search

Den censurerede historie om Nagasaki

Løjtnant Herbert Sussan, US Army, tog i januar 1946 et farvebillede af det 16-årige cykelbud Sumiteru Taniguchi, der var blevet ramt af USA’s a-bombe over Nagasaki. Men farvebilledet passede ikke ind i historieskrivningen om, at bomberne reddede amerikanske liv, og kom først ud af arkiverne 25 år senere

I året 1970 var japaneren Sumiteru Taniguchi 41 år gammel. Han sad i sin hjemby, Nagasaki, og bladrede i det nyeste nummer af det populære billed-ugeblad Asahigraph.

Pludselig dirrede han af nervøsitet, og han følte det, som om hele hans krop blev flået itu af indre kaos. På et helt opslag foran sig stirrede han på et chokerende farvefoto af sit eget flænsede kød, sine egne eksponerede muskler og sin egen blodige ryg.

Han havde aldrig set farvebilledet før.

16-årige Sumiteru Taniguchi var 9. august 1945 på arbejde som cykelbud, da amerikanerne smed atombomben over Nagasaki – tre dage efter den første atombombe over Hiroshima længere mod nordøst.

Hans nakke, arm og ryg blev brændt i stumper og stykker af atom-eksplosionen. I månedsvis lå han på en sygehusseng på Omura-hospitalet med åbne infektioner.

Farvebilledet er taget af løjtnant Herbert Sussan fra den amerikanske hær i januar 1946, næsten et halvt år efter ulykken. Journalisten har via atombombe-museet i Nagasaki fået Sumiteru Taniguchis tilladelse til at vise det.

 


9. august 1945: Morgenhimlen over Nagasaki

 

25 års forsinkelse

Redaktionen af Asahigraph havde fået fat i billedet fra det amerikanske militærs arkiver og trykte det i august 1970 i anledning af 25-års-dagen for atombomben. Billedet blev offentliggjort sammen med en hel serie andre farvefotografier, som amerikanske soldater havde taget i Nagasaki af atombombens ofre.

Sumiteru Taniguchi har fortalt sin historie til den amerikanske forfatter Susan Southard i bogen ’Nagasaki, Life after Nuclear War’, der udkom i juli i år.

Længe før 1970 havde der været sort-hvide billeder fremme, også af Sumiteru Taniguchis ødelagte ryg, taget i ugerne umiddelbart efter bomben. Men det, at billederne i Asahigraph var i farver, skabte stor opstandelse i den japanske offentlighed. Det bragte den blodige virkelighed tættere på.

Historien om farvebilledet, der først nåede offentligheden med 25 års forsinkelse, er historien om, hvordan pressecensur i en afgrænset årrække kan komme til at styre eftertidens historieskrivning.

Der er adskillige eksempler:

"Filmoptagelser af et japansk filmhold i 1945 blev censureret af de amerikanske besættelsesstyrker, af den amerikanske regering efter besættelsen, af et japansk filmselskab og af den japanske regering, og de blev først offentliggjort i 1968 i USA og i 1970 i Japan. Amerikanske og japanske myndigheder holdt dengang af hver sine grunde det store tab af menneskeliv på grund af bomberne og de overlevendes fysiske lidelser uden for synsvidde," skriver de amerikanske Japan-forskere Laura Hein og Mark Selden i bogen ’Living with the Bomb’ fra 1997.

"På grund af pressereglerne (The Press Code) kunne vi ikke skrive frit. Jeg gemte mine rapporter om Nagasaki i håb om, at jeg en dag ville blive i stand til at offentliggøre dem," har Hideo Matsuno, journalist på nyhedsbureauet Domei, forklaret til den svenske journalist Monica Braw. Hendes bog ’The Atomic Bomb Suppressed’ udkom i 1991.

 


Nagasaki, januar 1946. Billedet, som den amerikanske løjtnant Herbert Sussan tog af den dengang 16-årige Sumiteru Taniguchi.

 

Pressecensur

I sensommeren 1945 havde Japan tabt krigen. En amerikansk besættelsesmagt rykkede ind, og i de næste syv år var Japan et besat land. En af de første ting, den amerikanske besættelsesmagt gjorde, var at indføre pressecensur.

Pressecensuren gjaldt lige så meget billeder som tekst, og i de første år handlede det for de amerikanske myndigheder ikke mindst om at skjule tragedierne i Hiroshima og Nagasaki for alverdens øjne.

Det amerikanske militær optog ellers i månederne efter atombomberne en lang række fotografier og film af konsekvenserne i de to ramte byer. Men optagelserne blev ifølge websiden reason.com straks hemmeligstemplet og låst inde helt frem til 80’erne – bortset fra de farvebilleder, som det i 1970 lykkedes Asahigraph at få tilladelse til at offentliggøre.

”Det er bemærkelsesværdigt,” skriver Susan Southard i sin bog, ”at dette og andre fotografier i den særlige Asahigraph-udgave i 1970 var de første farvefotografier af Hiroshima eller Nagasaki efter bomberne, som nogen sinde blev set i Japan.”

Det var vigtigt for USA at stå sig godt. Det amerikanske militær havde efter en beslutning, taget af præsidenten selv, begået, hvad man i dag ville betragte som en ganske ufattelig krigsforbrydelse.

Og en konkret og detaljeret dækning af konsekvenserne i de to byer ville kunne skade USA’s omdømme i verden.

Udsigten til at ændre og ombryde en avis eller en bogudgivelse fik japanske udgivere til at være meget forsigtige.

“Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan det foregik. Frygten for, at alt det trykte papir ville blive ødelagt eller beslaglagt, må have virket godt i en tid, hvor det (papir, red.) var en mangelvare af stor værdi,” forklarer Atsuko Shigesawa i en e-mail til denne artikels forfatter. Hun er tidligere journalist på Japans store konservative avis Yomiuri Shimbun og i dag fredsforsker ved Hiroshima Universitet.

”Det samme gjorde frygten for at blive anholdt eller sendt på tvangsarbejde på en øde ø,” tilføjer hun.

Tre dage efter censurens indførelse i september 1945 blev udgivelsen af det store dagblad Asahi Shimbun suspenderet af besættelsesmagtens censur-myndigheder i tre dage, fordi det havde citeret den senere premierminister Ichiro Hatoyama for, at atombomberne var en krigsforbrydelse ifølge folkeretten.

Censuren virkede, som den skulle, indtil den gradvist blev ophævet i 1949. Krigsforbrydelsesvinklen blev aldrig hovedvinklen på historien. Hverken i Japan eller i omverdenen.

 


Den sengeliggende Dr. Takashi Nagai skrev den berømte bog ’Nagasakis klokker’, hvor tragedien bliver beskrevet som en guddommelig straf. Japan, august, 1949. Foto: Corbis/Scanpix

 

Farvet historiefortælling

I USA blev det til en fortælling om, at atombomberne havde været nødvendige for at tvinge en umenneskelig horde af hjernevaskede og fanatiske japanere til at overgive sig. Atombomberne reddede en kvart million unge amerikanske soldaters liv, hed det.

Det var også, hvad jeg lærte i historietimerne i skolen i 60’erne.

I Japan kom den dominerende fortælling til at handle om atombomberne som det ultimative bevis på, at krig er forfærdeligt og for enhver pris må undgås. 

De beretninger, der fortælles, fik det i mange år nærmest til at fremstå, som om der var sket en naturkatastrofe.

”Men hvis vi vælger at udføre og forsvare krigshandlinger, som forårsager store lidelser for civile, bør vi være villige til at se konsekvenserne af disse handlinger i øjnene,” skriver den amerikanske forfatterinde Susan Southard i forordet til sin nye bog ’Nagasaki’, en skildring af en række atombombeofres beretninger.

Hvor andre øjenvidneskildringer blev censureret, fordi de kunne sætte USA’s krigsførelse i et negativt lys, endte censurmyndighederne for eksempel efter to års diskussioner med at godkende udgivelsen af Nagasaki-lægen Takashi Nagais berømte bog ’Nagasakis klokker’. Bogen udkom i  1949 på både japansk og engelsk og fik stor udbredelse.

Doktor Nagai var katolik og beskrev tragedien i Nagasaki som en guddommelig straf for alle de onde handlinger, som alle parter havde udført under de foregående års verdenskrig.

I censorernes interne diskussioner, som blev gravet frem af arkiverne mange år senere af den svenske journalist Monica Braw, henvises der udtrykkeligt til, at atombomben sidestilles med ”et jordskælv eller en tidevandsbølge” – ikke med en krigsforbrydelse.

Censuren slap sit greb

Da censuren slap sit greb, tog pressen fat.

Ved syvårsdagen for Nagasaki-bomben i august 1952 bragte billed-ugebladet Asahigraph en billedserie med sort-hvide fotografier af de sår og sygdomme, de overlevende var blevet bragt ind på sygehusene med.

Disse første billeder fik ifølge Atsuko Shigesawa betydning for historieskrivningen.

”Det var lige efter afslutningen af besættelsen,” skriver hun i en e-mail til denne artikels forfatter (den amerikanske besættelse af Japan varede fra krigsafslutningen i 1945 til San Francisco-fredsaftalen i 1952, red.). ”Der er ingen tvivl om, at de i høj grad bidrog til at oplyse offentligheden om, hvad en atombombe kan gøre. De har sandsynligvis også været med til at lægge fundamentet for den anti-atomvåben-bevægelse, som voksede frem.”

Igen ved 25-året i 1970 var Asahigraph i stand til at give sine læsere yderligere dokumentation. Nu havde de i amerikanske arkiver fundet en række fotos fra Nagasaki, taget af amerikanske soldater i månederne og årene umiddelbart efter atombomben – og denne gang var billederne i farve og ikke i sort-hvid.

Det var her, at billedet af Sumiteru Taniguchis hærgede og forbrændte ryg kom ud til en bredere læserkreds.

Kæmper for nedrustning

Sumiteru Taniguchi lever stadig. Han kom igennem alle smerterne og behandlingerne, blev gift, fik et job og blev far til to børn. Han blev en respekteret mand i sin hjemby.

Sumiteru Taniguchi har brugt en stor del af sit liv på at rejse rundt og advare verden mod atomvåben og hele deres væsen.

”Lad der aldrig blive flere Nagasaki’er. Jeg opfordrer alle til at bygge en verden uden atomvåben,” lyder hans budskab ved hvert eneste foredrag, som han har holdt rundt omkring i verden i de seneste tre årtier.

Så sent som i dette forår har Sumiteru Taniguchi, der nu er 86 år gammel, været på sin muligvis sidste rejse til FN-hovedkvarteret i New York for at tale ved en nedrustningskonference.

Men farvebilledet af Sumiteru Taniguchis ryg vil efter alt at dømme i mange år endnu blive hængende, hvor det hænger, på væggen i atombombemuseet i Nagasaki – med sit chokerende budskab til verden om en atomkrigs rædsler.

”Hvis du kan holde ud at søge efter det i det smeltede kød på drengens ryg, vil du måske finde årsagen til, at alle regeringer forsøger at skjule de menneskelige omkostninger ved krig,” som Nick Gillespie, der er chefredaktør for reason.com, skriver på sit site.

Sumiteru Taniguchis historie indgår i en bog med øjenvidnebetragtninger fra Nagasaki efter atombomben af den amerikanske forfatter Susan Southard. 'Nagasaki – Life After Newclear War' udkommer på dansk på forlaget Pressto i 2016. Denne artikels forfatter medvirker som oversætter ved bogprojektet. 

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen