panel af ikke-sundhedsfaglige eksperter om at være sundhedseksperter. Jeg synes, det fremgår meget klart for lytterne, at de ikke er det,” siger Jakob Sloma Damsholt.

Alligevel har kostråd sneget sig ind i Monopolets debat.

”Der bliver nævnt et eksempel med en rejemad, som er dårligt. Det er ikke så enkelt, at der er noget, der hedder sukker eller ej. Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at der kommer til at være en samtale, der bærer præg af det,” siger Jakob Sloma Damsholt.

Debatten efter udsendelsen er redaktionen glad for og lærer noget af, siger Jakob Sloma Damsholt, der erkender, at der er nogle bedagede syn på diabetes i udsendelsen.

”Vi er opmærksomme i forvejen, men det er godt at blive mindet om, hvor vigtigt det er at være opmærksom på at være opdateret på det nyeste viden, når man taler ikke bare om sygdomme, men alle mulige andre forhold.”

Kritikken af udsendelsen vil ikke betyde, at Sara og Monopolet i fremtiden vil afholde sig fra dilemmaer, der handler om sygdomme.

”Vi kunne sagtens have et dilemma, der handler om andre alvorlige sygdomme, men hvor spørgsmålet er noget andet. Hvad man gør som pårørende eller familie. Det kan man godt tale om, selvom man ikke har studiet fuld af sundhedseksperter,” siger Jakob Sloma Damsholt.

0 Kommentarer