search

I dag er DR's Philip Khokhar den eneste fastansatte danske korrespondent tilbage i Kina. Det undrer ham, og han savner både kolleger, konkurrence og bedre dækning: ”Hvis man forsøger at dække Kina udefra, er der en masse faldgruber. Der er tendens til stereotyper og klichéer omkring Kina,” siger han. Foto: Raul Ariano

i

Corona, handelskrig og protester: Kina topper dagsordenen, men Philip Khokhar har landet for sig selv

For få år siden havde flere danske medier fastansatte korrespondenter bosat i Kina. Nu er DR’s Philip Khokhar den eneste tilbage. Forklaringerne fra medierne er mange. ”Men ingen af dem er rigtig gode,” lyder kritikken

”Hvor er det vildt, at ingen danske medier har været herude i Xinjiang inden for de seneste år.”

Den tanke husker DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar, at han blev ramt af, da han i foråret 2018 befandt sig i Kinas vestlige provins sammen med sin kinesiske fotograf. De var rejst til Xinjiang-provinsen fra deres base i Beijing for at rapportere fra den fjerne afkrog af landet, hvor det kinesiske styre holder over én million kinesere fra det muslimske mindretal uighurerne indespærret. Det kinesiske styre hævder, at det er uddannelsescentre, men ifølge lækkede dokumenter er der reelt tale om genopdragelseslejre.

”Det er en historie, der slet ikke får den opmærksomhed, den berettiger,” fortæller Philip Khokhar og tilføjer:

”Men de danske medier har jo ikke været der, fordi det er ekstremt svært, og fordi du i praksis slet ikke kan komme ind, hvis du ikke bor i Kina.”

Selv har Philip Khokhar boet i Kina, siden han i 2014 blev Asien-korrespondent for DR. Han fik base i Beijing, og her mødte han en håndfuld andre Kina-korrespondenter, der dengang var udstationeret i byen for danske dagblade. Politiken havde Kim Rathcke Jensen, Information havde Martin Gøttske, Jyllands-Posten havde Jes Randrup, og Børsen havde Pia Elers.

Men i dag er Philip Khokhar den eneste fastansatte danske korrespondent tilbage i Kina. Det undrer ham.

”Det er en ret markant udvikling på få år, hvor det jo nærmere burde være gået den anden vej,” siger han.

Philip Khokhar var den eneste danske korrespondent, der i januar kunne lave interviews med mennesker i Kina om, hvad de syntes om Jyllands-Postens visualisering af coronavirusset. Foto: Raul Ariano

Savner nuancer og kinesiske stemmer

Fravalget af danske korrespondenter i verdens mest folkerige land møder kritik fra en række eksperter og tidligere Kina-korrespondenter, som Journalisten har talt med. De peger på det paradoksale i, at danske medier dækker Kina fra Danmark eller andre asiatiske lande, mens Kina både økonomisk og politisk buldrer frem og i dag fylder mere og mere på den internationale nyhedsdagsorden.

”For mig er det helt vildt, at danske medier ikke prioriterer dækningen af den mest folkerige nation på kloden. En nation, der allerede i dag er en global magtfaktor, og som kun vil få endnu større indflydelse.”

Kim Rathcke Jensen, tidligere Kina-korrespondent

Alene det seneste år har tre af de største globale historier haft deres udspring i Kina: Den verserende COVID-19-virus, protesterne i Hongkong og handelskrigen mellem USA og Kina.

”For mig er det helt vildt, at danske medier ikke prioriterer dækningen af den mest folkerige nation på kloden. En nation, der allerede i dag er en global magtfaktor, og som kun vil få endnu større indflydelse. Du bliver sgu nødt til at have fødderne plantet på jorden derude,” siger Kim Rathcke Jensen, tidligere Kina-korrespondent for først Berlingske og senere Politiken frem til 2016.

Han bakkes op af Casper Wichmann, der er cand.mag i Kina-studier og leder af ThinkChina ved Københavns Universitet. Ifølge ham er konsekvensen af de danske mediers manglende tilstedeværelse i Kina, at vi får et unuanceret og i nogle tilfælde også forkert billede af Kina.

”Det bliver meget big, bad weird China. Men Kina er jo et ufatteligt stort og modsætningsfyldt land og heldigvis mere end bare kommunistpartiet. Men de nuancer og historier får man ikke, fordi man ikke har journalister, der bor og færdes ude blandt kineserne,” siger han.

Samme oplevelse har Philip Roin, der er uddannet journalist og i dag studerer økonomi og kinesisk i Beijing. Han fortæller, at han plejer at læse det, der kommer op i hans Google Alerts om Kina i danske dagblade.

”Og jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har set et dansk dagblad tale med en kinesisk case-person,” siger han.

Det, han især savner, er såkaldt shoe leather reporting.

”Godt journalistisk benarbejde – hvor man går ud og finder ud af, hvad der driver de høje herrer i Beijing, men endnu vigtigere; hvad der driver almindelige kinesere.”

Ifølge Philip Roin er netop den type historier særligt vigtige fra et land som Kina, hvor man ikke altid kan tage styrets udmeldinger for gode varer.

”Derfor er den eneste måde, du reelt kan verificere oplysninger på, at gå ud og bruge dine øjne. Og så skrive om, hvad du ser,” siger han.

”Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har set et dansk dagblad tale med en kinesisk case-person.”

Philip Roin, journalist og studerende, Beijing

Nærmest umuligt at få visum

For DR’s Philip Khokhar var reportagerejsen til lejrene i Xinjiang-provinsen hverken første eller sidste gang, han har følt sig lidt alene som dansk korrespondent i Kina. Da det kinesiske styre i januar i år forlangte en undskyldning for Jyllands-Postens visualisering af coronavirusset, blev Philip Khokhar klar over, at han var den eneste, der kunne lave interviews med mennesker i Kina om, hvad de egentlig syntes om tegningen.

Eksemplet er for ham et godt billede på, hvad de danske medier mister ved ikke længere at have korrespondenter bosat i Kina.

”Konsekvensen er jo, at der faktisk ikke er særligt mange kinesiske stemmer i danske medier. Og Kinas rolle bliver jo på alle punkter bare vigtigere og vigtigere. Det tror jeg ikke, vi kan blive ved med at ignorere i længden,” siger DR-korrespondenten.

Han forklarer, at selv om det teoretisk er muligt at få et midlertidigt journalistvisum til at rejse ind i Kina for eksempelvis at dække reaktionerne på Jyllands-Postens tegning eller situationen i Xinjiang-provinsen, så er det i praksis blevet mere vanskeligt at få visum. Nogle vil sige nærmest umuligt.

”Hvis du ikke bor her, er det svært at få lov at rejse ind som journalist. Du kan bruge månedsvis på måske at få en uges rejse i Kina,” siger Philip Khokhar og understreger, at reglerne ikke er ændret, men at det i praksis er blevet mere kompliceret.

”Og hvis man forsøger at dække Kina udefra, er der en masse faldgruber. Der er tendens til stereotyper og klichéer omkring Kina.”

“Kinas rolle bliver jo på alle punkter bare vigtigere og vigtigere. Det tror jeg ikke, vi kan blive ved med at ignorere i længden,” siger Philip Khokhar. Foto: Raul Ariano

En af de typiske klichéer om Kina i danske medier er ifølge Philip Khokhar historien om den ekstreme teknologiske udvikling i landet. Den fortælling fik senest luft under vingerne, da flere danske medier i januar berettede, at Kina på bare 10 dage byggede et hospital til at håndtere de mange coronasmittede. Historierne blev delt med droneoptagelser af byggeprocessen fra kinesisk stats-tv.

”Men ingen kender egentlig konteksten. Og meget få udenlandske journalister har været i Wuhan, hvor hospitalet er blevet bygget, og har set, hvordan forholdene i virkeligheden er,” siger Philip Khokhar.

JP: Kina er uforklarligt fjernt

Jyllands-Posten er et af de danske medier, der i dag ikke længere har en korrespondent bosiddende i Kina. Det har avisen ikke haft i tre år, fortæller chefredaktør Jacob Nybroe.

”Vi har vekslet ressourcer, så vi i højere grad kan bevæge os frit. Det betyder, at vi i dag har flere faldskærmskorrespondenter og færre fastboende. Vi kan jo ikke være overalt, så vi skruer op og ned i forhold til, hvor det er væsentligst, at vi er,” siger han.

”Vi kan jo ikke være overalt, så vi skruer op og ned i forhold til, hvor det er væsentligst, at vi er.”

Jacob Nybroe, chefredaktør, Jyllands-Posten

Jacob Nybroe var selv med til at træffe beslutningen om at lukke Beijing-kontoret og trække Jyllands-Posten ud af Kina i 2017. Det var ikke nogen nem beslutning, fortæller han.

”Men da vi gjorde det, var Kina ikke så interessant, som det er nu. Nu er det nok ved at mase sig noget mere på. Jeg kunne da godt tænke mig, vi var i Kina netop i de her dage,” siger han.

Jyllands-Posten sløjfede Kina-kontoret, fordi avisen havde svært ved at gøre Kina nærværende for læserne, fortæller chefredaktøren.

”Alle journalister kan blive enige om, at Kina er væsentligt og vigtigt. Men det har læserne simpelthen ikke været enige med os i. Der er noget uforklarligt fjernt i forhold til Kinas væsentlighed.”

Er det ikke netop et argument for at være der og fortælle de hverdagshistorier, der gør Kina og kineserne nærværende for danske læsere?

”Der er ingen tvivl om, at det giver nærvær i dækningen, at man faktisk er der og kan sproget. Boots on the ground. Men det kan man sige om mange steder. Og det er jo ikke uvilje, men vi er omvendt nødt til at sige, at de kræfter, vi har, skal bruges til gavn for læserne.”

Fra TV 2 lyder samme forklaring – ressourcerne og relevansen for seerne spiller en rolle:

”Det er ikke gratis at have tv-korrespondenter udstationeret. Og måtte vi finde ressourcerne, er spørgsmålet, om vi i forhold til relevansen for danske seere og brugere ville få mest ud af at placere en korrespondent et andet sted i Asien end i selve Kina, i lyset af de restriktioner, medier dér er underlagt,” skriver TV 2’s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, i en mail.

Medier forsvarer dækning fra distancen

I dag dækker Jyllands-Posten hele Asien med en korrespondent i Singapore og en i Tokyo, mens TV 2 dækker Kina med skiftende korrespondenter og fagmedarbejdere. Og de er ikke de eneste, der dækker Kina fra distancen.

Kristeligt Dagblad er med en freelancekorrespondent bosat i Hongkong det medie, som kommer nærmest faktisk at have en reporter i Kina. Men Politikens Asien-korrespondent sidder i dag i Bangkok, Informations sidder i Singapore, mens Berlingskes Asien-korrespondent, Lene Winther, har base i København.

”Den bedste reporter, vi kan få på Kina lige nu, er Lene Winther. Og hun har base i København. Derfor dækker vi Kina og Asien på den måde,” forklarer Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Er risikoen ikke, at dækningen mister nuancer, når man sidder på distancen og ikke taler sproget?

”Jeg oplever det faktisk ikke som et problem. I dag kan man jo kommunikere med folk langt væk på andre måder end ved at stå over for dem. Og jeg synes hverken, at vores Kina-dækning er skæv, unuanceret eller mangelfuld. Tværtimod,” siger han.

”I dag kan man jo kommunikere med folk langt væk på andre måder end ved at stå over for dem. Og jeg synes hverken, at vores Kina-dækning er skæv, unuanceret eller mangelfuld. Tværtimod.”

Tom Jensen, chefredaktør, Berlingske

Lene Winther selv oplyser, at hun var i Kina tre gange sidste år – senest i Hongkong for at dække urolighederne der i oktober. Hun oplever og hører også fra andre, at det er blevet sværere, men ikke umuligt at få journalistvisum.

Tom Jensen fremhæver desuden Berlingskes afdækning af, hvordan reaktionen på Jyllands-Postens coronategning startede, voksede og udviklede sig digitalt, som et eksempel på, at ikke alle Kina-historier afdækkes bedst fra Kina.

”Det kan da godt være, at vi ikke kunne gå ud og lave voxpop i et kinesisk supermarked. Men var det nødvendigvis den mest afdækkende og oplysende måde at dække den sag på? Det tror jeg faktisk ikke,” siger han.

Heller ikke Politiken føler sig begrænset af, at avisens Asien-korrespondent ikke bor i Kina.

”Når jeg kigger på det seneste års historier, føler jeg ikke, vi har været hæmmet af, at vores Asien-korrespondent er i Bangkok,” siger chefredaktør Anne Mette Svane og forklarer, at Politiken har prioriteret at have avisens Asien-korrespondent placeret et sted med gode flyforbindelser til resten af Asien.

”Tidligere har vi haft en Kina-korrespondent, men så har vi til gengæld ikke haft en Asien-korrespondent. Vi vurderer hele tiden, hvor det er vigtigt, at vi er til stede.”

Men er Kina i jeres øjne blevet mindre vigtig end for fem år siden, hvor I havde en korrespondent i Kina?

”Det er absurd at stille det op på den måde. Du kunne stille mig det spørgsmål, hvis vi ikke havde en Asien-korrespondent. Men vi har en Asien-korrespondent, og vi har haft en virkelig god dækning af både corona, handelskrig og Hongkong, selv om vi har siddet i Bangkok og ikke i Beijing,” siger Anne Mette Svane.

Politikens Asien-korrespondent, Claus Blok Thomsen, oplyser selv, at han på grund af blandt andet sygdom ikke var på rejser i ”fastlandskina” sidste år, men at han var i Hongkong for at dække protesterne fem gange fra juni til december, og igen i februar i år for primært at dække coronaudbruddet.

Alene i Kina

Philip Khokhar har tydeligt mærket, hvordan Kina er blevet en større spiller på den internationale nyhedsdagsorden. I dag hiver nyhedsredaktionen noget mere i ham end tilbage i 2014. Foto: Raul Ariano

Voksende sinofobi

I Beijing erkender journalist og økonomistuderende Philip Roin, at medierne kan have mange grunde til ikke længere at have Kina-korrespondenter.

”Men ingen af dem er rigtig gode,” mener han.

”Det svarer jo til at sige, at du har en korrespondent i USA, fordi du har en siddende i Nicaragua. Det ville være utroværdigt.”

Philip Roin, journalist og studerende, Beijing

Særligt køber han ikke avisernes argument om, at Kina kan dækkes lige så fint fra andre lande i Asien.

”Det svarer jo til at sige, at du har en korrespondent i USA, fordi du har en siddende i Nicaragua. Det ville være utroværdigt,” siger han.

Men handler det ikke også om, at danskerne simpelthen bare hellere vil læse om Biden og Bernie og Bloomberg i USA end om for eksempel handelskrigens konsekvenser for familier i en fjern provins af Kina?

”Vi kender jo ikke de historier, der ikke bliver rapporteret. Og jeg vil påstå, at der er flere historier bare her i min boligblok i Kina, end der er på en gang på Christiansborg en tilfældig dag,” siger Philip Roin.

I yderste konsekvens mener han, at den mangelfulde og unuancerede dækning af Kina i den danske presse bidrager til en voksende anti-kinesisk stemning.

Allerede i dag vurderer han, at der bliver skrevet flere negative ledere om Kina, end der bliver skrevet observerende og objektive artikler.

”Man sætter lighedstegn mellem kommunistpartiet og kineserne. Men når man har at gøre med et autokratisk styre som det kinesiske kommunistparti, så er det enormt vigtigt at adskille styret og partiet fra kineserne og befolkningen. Og medmindre vi som nuanceret vestlig presse formår at adskille de to ting, får du tiltagende sinofobi. Den eneste måde, man kan komme ned under det og betragte kineserne som individer, er ved at fortælle historierne om individuelle kinesere, person til person,” mener han.

Savner konkurrence og kolleger

Fra sit hjem i Shanghai vurderer DR’s Philip Khokhar, at Kinas betydning i verden kun vil vokse fremover. Bare de seneste år har han mærket på sit eget arbejdsliv, hvordan Kina er krøbet højere op på den internationale nyhedsdagsorden.

”Da jeg kom herud i 2014, kunne der faktisk være relativt lange perioder, hvor der ikke var stor nyhedsefterspørgsel fra redaktionen hjemme i København. Der kunne gå måneder, hvor jeg primært koncentrerede mig om baggrundsformater som ’Horisont’ eller ’21-Søndag’,” fortæller Philip Khokhar.

”For mig er det bare helt åbenlyst, at Kina bliver sværere og sværere ikke at have med i nyhedsdækningen for større medier.”

Philip Khokhar, Kina-korrespondent, DR

Men sådan er det ikke længere. I dag hiver nyhedsredaktionen mere og mere i ham, og han er oftere på i TV Aviserne.

”For mig er det bare helt åbenlyst, at Kina bliver sværere og sværere ikke at have med i nyhedsdækningen for større medier,” siger han.

Desuden savner han den faglige sparring, han fik, dengang han havde danske korrespondent-kolleger i Kina.

”Jeg savner konkurrence, og jeg savner, at der er andre kolleger herude,” siger Philip Khokhar.

Kommentarer
6
Mathias Boyer
17.03.20 13:41
En fantastisk slående artikel som skriger på hvor elendigt Kina er dækket i Danske medier. I en tid hvor Kina fylder mere og mere og hvor Kina er det hurtigste voksende eksportmarked for Danske virksomheder. I en tid hvor Kina's role i verden vokser på godt og ondt. Det er vigtigt at vi forstår mulighed såvel som udfordringer ved Kinas fremgang i verden. Er i øvrigt meget enig med Philip Kokhar, Philip Roin og Kasper Wichmann i deres betragtninger. Tak for denne artikel.
Fremhævet af Journalisten
Morten Albek
17.03.20 13:45
Har Philip Khokhar købt sig en fotograf siden der står “sin fotograf”? Normalt er fotograf og journalist ligeværdige og ingen af dem ejer hinanden. Jeg læser aldrig at en fotograf er ude med “sin journalist“.
Bortset fra det, er det en interessant artikel.
Fremhævet af Journalisten
Jørn Stjerneklar
17.03.20 15:01
Danske redaktører er supergode til at bortforklare deres nedskæringer, det er ikke mangel på undskyldninger, de kommer til at dø af. Jeg undrer mig bare, for når de så en gang imellem sender en faldskærmsreporter afsted, så skriver vedkommende den ene historie efter den anden, for der skal produceres for pengene. Når så personen er rejst videre eller hjem, jamen så er det pågældende land ikke interessant længere. Så er landet tømt for interessante vinkler, historier, nyheder. Og sådan forholder virkeligheden sig ikke, det ved de godt, men vil ikke erkende det. Styrken ved at have folk på stedet er det indgående kendskab man får ved at leve iblandt de mennesker man skal skrive om. Man kan ikke klikke sig ind på alting på nettet, man kan ikke klare sig med skype eller messenger, man skal stadig have fingrene ned i mulden, i dagligdagen, for at forstå et samfund. For at formidle det, så det er brugbart, læseværdigt, interessant. DR har endelig sendt deres Afrikakorrespondent til Afrika i den erkendelse, og alligevel mener Berlingeren, at man kan dække Riget i Midten ligeså godt fra Pilestræde . Jeg kan ikke andet end trække på smilebåndet.
Fremhævet af Journalisten
Noam David Stern
18.03.20 04:23
Tak for en velskrevet og tankevaekkende artiklel om den danske presses mangelfulde Kina daekning med egne journalister paa jorden i Kina. Jeg kan ikke vaere mere enig med Philip Kokhar, Philip Roin, Kasper Wichmann og Kim Rathcke Jensen i deres kommentarer. Det skaber ofte et ukritisk stereotypt billede af Kina i den danske presse og brede befolkning, hvor forudfattede holdninger og fordomme faar begraenset modspil. Det er som at se TV i sort-hvid og mono i stedet for high definition og surround sound.
Fremhævet af Journalisten
Jan Hillers
18.03.20 09:44
Tak for en klog artikel. Og det skal jo også ses i lyset af den helt ekstreme dækning af især diverse valg i USA.
Fremhævet af Journalisten
Marianne Løkke Jakobsen
02.04.20 22:39
En rigtig god artikel og helt på kornet. Sinofobien er ekstrem og farlig for Danmark. Lad os blive klogere, det kan ikke gå hurtigt nok. De danske medier er uoplyst. Desværre.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen