Hvad har danske medier lært 25 år efter folkemordet i Rwanda, som ifølge FN kostede omkring 800.000 mennesker livet i løbet af 100 dage?
Ingenting, mener Øjvind Kyrø, der var øjenvidne til uhyrlighederne og med til at dække den blodige konflikt som freelancejournalist for Politiken, DR og TV 2.
Øjvind Kyrø kalder danske avisers artikler og ledere for ”hule ord”, når de på 25-året for folkedrabet skriver om, hvordan pressen svigtede Rwanda.
”Danske mediers undskyldning 25 år senere er en gratis omgang. Dækningen af Afrika er mere sporadisk og dårligere end nogensinde før. Der er jo næsten ikke nogen Afrika-korrespondenter tilbage,” siger Øjvind Kyrø.
Handling bag ord
Folkemordet begyndte den 6. april 1994, da ukendte gerningsmænd skød Rwandas daværende præsident, Juvénal Habyarimanas, fly ned på vej hjem fra et fredsmøde.
Nedskydningen var starten på folkedrabet på tutsier og et mindretal af hutuer, som af hutu-regeringen blev anset for at modarbejde den etniske udrensning.
”Der er ikke handling bag ordene. Den største krig i verden er den i Congo med over fem millioner døde siden 1997. Men der bliver ikke skrevet om den, og redaktørerne er stort set ligeglade,” siger Øjvind Kyrø.
Hvad skulle medierne have lært af folkemordet i Rwanda?
”De skal sætte penge af til korrespondenter, som kan skrive hjem fra Afrika. Men det gør de ikke. Hvis de vil have stof fra Afrika, er det helst til rejsesiderne, så de kan skrive om gode safaristeder og strandhoteller.”
Hvad skyldes det?
”Jeg kalder det for redaktionel racisme. Sorte menneskeliv anses ikke for at være lige så meget værd som hvide menneskeliv. Der er også meget mere omtale af brune menneskeliv som dem i Mellemøsten, for et stenkast på Vestbredden fylder meget mere end en massakre i Afrika.”
Hans krop spjættede
Den 18. april 1994 lejede Øjvind Kyrø en bil og kørte sammen med to europæiske freelancefotografer ind i Rwandas sydligste provins fra nabolandet Burundi.
En kilometer inde i landet så de pludselig en kvinde alene midt på landevejen. Hun stod med armene ud til siden og ansigtet fyldt med rædsel. 50 meter længere henne fandt han ud af hvorfor.
”Jeg så fire mænd stå omkring et menneske, der lå på vejen. Hans krop spjættede, for hver gang de hakkede spyd og macheter ned i ham,” siger Øjvind og fortsætter:
”Det var åbenbart hendes mand, og det var hendes tur næste gang. Hun havde stået ud på vejen og prøvet på at stoppe os for at få hjælp. Jeg prøvede at stoppe bilen, men de andre rådede mig til at lade være på grund af situationen.”
Har været heldig
Dagen, hvor Øjvind kørte ind i Rwanda, var tilfældigvis den dag, hvor folkemordet lige var brudt ud i regionen, han ankom til.
Regeringens soldater havde lige dræbt byens borgmester, som selv var tutsi og i de 12 dage, hvor folkemordet havde stået på, ikke havde adlydt ordren om at dræbe alle tutsier fra hutu-styret i hovedstaden Kigali.
”Nu var hele befolkningen med i krigen. Der var vejafspærringer på vejene og hytter, der stod i flammer på højene i landskabet. Folk gik rundt med høstknive, men her skulle de ikke høste korn. Her skulle de høste menneskeliv,” siger Øjvind Kyrø.
Øjvind Kyrø fortæller, at flere af hans kolleger stadig går til psykolog på grund af det, de oplevede under folkemordet i Rwanda. Men han har været heldig.
”Det var så brutalt, ondt og stærkt. Jeg har haft mareridt to-tre gange, men gudskelov ikke fået mén af det. Vi ved jo ikke, hvordan vi er skruet sammen som mennesker, før vi har været i krig,” siger Øjvind Kyrø.
Øjvind Kyrø og hans to kolleger kørte ud af Rwanda senere samme dag. Fotograferne uden et eneste foto af frygt for at blive dræbt. Han vendte først tilbage i juli sammen med tutsi-oprørshæren RPF og blev i landet i fire dage.
Redaktører undervurderer læserne
Siden 1980'erne har Øjvind Kyrø solgt reportager, avisartikler, tv- og radioindslag til danske medier om Afrika og Latinamerika. Men det kan ikke længere betale sig, siger han. Dels fordi medierne betaler freelancerne mindre, dels fordi redaktørerne ikke er interesserede i journalistik fra de lande, han skriver om.
I dag er han rejseleder for grupperejser til Latinamerika og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”Hvert år underviser jeg internationale studerende. De er måske de mest informerede unge, fordi de vil være journalister. Men de ved ikke, at den største nuværende krig i verden finder sted i Congo. Det skyldes den ekstremt dårlige dækning af den tredje verden,” siger Øjvind Kyrø.
Er det ikke fair nok, at medierne ikke dækker regionen i samme omfang, hvis folk ikke læser artiklerne?
”Redaktørerne undervurderer groft deres læsere, seere og lytteres interesse for stoffet. Det skal selvfølgelig serveres på en indbydende måde. Men det er indholdet, det kommer an på, og hvis vi bare skal læse om kendte menneskers nye plastikoperationer, så bliver man ret beset dummere oveni hovedet,” siger Øjvind Kyrø.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er ramt lige i hjertet af det problem som journalistikken står overfor i dag: holdning eller underholdning. Tak for din åbne måde at sige sandheden på, Øjvind!!!
Jeg ee fuldstændig enig med mange af dine synspunkter om mediersdækning af Afrika. Der foregår folkemord i cameroon siden 2016 og resten af verden, medier og samarbejdspartner har været fuldstændigt ligeglade med. Det er grotesk, usympatiske og umenneskelige.