DR: ”Vi er i en situation, vi aldrig har været i før”

DR har fået kritik for at lægge P4 og P1 sammen under coronakrisen. Nyhedsdirektør erkender, at der var ”lidt for meget musik” i morges. ”Vi eksperimenterer, mens vi kører”

I morges lød DR P1 ikke, som den plejer. Lytterne kunne høre popmusik på kanalen, der ellers normalt sender taleradio.

Det skyldes, at DR har lagt om i programmerne, aflyst dele af sendefladen og nedbemandet som følge af coronakrisen i Danmark.

Et led i omlægningen er, at P4 og P1 sender sammen i store dele af dagsfladen. For eksempel om morgenen.

Tidligere i dag kunne Berlingske fortælle, at DR har fået kraftig kritik for sammenlægningen af de to radiokanaler.

Flere lyttere har klaget over fusionen på sociale medier, og mange er utilfredse med, at der er for meget musik og for lidt oplysning om krisesituationen i Danmark.

Lidt for meget musik

DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, anerkender over for Journalisten, at der var lidt for meget musik i morgenfladen i morges. Men hun forklarer, at det er en svær balance.

”Vi er i en situation, som vi aldrig har været i før. Det handler om at finde den rette balance, og det er vi i fuld gang med nu,” siger Sandy French.

Derfor er fladen justeret allerede her til eftermiddag.

”Jeg synes også, der var lidt for meget musik. I eftermiddag vil vi spille markant mindre musik. Vi eksperimenterer, mens vi kører, og vi gør os rigtig meget umage med at forsøge at løse opgaverne så godt som overhovedet som muligt med de ressourcer, vi har til rådighed.”

De fleste i DR arbejder hjemmefra

I de kommende to uger skal størsteparten af DR’s medarbejdere arbejde hjemmefra. Det er en stor udfordring for mediehuset, fortæller Sandy French.

”Jeg synes ikke, det er skønt at lukke flader og programmer ned. Jeg er bare nødt til at se på helheden om, hvordan vi bedst løser vores samlede opgave,” siger Sandy French.

Sandy French oplyser, at DR vurderer situationen fra dag til dag.

”Hvis vi vurderer i morgen, at vi kan udkomme med ’P1 Morgen’, så gør vi det. Der er ingen i hele verden, der er mere optaget af, at vi får så meget folkeoplysning ud som muligt,” siger Sandy French.

 

4 Kommentarer

Henrik Lind Jørgensen
16. MARTS 2020
Det er egentlig utroligt, at en kæmpekoncern som DR, der er en hjørnesten i beredskabet, ikke har en plan... Og jo: Alle klarer sig, for hvis der er noget, vi skal vide, så får vi det at vide, men at der - trods alt - ikke skal mere til at lægge P1 ned i disse teknologi-tider. Internettet virker jo også fint.
Charlotte Appel
15. MARTS 2020
Der er brug for information om Corona-virus og dens følger. Men der er også brug for nyheder om alt andet, der sker i verden. I Syrien, i Tyskland, i Iran, i USA osv. Faktisk er der altså brug for mere nyhedsdækning med reel taletid, netop NU. I stedet bliver der spillet musik. Med intetsigende poptekster, mens man venter på at komme videre i et indslag.... Det er spild af tid og en daglig irritation. Jeg kender mange P1 lyttere med anden musiksmag, for hvem det er en decideret lidelse at (prøve at) lytte til deres vante radio. Og mon ikke de lyttere, der trænger til popmusik, kan finde den andre steder? - Giv os P1 som taleradio tilbage! Ikke mindst i en Corona-tid!
Jens JørgennStounbrrg
14. MARTS 2020
DR har længe været en rodebutik. DR TV mener heller ikke, at der er noget at berette om før kl. 18.30. Nu sender de Corona-indslag hulter til bulter. Heldigt vi har TV 2 - specielt TV News.
Helle Degnbol
14. MARTS 2020
For første gang i denne krisetid følte jeg mig småsyg og skræmt. Hele dagen. Viftede det væk. Snakkede med venner og sagde, banalt: "Det er lidt skræmmende ".

Men jeg var jo ikke skræmt. Vi havde beundret "myndighederne", der er netop det: myndige, professionelle, hårdt arbejdende, sympatiske hele bundtet. De ved ikke alt, men de stoler på vores medvirken.

Først nu ved nattetide og jeg kan ikke sove, forstår jeg uroen dagen igennem. Det dér ondt i halsen var jo hverken begyndende corona eller hysteri. Det var det med P1.

Et totalt chok at tænde for P1Morgen fredag og høre... andre må fagligt gennemgå numrene og snakken indimellem, jeg slukkede, tændte, nej, det går ikke, slukkede, tændte, gik så over på Radio4, som er taleradio, senere på dagen svensk P1, lige nu BBC4, alt at foretrække frem for noget P1/P4, som jeg nu forstår skal køre nogenlunde i én grød 7 timer daglig.

Indtil nu ingen dødsfald, men coronaen dræbte som det første P1.

Ingen oplysninger, som jeg kunne finde på de håbløse DR-hjemmesider, men jeg fattede det op ad dagen. Noget med hjemsendelse. Lærere er også hjemsendt, men underviser ungerne vha. al mulig hokuspokus, hvad finder DR mon på?

P2, P3, P4, P7, P8 kører, alle har de deres styrker og deres MUSIK! pop, rock, jazz, klassisk, men måske en dag man bliver syg, sløj, alene. Det er udsigten lige nu. Så vil jeg gerne høre P1 snakke. Public service radio. "DR vurderer situationen fra dag til dag". Spørg lytterne. Det her er i hvert fald noget af det mest kiksede, jeg har oplevet.