Har du lagt mærke til, at der er kommet øget fokus på journalister som privatpersoner i SE og HØR?

Nej, det har jeg ikke, for jeg læser det ikke særlig tit. Jeg går ud fra, at hvis folk deltager i det, så sker det som udgangspunkt frivilligt, fordi man accepterer at være med. Den lille notits, der var om, at jeg havde fået barn, skyldtes, at en af mine venner arbejder på SE og HØR, og han fik en SMS om, at jeg havde født. Så har han vel sagt det videre på redaktionen. Og så svarede jeg da på journalistens spørgsmål, da hun ringede, for det var jo grundlæggende en glædelig begivenhed. Og vi DR2-værter risikerer nok aldrig at blive overeksponeret i bladene.

Kan det bruges til noget positivt i ens karriere, at man er et kendt ansigt?

For værterne på mainstream-programmer – som Andrea Elisabeth Rudolph – er det måske et aktiv, at hun er så omtalt. Det må det nødvendigvis være, for hvis du er meget i bladene, er det udtryk for, at du er populær hos seerne. Og det er jo trods alt dem, vi laver tv til.

Hvor trækker du grænsen mellem dig som mediepersonlighed og privatperson?

Ved om interviewet har en relation til mit arbejde – hvis det kun handler om mit privatliv, gider jeg ikke. Jeg har deltaget i meget lidt. I øvrigt er der også som udgangspunkt meget lidt interesse for os værter på de smalle programmer på DR2.

Går det ud over den journalistiske troværdighed, hvis man som journalist stiller op til interview i privaten eller deltager i underholdningsprogrammer?

Ikke nødvendigvis. Forleden så jeg et interview med Jesper Steinmetz i anledning af, at han blev kåret som årets vært, hvor han fortalte om, at han var bøsse, og hvornår han var sprunget ud og så videre. Det synes jeg sagtens, man kan uden at miste troværdigheden, hvis det, man i øvrigt siger, er begavet. Der er afgjort ting, der er for private, men det er svært at sætte grænsen. /