I dag skal man ikke hedde Dan Turèll for at skrive jeg-baserede klummer. De fleste kan forsøge sig med det poetiske, provokerende, ironiske og sarkastiske. Fra gonzo til brevkassejournalistik.
På internettet forstås. Og heldigvis for det. For det er oplagt, at den frigjorte og begavede journalistik i fremtiden kan gøre papiret mere sexet.
Mens papiret er i frit fald, finder man det fede på nettet, der får flere og flere læsere.

Herhjemme underholder den populære Mads Holger uge efter uge på Berlingskes blog, på denfri.dk finder man danske fritænkere og sprogbegavelser, mens amerikanske salon.com nærmest har genskabt 1700-tallets intellektuelle, progressive salonliv.
Internettets frigjorthed kan ganske enkelt være med til at produktudvikle avisen og give avisspalterne den blæksværte af spidsfindighed, underholdning og flabede attitude, de ofte mangler, uden at det seriøse går tabt.

Friheden kan først og fremmest udnyttes af avispraktikanterne, fordi de ikke er bundet til redaktioner på samme måde som fastlønnerne.
En søndag eftermiddag satte jeg mig ind på Berlingskes redaktion efter et cykelløb kaldet Sjælsø Rundt. Jeg begyndte at skrive:
”De fræser ned ad vejen. 60 kilometer i timen mindst. En tømmermandsramt journalist og en pinlig ædru fotograf, der af professionelle årsager holdt sig for god til at deltage i gårsdagens medarbejderfest, som bød på alt for meget øl, vin og spiritus. Jo, der er nogen, som tager ansvar, mens andre tager den på gefühlen.”

Den faste, årlige artikel om et kedeligt cykelløb blev til et road-trip gennem landskabet med fotografen Liselotte Sabroe, om vores ping-pong-dialog, om hverdagsdanskerne, vi mødte på vejen, og min trang til en reparationsbajer.
Den blev til en af mange artikler, som havde givet dumpekarakter på Journalisthøjskolen, i Odense eller Roskilde. Eller i avisens konservative spalter.

Jeg indledte et Robbie Williams-interview med, at jeg hellere ville interviewe Bob Dylan, og at jeg var utilfreds med kun at få 10 minutters-interviewtid.
Jeg har også skrevet en nekrolog over et gastårn, der ekstraordinært røg i avisen.

Hen mod slutningen af min praktiktid begyndte jeg at skrive klummer for Berlingskes københavnerside AOK og blev efterfølgende ansat som klummeskribent. Det er blevet til kulturkritik om døde, københavnske, lårkorte sild, om smaskende proller og om, hvor grim jeg er.

Hvem havde set en praktikant gøre det, dengang papiravisen var vores eneste udstillingsvindue? Dengang artikler var mange regler og redaktører fra at nå læserne?
Derfor, kære praktikant, kan du sætte dig ud over de journalistiske skoleskemaer og tænke originalt. Bryde med konservatismen i en tid, hvor journalistikken mister penge. For der skal tænkes nyt.

– Anders Højberg Kamp, journalist