"HVOR MANGE ÆG tør jeg spise i dag?" Det spørgsmål har de fleste forbrugere stillet sig selv, for var der ikke noget farligt ved disse æg? Noget med dræbende kolesterolbombe?

Æggespørgsmålet optager mange, og ernæringsjournalistikken forsøger at imødekomme den evige undren ved at give svar.
"Snup trygt to spejlæg," skrev Ingeniøren 30. september i fjor. I artiklen påpeger dansk forskning, at der ingen sammenhæng er mellem æggeindtag og dødelighed.
Og spiser man så to æg dagligt, fælder BT 22. august i år – et lille år senere – næsten en dødsdom på selve spisesedlen: "Kolesterol-alarm: Ny forskning advarer om åreforkalkning".

Kost og sundhed dækkes intenst, men dækningen skaber ikke klarhed. Det er journalistikkens falliterklæring, når medier serverer modstridende kostråd med kort tids mellemrum. I folkemunde hedder det, at "først mener forskerne sådan, og en uge senere mener de noget andet", og det er en udbredt myte, at det er de samme forskere, som først gør én opdagelse og kort tid efter gør en modsatrettet opdagelse. Sådan er det dog sjældent. I stedet er det indbyrdes uenige forskere, der slås om, hvad folk bør spise. Og fordi journalister plukker lidt fra den ene skole og lidt fra den anden, bringes de modsigende råd som et uskønt fletværk i nyhedsstrømmen.

Videnskabens forskellige anbefalinger om æggeindtag svinger således fra cirka to til 80 æg om ugen. Men æg er langtfra eneste stridspunkt. Skal man spise efter FDB's kostpyramide fra 1976 eller ej? Er komælk overhovedet for mennesker?

Sundhedsstyrelsen er konservativ og forholder sig altid med skepsis til nye opdagelser, som modsiger de traditionelle råd. Selv om international forskning buldrer derudad med opdagelser, har medierne tendens til kun at stole på statens ernæringsautoriteter, men det sker også, at rebellerne i opposition får helt ukritisk mikrofontid.

En af sommerens mest bragte telegrammer var om svensk forskning, der bekræftede en konservativ opfattelse af, at kødrige slankekure er farlige. Jerk W. Langers bombastiske replik med ordene "Nu viser data sort på hvidt …" indikerede nærmest, at hans udtalelse egentlig var et udfarende partsindlæg mod tilhængere af kødkure. Ellers kunne han nøjes med at bakke undersøgelsen nøgternt op. Ingen uenige eksperter optrådte i artiklen, og det er et eksempel på, at ernæringsjournalistikken alt for ofte nøjes med at stille sig på skuldrene af den ene eller anden ekspert.

Blandt de mest ensidige typer af historier findes mediernes 'spis sådan og vær sund-guides', hvor kostråd formidles som urokkelige sandheder. Disse historier får et ubærligt stort ansvar for publikums sundhed, som formidleren ikke kan leve op til med sin halvt fordøjede tredjehåndsviden.

I stedet for at lege orakel må ernæringsjournalistikken genvinde sin troværdighed ved at afdække uenighederne og være ydmyg over for områdets svært gennemskuelige landskab, hvor pengeinteresser, etablerede ordener og forudindtagede standpunkter spiller væsentlige roller.

Jeg kræver ikke, at hverdagsjournalistikken skal lave store journalistiske graverbedrifter eller have dybere forskningsfaglig indsigt. Blot at man rent faktisk stiller spørgsmål til forskningen og vælger den ærlige og objektive formidling.

Også selv om det skulle svække entydigheden og aflive kioskbaskeren.

– David Wedege, freelancejournalist, hobbykok, madskribent