Romney er langt bagud på brugen af nettet i den amerikanske præsidentvalgkamp, men ingen af kandidaterne er særlig gode til at udnytte det "sociale" i sociale medier. Det viser en detaljeret undersøgelse af Project for Excellence in Journalism.
Sidst der var valg i USA, havde Obama stor succes med at samle støtte til sin valgkamp på nettet. Igen i år ser det ud til, at han fører på det punkt. For fjerde præsidentvalgkamp i træk har Project for Excellence in Journalism analyseret kandidaternes kampagner på nettet, og resultatet af dette års undersøgelse taler til den siddende præsidents fordel.
Undersøgelsen har denne gang fokuseret på brugen af sociale medier. Over en periode på to uger i juni er hvert eneste internetpip fra kandidaterne blevet registreret. Og bare på antallet af opdateringer, er det tydeligt, at Obama satser mere på web-kommunikation. På tværs af forskellige platforme havde Obama 614 opdateringer, indlæg, tweets med mere – imod 168 fra Romney.
Forskellen var størst på twitter, hvor Obama i løbet at perioden tweetede 404 gange, imens Romney kun tweetede 16 gange. Kampagnernes kommunikation bevæger sig i det hele taget længere væk fra de traditionelle medier. I 2008 annoncerede Obama sin vicepræsidentkandidat på nettet for første gang. I år har Obama-kampagnen helt droppet den del af deres hjemmeside, der henviser til de klassiske mediers historier.
Styret kommunikation
I stedet har kampagnerne sluttet sig om den del af kommunikationen, de kan styre. Henholdsvis 71 og 76 procent af alle de links, som Obama og Romney's kampagner har delt på nettet fører til hjemmesider, som også er styret af kampagnen. Kun tre procent af Obamas tweets – eller twitteropdateringer – var retweets af almindelige borgere. Romney retweetede kun en enkelt gang og det var hans egen søns tweet.
Det eneste sted, hvor Obamas kampagne gjorde rigtig brug af folkets stemme, var på deres egen hjemmeside, hvor indholdet kan kontrolleres fuldstændigt.
Ny kommunikation kan gøre udslaget
Undersøgelsen konkluderer, at de traditionelle medier spiller en stadig mindre rolle som autoriteter, der formidler kampagners budskab. I stedet er den opgave overtaget af almindelige vælgere. Netop forståelsen af nye former for kommunikation har ifølge undersøgelsen været essentiel for udslaget i moderne amerikansk valghistorie:
"Franklin Roosevelts brug af radio, John F. Kennedys omfavnelse af tv, Ronald Reagans forståelse for satellitter og videobånds potentiale til at fremstille kampagne-events. Kandidater, der har været hurtigere til at forstå ny teknologis styrke, har brugt det til at formidle en følelse af, at de repræsenterede en ny generation af lederskab, der vidste hvor landet var på vej."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.