
Justitsminister Nick Hækkerup (S). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Inden sommer bliver alle partier i Folketinget inviteret til samtaler om en ændring af offentlighedsloven. Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i dag fra Folketingets talerstol.
Det siger han, efter at Venstre i går til Berlingske sagde, at partiet ønsker at lempe offentlighedsloven, herunder at lempe reglen om ministerbetjening og at lave nye regler for oplysninger om epidemioplysninger, der svarer til miljøoplysningsloven.
”Som bekendt har Venstre meldt ud, at man ønsker at ændre offentlighedsloven. Jeg hører ikke Venstre sige, at man vil opsige forliget, men hvis parterne bag forliget ikke er enige om udfordringerne i loven, må de tages til efterretning,” siger justitsministeren.
”Hvis det er tilfældet, vil jeg frem mod sommer forsøge at afdække, hvordan vi kan tilrettelægge en proces for en ændring af offentlighedsloven,” siger Nick Hækkerup.
Han inviterer alle partier i Folketinget til at snakke om loven, siger han.
”Vi skal afdække partiernes konkrete ønsker til loven. Jeg vil tage udgangspunkt i partierne i forligskredsen (S, V og K, red.), men det er også fair nok at invitere de øvrige partier ind til en snak.”
Samtidig understreger han, at Socialdemokratiet synes, at loven er god, som den er nu.
”Det er min opfattelse, at offentlighedsloven rummer en rimelig balance mellem hensynet til åbenhed og hensynet til det fortrolige rum.”
Glæde hos venstrefløjspartier
I SF er retsordfører Karina Lorentzen glad for, at ministeren åbner for forhandlinger om offentlighedsloven.
Jubii! Det ser ud til, at vi får forhandlinger om offentlighedsloven alligevel – med alle partier. Det siger @Nickerup fra Folketingets talerstol lige nu og det glæder vi os over i SF – selvom vi i går fik blokeret vores forslag om præcis det samme vedtaget af S og V! #dkpol
— Karina Lorentzen D. (@MF_K_Lorentzen) April 9, 2021
Hun sagde tidligere i dag til Journalisten, at hun håbede på markante ændringer af offentlighedsloven.
”En fuld afskaffelse af ministerbetjeningsreglen. En afskaffelse af folketingspolitikerreglen. Og vi skal have ændret på, at der kun er notatpligt i afgørelsessager. Det er den regel, der gør, at vi ikke ved, hvad der skete i minksagen, fordi der ikke findes et notat fra den embedsmand, der ringede fra Justitsministeriet til politiet, hvorefter de fortsatte med at lave forkerte action cards,” siger hun.
Kristian Hegaard, retsordfører i Radikale Venstre, er også glad for, at der bliver åbnet for brede forhandlinger. Han sagde tidligere i dag til Journalisten, at Radikale Venstre mener, der skal store ændringer på bordet af offentlighedsloven.
Justitsministeren vil invitere partierne inden sommer til at sondere terrænet vedrørende ændring af Offentlighedsloven. @radikale er klar anytime. #dkpol pic.twitter.com/hEAgJvhTva
— Kristian Hegaard (@KHegaard) April 9, 2021
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.