»Tænk er en af de væsentligste spillere«

Der hersker stor respekt om Tænk i forbrugerjournalistiske kredse. Det er dog blevet mere livsstil og mindre kritisk det seneste års tid, siger Jyllands-Postens tidligere forbrugerredaktør

Der hersker stor respekt om Tænk i forbrugerjournalistiske kredse. Det er dog blevet mere livsstil og mindre kritisk det seneste års tid, siger Jyllands-Postens tidligere forbrugerredaktør

I dag har Forbrugerrådet meldt ud, at man vil udlicitere magasinerne Tænk og Tænk Penge til Benjamin Media. Tænk har ellers været en traditionsrig del af Forbrugerrådet, siden magasinet blev grundlagt af selveste Poul Henningsen i 1964. 48 år efter sætter magasinet i dag høje standarder for forbrugerjournalistikken:

»Jeg ser bladet som en af de væsentligste spillere inden for forbrugerjournalistikken. Det bygger jo på en omfattende ekspertise, som ligger i Forbrugerrådet inden for alt fra fødevarer til elektronik,« siger Lisbeth Kølster, der er redaktør på DR's forbrugerprogram Kontant.

Hun fortæller, at der stort set ikke fandtes forbrugerjournalistik for 10 år siden, da Kontant gik i luften. Siden dengang er det eksploderet, men Tænk har langtfra udspillet sin rolle:

»Tænks test er meget grundigere, end dem man ellers kan finde, og det er vigtigt og væsentligt for forbrugerne. Det er noget andet at have en hel afdeling, der går til bunds i produkter, end det er at have et panel, der smager på noget brød,« siger Lisbeth Kølster med henvisning til de tests, man ofte kan finde i dagbladsjournalistikken.

Forbrugerjournalistik er svært
Tidligere forbrugerredaktør på Jyllands-Posten Kirsten Elley roser også Tænk for i mange år at have holdt fanen højt inden for den kritiske forbrugerjournalistik.

»Det er meget sværere, end man lige tror. Der er mange forskellige interesser, man skal være kritisk over for, hvis man ikke vil spændes for en vogn, og det er nogle rigtig store spillere, man ofte er oppe imod,« siger Kirsten Elley, der i dag er magasinchef på Jyllands-Posten.

»Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan opgaven vil blive udført hos Benjamin, men vi har oplevet, at det tager tid for journalister at komme ind på stofområdet, og man skal passe på med at tro, at det er noget, man lige gør. Men der er mange dygtige freelance-journalister, der kender til området, og det kan være, Benjamin vil gøre brug af dem. Magasinbranchen bliver mere og mere baseret på freelance-bidrag og løst tilknyttede medarbejdere,« siger Kirsten Elley.

For meget livsstil
Det seneste år mener hun, at Tænk har ændret lidt i den redaktionelle linje. Det er gået fra den kritiske forbrugerjournalistik til det mere livsstilsorienterede. Hun nævner blandt andet et tema i Tænk for kort tid siden om toiletvaner.

»Jeg har savnet det kritiske. Ikke fordi jeg har noget som helst imod livsstil, men det er der så meget af i forvejen, og der kommer mere og mere,« siger Kirsten Elley til journalisten.dk.

1 Kommentar

Charlotte Eriksen
25. OKTOBER 2012
Re: »Tænk er en af de væsentligste spillere«
Forveksler Kirsten Elley mon Tænk med Samvirke, der i september havde et tema om afføring og toiletvaner? Tænk bragte for halvandet år siden en test af toiletpapir, men det er vist også det, der kommer tættest på Kirsten Elleys udsagn. Har hun monstro et andet eksempel?