IT-formand: Journalister ved alt for lidt om teknik

Journalister ved alt for lidt om moderne teknologi. Sådan lyder kritikken fra Samdata/HK-formand Pia Brade. »Måske kunne en del af mediebranchen reddes, hvis de sørgede for at ansætte medarbejdere med indsigt, som kunne gøre os alle sammen klogere,« mener hun.
Journalister ved alt for lidt om moderne teknologi. Sådan lyder kritikken fra Samdata/HK-formand Pia Brade. »Måske kunne en del af mediebranchen reddes, hvis de sørgede for at ansætte medarbejdere med indsigt, som kunne gøre os alle sammen klogere,« mener hun.

Danske journalister er for dårlige til at forstå teknologi og IT. Sådan lyder det i en kritisk kommentar fra formanden for Samdata/HK, Pia Brade.

Hun mener, at teknik er alt for fraværende i de brede danske medier – også selv om der gemmer sig mange gode historier i stofområdet.

"IT er ikke længere et niche-felt, som kun har betydning for nogle programmører. IT gennemsyrer næsten alle brancher på strategisk niveau. Kan robotter hjælpe os med ældrebyrden? Kan teknologi spare os for milliarder på miljøområdet? Og hvordan håndterer vi balancen mellem overvågning og privatliv? Alle disse emner kan beskrives med sensationelle vinkler," skriver Pia Brade på HK's hjemmeside.

Hun mener, at det er et problem, at medierne præger politikernes beslutninger, når journaliststanden ikke ved nok om moderne teknologi. Til gengæld tror hun også, at medierne kan kradse flere penge ind, hvis de satser mere på stoffet.

"For tiden tales der også meget om den manglende betalingsvillighed hos avis-læserne, som ikke synes, det er værd at betale for nyheder længere. Måske kunne en del af mediebranchen reddes, hvis de sørgede for at ansætte medarbejdere med indsigt, som kunne gøre os alle sammen klogere," skriver Pia Brade. 

0 Kommentarer