Det har ikke fyldt meget i de danske medier, at Mitt Romneys største hindring for at blive amerikansk præsident er den nye sammensætning af de amerikanske vælgere. Andelen af hvide vælgere falder nemlig år for år, skriver Annegrethe Rasmussen i denne analyse fra Washington DC.

USA går til valg. Og det fylder i medierne. I de amerikanske, men også i de danske, hvor vi i daglige meningsmålinger kan se, at Barack Obama er foran. Men vi kan ikke se hvorfor. Hovedårsagen er imidlertid enkel, hvis man spørger National Public Radios (NPR) politiske redaktionschef, Ron Elving, som jeg mødte for nylig i Washington: Det republikanske parti består stort set af ældre, hvide mænd, men USA er i stigende grad ved at blive et multietnisk land.

Demografi nævnes imidlertid sjældent som forklaring, ligesom spørgsmålet om, hvorfor republikanerne ikke har ændret deres politik, så den er mere i trit med det stadig mere etnisk mangefarvede USA, heller ikke har fyldt meget i de danske medier. Og det er en skam, for sagen er rigtignok, at Mitt Romneys hovedfjende ikke er demokraten Obama, men Amerikas radikalt skiftende demografiske udvikling.

Ron Elving påpeger, at kommentatorerne lader spin, proces og positioneringer fylde mere, end vælgerne egentlig er interesserede i. Som vi også kender det fra dansk politik. Men bag ved spillet om magten ligger det demografiske faktum, at den republikanske kernevælger – og det republikanske parti – domineres kraftigt af hvide, hovedsageligt protestanter, ligesom der også er en overvægt af ældre mænd. Hvilket i årtier har været tilstrækkeligt til at vinde præsidentvalgene.

For på trods af en hurtigere befolkningstilvækst i de afrikansk-amerikanske og spansktalende samfund har det hvide segment for det første været langt det største, og for det andet har de etniske minoriteter været dårligere til at møde op ved stemmeboksene end den hvide middelklasse.

Men det er endegyldigt slut nu. Flere og flere sorte stemmer, og ved det seneste præsidentvalg i 2008 stemte 94 procent af dem, der stemte, på Obama.
Her er det værd at huske, at 92 procent af den amerikanske nations befolkningsvækst siden 2000 stammer fra minoriteter, og størstedelen af denne stigning (cirka 56 procent) stammer fra latino-gruppen, der er USA’s hurtigst voksende befolkningsgruppe.

Ifølge det anerkendte Pew Research Centers fremskrivninger vil ikke-spansktalende hvide blive et mindretal af befolkningen om 30 år. Man kan også sige det på en anden måde: Ifølge the 2010 Census er USA’s etniske mindretal vokset med 30 procent i løbet af det seneste årti, mens den hvide befolkning voksede med bare 1 procent.

Konsekvensen er soleklar, mener Elving. Obama har ‘råd’ til at tabe de hvide vælgere med 60-40. Han vinder alligevel. Og det republikanske parti er af samme grund på vej til at blive et historisk irrelevant parti, medmindre det ændrer sig fundamentalt.
Udviklingen går hurtigt: I 1992 udgjorde mindretalsstemmerne omkring 12 procent af vælgerne. I år forventes tallet at ligge på 28 procent.

Dermed har republikanerne ikke bare et problem til november. De har et problem med fremtidens valg. Hvis den hvide, protestantiske base forvitrer for altid, vil partiet blive tvunget til at blive mere mangefarvet i sit udtryk og i sin medlemsskare, og langt mere pro-immigration på politiksiden, end tilfældet er i dag.
Det kan derfor være fristende at se GOP – the Grand Old Party – som et parti, der har udspillet sin rolle. Men det vil være for letkøbt.

Snarere er det sådan – nøjagtigt som med de store, statsbærende partier i Danmark – at republikanerne skal igennem en fundamental og smertefuld omstillingsproces, hvor man skal finde en ny vælgerplatform og en ny konservatisme, der er mere inklusiv.

Som man også ser med de danske socialdemokrater, nytter det ikke noget med kopier af andres politik eller gentagelser af fortidens paroler, hvis befolkningssammensætningen og dermed vælgergrundlaget ændrer sig for altid. Det er et vigtigt budskab fra USA og ikke et, vi har set tilstrækkeligt udfoldet i danske mediers dækning af valget. Man kan kun gisne om hvorfor, men en forklaring er nærliggende: Medierne derhjemme efterspørger de hurtige og mest kulørte nyheder: Hvem er foran i dag, hvad er den seneste bommert eller scoop, der erobrer de sociale medier og tv-udsendelserne. Amerikansk politik er festlig og farverig, og ofte er kombinationen af nørderi og slagfærdighed et fristende tilbud.

Derudover er den demografiske faktor lidt kedelig. Det handler om statistik og en uafvendelig udvikling, som peger på, at valget i denne omgang for længst er afgjort. Og vi journalister kan jo – hånden på hjertet – bedst lide billederne af en cliffhanger, et tæt opløb med kamp til stregen. Sandheden kan af og til være mere grå – ja ligefrem kedelig.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk