Over 11 procent er ledige: ”Jeg kan ikke mindes, tallet har været højere”

Nyuddannede uden job får ledighedstallet i AJKS til at stige. ”Det skulle meget gerne begynde at gå den anden vej på den anden side af sommeren,” siger a-kassedirektør

Ledigheden i AJKS – Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog – er steget siden midten af juni. Ifølge de nyeste tal er 2.943 af de 25.315 medlemmer nu ledige. Det svarer til en ledighedsprocent på 11,6.

”Jeg kan ikke mindes, tallet har været højere på noget tidspunkt. Så det er højt,” siger Linda Garlov, direktør i AJKS.

Det er især nyuddannede uden job, som får tallet til at stige. 345 nyuddannede har meldt sig ledige i a-kassen i juni måned. Desuden har 150 ikke-nyuddannede meldt sig ledige.

”Det vil altid være det her tidspunkt på året, ledigheden i AJKS er højst, fordi der er mange, der dimitterer, og som må søge dagpenge i starten,” siger Linda Garlov.

Hun lægger dog ikke skjul på, at coronakrisen har sat sit tydelige præg på det arbejdsmarked, de nyuddannede skal ud på. Da coronakrisen ramte, blev AJKS ramt af en brat stigning af ledige, og allerede i april var ledigheden højere end efter finanskrisen.

Antallet af ledige er steget fra 1.945 ledige i begyndelsen af marts og til nu 2.943.

”Der er pres på arbejdsmarkedet lige nu. Der er flere end normalt om at søge de jobs, der er opslået. Derudover er der også en del af branchen, hvor arbejdsmarkedet ikke er særligt godt i øjeblikket,” siger Linda Garlov.

Ny bølge til efteråret

Hun kalder situationen lige nu for ’anden bølge’ i coronakrisen: Første bølge var den bratte stigning i antallet af ledige i coronakrisens begyndelse, som primært var freelancere og andre uden opsigelsesvarsel. Anden bølge er stigningen i ledighed på grund af de nyuddannede journalister.

Først på den anden side af efteråret forventer hun ’tredje bølge’ i ledighedstallet. Her forventer hun, at nogle af de medlemmer, der er blevet afskediget i sparerunder, melder sig ledige.

”Vi kommer til at se en del af dem, der har siddet i faste jobs. Mange af vores medlemmer har fire, fem eller seks måneders opsigelse,” siger Linda Garlov.

Til gengæld frygter hun ikke, at det vil slå hårdt ud i tallet, når hjælpepakken for freelancere udløber 8.august.

”Jeg ved det jo ikke. Men en del af dem, der ikke har kunnet klare sig, vil jeg forvente allerede har været nødt til at melde sig arbejdsløse. Så jeg tror ikke, vi kommer til at se mange af dem, som er på hjælpepakker, melde sig arbejdsløse,” siger a-kassedirektøren.

1.008 har afmeldt sig som ledige

I det hele taget forventer Linda Garlov ikke markante stigninger i ledigheden i efteråret.

”Jeg tror på, det kommer til at stagnere nu,” siger hun.

Siden coronakrisen indtraf i marts, har i alt 1.008 afmeldt sig Jobcentret.

”Det er vores indtryk, at kommunikationsområdet er ved at komme godt i gang igen. Det er ikke et dødt arbejdsmarked, vi kigger ud på,” siger Linda Garlov og fortsætter:

”Arbejdsløsheden er altid høj hos os om sommeren på grund af dimittender. Men det skulle meget gerne begynde at gå den anden vej på den anden side af sommeren. Det tror jeg også, det gør, men det kommer ikke til at gå så hurtigt.”

0 Kommentarer

Læs også

Linda Garlov

A-kasse-direktør: Ledigheden er stagneret på ”et uhyggeligt højt niveau”

08. JUNI 2020
Linda Garlov

Arbejdsløsheden i a-kasse er større end under finanskrisen

22. APRIL 2020