I maj kan journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole for første gang søge om at komme på en samlet ’udlandspakke’, der udløser et halvt års udveksling på et universitet i udlandet og derefter tage seks måneders journalistpraktik i samme land.
»De seks måneder på universitetet kræver vi, at de skal læse politik, økonomi, historie eller sociologi for at sikre, at de lærer noget om det pågældende land,« siger Pia Færing, karriere- og praktikvejleder på DMJX.

I første omgang er der fem pladser på ordningen. De studerende kan søge om udveksling til universiteter i Toronto, Missouri, Auckland, Tasmanien og Beirut og altså derefter finde journalistpraktik i henholdsvis Canada, USA, New Zealand, Australien og Libanon.

De tre danske uddannelsessteder forventer, at der kommer til at mangle danske praktikpladser.
»Der er grænser for, hvor mange nye medievirksomheder der fortsætter med at komme i Danmark. Der er ingen tegn på, at de studerende ikke vil arbejde i mediebranchen eller fald i antallet af ansøgere. Så derfor skal vi bruge nye praktikpladser, og det må vi til udlandet for at finde,« siger Pia Færing.

Pia Færing fortæller, at der altid står studerende tilbage uden en praktikplads ved den halvårlige Store Matchdag, normalt finder de fleste dog en plads i tiden efter. Men ved praktikkens start den 1. februar i år stod der 10 studerende uden en plads, og det er ikke normalt, understreger hun.

Normalt godkender praktikudvalget 20 nye praktiksteder om året. Nu er det 10. Og når der falder praktikpladser fra, er det ofte de store steder, der skærer ned, mens det er små steder, der kommer til.
»Derfor batter det jo ikke rigtigt. Ved hver eneste praktikrunde får vi et nyt sårbart sted. Sidst var det magasinpressen, hvor næsten alle Bon-
niers pladser forsvandt. For nogle år siden var det regionalmedierne. Nu er det de offentlige praktiksteder, der skærer ned,« siger Pia Færing.

De 10 studerende, der mangler en praktikplads, ryger med i næste runde.
»Det er dedikerede unge mennesker, vi har på uddannelserne. De vil være journalister. Men det betyder også, at vi akkumulerer et underskud, så vi er nødt til at kigge udad. Så længe regeringen vil have, at så stor en andel af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, må vi give dem det,« forklarer hun.

DMJX er i dag topscorer, hvad angår studerende på journalistpraktik i udlandet – omkring fem hvert semester. Syddansk Universitet har en til to studerende hvert semester. Roskilde Universitet har lige nu to studerende i udlandspraktik, men Natasja Maj Dybmose, studielektor på Journalistik, understreger, at det er usædvanligt.

En af udfordringerne ved udlandspraktikken er, at de studerende ikke er klædt godt nok på til at agere journalister i det pågældende land.
»Udlandspraktikken er ofte af en dårligere kvalitet end nødvendigt, fordi den studerende ved for lidt om landet. At være journalist handler jo om at oplyse modtagerne om det land, man befinder sig i. Det er svært at lege journalist, når man ikke kender sproget og kilderne til bunds. Så ender modtagerne med at vide mere end journalisten,« forklarer Pia Færing som baggrund for den nye ordning.

Derfor stiller DMJX i den nye ordning krav om, at de studerende skal læse samfundsrelevante fag på det universitet, de udveksler til.
»Vi vil godt have lidt mere fagligt ind i de ophold,« siger Pia Færing.

Journalistuddannelserne på RUC og SDU har ikke nogen lignende ordninger på vej. Både RUC og SDU har dog gode erfaringer med udlandspraktik for de journaliststuderende.
»I ni ud af ti tilfælde er erfaringerne rigtig gode,« fortæller Karen Løth Sass fra SDU.

Journalist i besat land
Navn: Sofie Ramji
Uddannelsessted: Syddansk Universitet Praktiksted: Det Danske Hus og nu Al-Quds TV, Ramallah, Palæstina

Sofie Ramji tager hele sin praktik i Palæstina. Hun ville egentlig til Kairo, efter at en opgave om kvindelige egyptiske bloggere tændte hendes interesse for Mellemøsten. Men ved tilfældigheder endte hun i Ramallah, og efter at have været fem måneder i praktik hos organisationen Det Danske Hus, er hun fortsat i praktik på Vestbredden, men nu hos Al-Quds TV. Her laver hun nyheder online og på tv.
Sofie Ramji kan slet ikke forestille sig ikke at skulle til udlandet i løbet af sin uddannelse. »Det burde være et krav,« siger hun til Journalisten, da vi møder hende i København.
Hvilke udfordringer møder du som journalist i Palæstina?
»Det er svært at lave journalistik i et besat land. I Danmark handler det ofte om at støtte den ene eller den anden side, men når man er der, handler det mere om at være pro-menneskerettigheder. Der er automatisk et ulige forhold i samfundet, fordi der er en besættelse. I journalistikken viser det sig ofte ved, at journalister i Palæstina ikke har mulighed for at interviewe israelere, selv om de burde have været hørt. Ligesom vores reportere i Palæstina kæmper med at få tilladelser til at komme ind i Jerusalem, så de kan dække de nødvendige historier. Så hvordan laver man nuanceret journalistik i sådan et område? Det er en udfordring.«
»På Al-Quds laver vi et program, der forsøger at fortælle den menneskelige historie. Det er en udfordring, vi specifikt har givet os selv, fordi den politiske situation og historie let bliver ’vane-tv’. Så det forsøger vi at udfordre. En anden ting er, at min chefredaktør ikke vil have, at der skal være politiske ’hot news’ på hjemmesiden, fordi han bliver urolig for, at jeg ikke kan komme ind i landet igen. Så der er nogle andre elementer at tage hensyn til end derhjemme.«
»Personligt havde jeg en meget ubehagelig oplevelse på et tidspunkt. Jeg skulle besøge en ven i Tel Aviv, men skulle først sætte en anden ven af i lufthavnen. For at komme fra Vestbredden og ind i Israel (Tel Aviv) skal du hver gang igennem et checkpoint, så det var jeg ’vant’ til, men jeg havde ikke tænkt over det ekstra checkpoint i lufthavnen, som kun er obligatorisk, hvis du ligner en palæstinenser, eller vagterne blot har en dårlig dag. De tog vores pas og vores telefoner til inspektion. Jeg havde heldigvis to telefoner og fik gemt min iPhone i min taske. Jeg var også nødt til at gemme et armbånd med arabisk skrift, jeg havde på. Jeg fik blot samme behandling, som alle palæstinensere får, så på den måde var det godt at opleve – men det var stadig virkelig ubehageligt og chikanerende. Forskellen er bare, at for mig som ikke-palæstinenser er det tilfældigt, om jeg bliver behandlet ekstra modbydeligt – for palæstinenserne er det et faktum. Men ellers har jeg aldrig følt mig usikker, du skal bare vide, hvor du befinder dig.«
Vil du anbefale andre journaliststuderende at tage en del eller hele deres praktiktid i udlandet?
»Jeg forstår slet ikke, at der ikke er flere, der tager af sted. Det burde næsten være et krav, at man skal ud på et tidspunkt i løbet af uddannelsen. Jeg har nogle gange oplevet det som enormt svært at have nogle andre interesseområder på SDU end regional-, lokal- og nyhedsjournalistik. Men jeg har jo altid villet af sted, og jeg har altid været optaget af, hvordan en befolkning kan fastholdes i stereotyper og misforståelser. Nogle gange har vi i Danmark ikke en særlig god fornemmelse for de mennesker, der er endt her fra andre kulturer. Det tror jeg, vi kan ændre på ved at få flere af de menneskelige historier fra journalister, som rent faktisk er til stede. Du forstår ikke, hvad der sker dernede, før du er der.«

Foto: Danny Christensen
Sæt stoltheden i baggrunden
Navn: Lasse Emil Kristiansen
Uddannelsessted: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) Udlandspraktik: Metro, New York City, USA

»Hvis du havde ringet til mig den første uge, jeg var her, havde jeg sagt, du aldrig skulle komme herover,« siger Lasse Emil Kristiansen over telefonen fra New York. Han er godt i gang med de sidste seks måneder af sin journalistpraktik. Efter at have været et år på Euroman i Danmark valgte han at tage de sidste seks måneder på gratisavisen Metro i New York. Her skriver han til avisens hjemmeside og til feature-siderne i avisen.

Hvordan er det at være praktikant i udlandet?
»Du er mere på bunden af hierarkiet her end i Danmark. På Euroman talte min mening lige så meget som de andres på redaktionen. Herovre kan du godt mærke, at du er praktikant. Der er nogle lidt andre forventninger og muligheder – og det er til det værre. Jeg tænkte, det var løgn, at jeg skulle åbne deres post. Nogle gange skal jeg også løbe et ærinde. Det havde jeg det faktisk lidt svært med i starten. De kan ikke helt forstå, at selv om man er journalistpraktikant, er man en ligeværdig del af redaktionen i Danmark. Nogle dage kan jeg godt spørge mig selv, om det her virkelig er en del af min uddannelse. Andre dage kan jeg skrive fem artikler, tale med fem kilder og være til et event om aftenen, og så synes jeg, at jeg har lavet et godt stykke arbejde.«

»Du ser journalistikken på en anden måde og bliver udfordret på det, du kan. Det er for eksempel sjovt at høre, hvordan de stiller spørgsmål herovre. Vi har jo lært at stille hv-spørgsmål på DMJX, men her taler journalisterne næsten lige så meget selv, når de interviewer. Når jeg hører dem tale i telefon, tænker jeg tit, at de snakker med en god ven. Så viser det sig, at de har lavet et interview. De mener, at man skal give mere af sig selv, og at interviewet skal være mere som en samtale. Det bløder mere op, siger de. Så da jeg fik feedback på alle de hv-spørgsmål, jeg havde forberedt til et interview, lavede de dem for eksempel om til ’fortæl mig om’-spørgsmål.«

»Jeg er jo gratis arbejdskraft, og hvis jeg bare laver lidt, bliver de vildt overraskede. Men det er jo derfor, jeg er der. Men man kan nok også være lidt uheldig med praktikanter herovre. Praktik er ikke en nødvendig del af uddannelsen her, men en måde at forbedre sine jobchancer på efter studiet. Jeg er den tredje praktikant fra Danmark, de har, og vi har mere erfaring end de amerikanske praktikanter. De er her kun to gange om ugen, og den ene er vild med at åbne post. Så jeg kan godt forstå, at de har nogle andre forventninger til deres praktikanter.«

»Rent økonomisk er det nok det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Der findes stort set ingen legater, man som professionsbachelor kan søge, så jeg har ikke fået nogen. Jeg får SU, og det dækker min husleje. Så har jeg sparet op og fået hjælp af mine forældre. Men det er investeringen værd. Jeg tror, at det betyder noget på CV’et. Det viser, at jeg vil noget og tør noget, når jeg flytter om på den anden side af jorden, bor alene og arbejder på en stor avis.«

Vil du anbefale andre journaliststuderende at tage en del eller hele deres praktiktid i udlandet?
»Hvis du sætter din stolthed i baggrunden, så er det helt klart værd at åbne lidt post og få minus på kontoen for denne her oplevelse.«

Foto Yans Felippe Geckler

Smid alle hæmninger i Rio
Navn: Anita Jensenius
Uddannelsessted: Roskilde Universitet Udlandspraktik: Y Films, Rio de Janeiro, Brasilien

»Jeg føler, at Danmark er barnemad, når jeg først har fundet min vej her. Det er frustrerende, men samtidig meget lærerigt.«

Sådan siger Anita Jensenius, der er i gang med et seks måneders praktikophold på produktionsselskabet Y Films i Rio de Janeiro i Brasilien, da Journalisten fanger hende på Skype. Anita Jensenius har tidligere boet et år i Rio de Janeiro, da hun har været på udveksling på et universitet og i praktik på det danske kulturinstitut. Gennem instituttet kom Anita Jensenius i kontakt med produktionsselskabet Y Films, som er dansk-brasiliansk ejet. De tilbød hende en praktikplads i foråret 2014.

Hvad kan du lære i udlandet, som du ikke kan lære på en dansk praktikplads?
»Alt er nærmest anderledes her end derhjemme. Brasilien har bare nogle historier, som ikke findes i Danmark, fordi der er så meget ulighed her. Du kan ikke efterlyse noget på Facebook eller sende en e-mail. Sådan fungerer tingene bare ikke. Du skal møde personligt op, ellers kommer du aldrig nogen vegne. Jeg skulle for eksempel finde en balletdanser, som skulle være fra en favela (slum, red.) og være sort. Det var vildt grænseoverskridende at gå ind på en tilfældig balletskole og spørge, om de havde sådan en danser. Du er bare nødt til at være bramfri.«

Hvilke udfordringer har du mødt?
»Der er et helt andet tidsbegreb her. Det er virkelig svært at planlægge, for kulturen er, at man ikke planlægger særlig langt frem i tiden. Det hele sker lidt i sidste øjeblik, og det har jeg måttet vænne mig til. Det stressede mig meget i de første to uger, at jeg først fik næste morgens interview bekræftet klokken 22.00 aftenen før. Nu har jeg lært at acceptere det og falde ind i rytmen. Du er bare nødt til at være mere efter folk. Og så er der enormt meget bureaukrati i forhold til at få tilladelser til at optage på forskellige locations.«

Vil du anbefale andre journaliststuderende at tage en del af deres praktiktid i udlandet?
»Produktionsselskabet er jo en arbejdsplads, det er ikke et sted, hvor du finder mange venner. Så du skal være klar på, at det kan være hårdt i forhold til et socialt liv, sprog og kulturelle forskelle. Når det er sagt, vil jeg klart anbefale det.«