Flere uger efter at aflytningsskandalen på News of The World brød ud, er det lykkedes Journalisten at hacke sig ind i flere danske telefonsvarere. Blandt andet er særlig rådgiver Rikke Egelunds telefonsvarer pivåben. Det samme er resten af statens telefonsvarere muligvis.
Afsløring. Hvis et dansk medie skulle have fået gode ideer efter skandalen på News of The World, er der frit spil. Det er lykkedes Journalisten at hacke flere centrale kilder halvanden måned efter, at afsløringerne om hacking af engelske toppolitikeres telefonsvarere kom frem. Intet tyder dermed på, at danske telefonselskaber har lært noget af skandalen.
Blandt andet lykkedes det uden videre Journalisten at hacke sig ind på telefonsvareren hos Lene Espersens særlige rådgiver Rikke Egelund – med hendes samtykke. Det skete alene ved at bruge rådgiverens mobilnummer, som enhver kan finde på ministeriets hjemmeside.
»Det kommer bag på mig, at det er så enkelt. Det er ikke særligt betryggende,« siger Rikke Egelund.
Amerikanske Joseph Kiniry er lektor på IT-Universitetet og ekspert i it- og telesikkerhed. Han mener, der er tale om en alarmerende forsømmelse.
»Det er en meget alvorlig sikkerhedsbrist, som skulle have været lukket for lang tid siden af statens it-sikkerhed. Men ud fra, hvad jeg har oplevet i Danmark i den tid, jeg har været her, er der et meget lille fokus på it- og telesikkerhed og på uddannelsen i det. I USA for eksempel ville en lignende situation have været utænkelig hos topembedsmænd på føderalt niveau,« siger han til Journalisten.
Rådgiver Rikke Egelunds mobiludbyder er Telenor, som i 2010 vandt udbuddet for mobiltelefoni til alle statens 160.000 ansatte. Journalisten har haft held til at hacke sig ind på alle de tre aktiverede Telenor-telefonsvarere, som vi har forsøgt os med.
Rikke Egelunds var den eneste statslige af dem. IT- og Telestyrelsen står for sikkerheden i aftalen, og kontorchef Kresten Bay vil ikke afvise, at resten af statens telefonsvarere er lige så pivåbne.
»Hvis du har ret i, at det er lykkedes at aflytte en telefonsvarer hos en embedsmand, kan jeg ikke afvise, at det er muligt hos flere. Det er selvfølgelig problematisk, men det er også derfor, at vi nu har taget fat i telefonselskaberne og startet en dialog om de her sikkerhedsproblemer,« fortæller Kresten Bay.
Han henviser til, at IT- og Telestyrelsen den 11. juli i år sendte en mail til telefonselskaberne og bad dem om at redegøre for deres sikkerhed på området. Selv om Joseph Kiniry fra IT-Universitetet fortæller, at sikkerhedsproblemet har været kendt i flere år, forklarer Kresten Bay, at IT- og Telestyrelsen først blev opmærksom på problemets alvor, da TV2 Nyhederne bragte et indslag, hvor et sikkerhedsfirma påviste muligheden for at hacke telefonsvarere i Danmark.
Journalistens forsøg med telefonhacking foregik 26. og 27. juli. Det var halvanden måned efter, at danske medier første gang fortalte den opsigtsvækkende historie om, at News of The World muligvis havde hacket telefonsvarerne hos blandt andre Tony Blairs spindoktor Alastair Campbell og den tidligere britiske indenrigsminister Jack Straw.
Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult er stærk skeptisk over, at Telenor ikke har lukket hullet endnu.
»Denne her fejl er på listen over fejl, der ikke bør opstå. Den tager ikke lang tid at rette, og specielt efter de historier, der kom frem i England, burde enhver teleoperatør kigge sin egen sikkerhed igennem ret hurtigt,« siger John Strand.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.