Foto på nyhedssite førte politiet på sporet af den eftersøgte og mordmistænkte internetpioner John McAfee
Lidt kækt bragte Vice Magazine en superkort artikel om den eftersøgte, drabsmistænkte internetpioner John McAfee under overskriften: "We are with John McAfee right now, suckers."
Artiklen blev ledsaget af et billede, som fotografen havde taget med sin iPhone 4S.
Efter offentliggørelsen af artiklen og billedet fandt hackeren Simple Nomad mobiltelefonens GPS-data indlejret i billedet. Disse data viste, at John McAfee befandt sig på den præcise placering 15° 39' 29.4 Nord, 88° 59' 31.8 vest, klokken 12.26 mandag eftermiddag, lokal tid.
Disse data viste, at John McAfee opholdt sig i en villa i Guatemala – og altså ikke i Belize, hvor han har været eftersøgt siden den 11. november i forbindelse med drabet på den amerikanske forretningsmand Gregory Fauli.
Efter afsløringen gik der ikke lang tid. Nu er McAfee anholdt og vil formentlig blive udleveret til Belize.
Det var chefredaktør Rocco Castoro og fotograf Robert King fra Vice Magazine, der kom til at afsløre John McAfees skjulested. De to har fulgt McAfee i længere tid og er i gang med en dokumentarudsendelse om manden og hans flugt.
Det er ikke første gang, journalisters sjuskede omgang med metadata fører til afsløring af kilder. Herhjemme kendes fx sagen om den lækkede, "arabiske oversættelse" af Jægerbogen, der førte til afsløringen af to officerer i Forsvarskommandoen.
På sitet "Jeffreys Exif Viewer" kan man undersøge forskellige filtyper for metadata.
Opdateret 12:55. Link til BBC-artikel rettet.
2