Fra den oversete hungersnød i det lukkede Nordkorea til en køretur med racerkøreren Tom Kristensen i Californien. Fire mediefolk viser passet frem og fortæller historien bag de stempler, som betyder mest for dem.
Rengøring efter Muhammed-krisen
Dansk-marokkanske Fikré Filali el-Gourfti rejser i hele den arabiske verden som kommunikationsrådgiver i Udenrigsministeriets Mellemøst-kontor.
Mit arbejde går ud på at kommunikere et mere positivt billede af Danmark, efter at Muhammed-tegningerne kom til at dominere vores image. Jeg prøver at fortælle, at Danmark ikke er racistisk, som mange tror. Den proces kræver mange rejser, hvor jeg mødes med mediefolk, diplomater og lokale aktører, og de rejser betyder meget for mig, for når du er født med et ben i hver lejr, ser du tydeligt misforståelserne.
Jeg husker en episode fra lufthavnen i Riyadh, hvor jeg lander med en kollega for at lave en kommunikations- og handlingsplan for Saudi-Arabien. Der er vrøvl med vores visa, så vi venter i politikontoret, hvor en major spørger mig på arabisk: "Hvordan er det egentlig, de behandler jer deroppe? Er de stadig slemme mod jer?" Det er billedet, mange har af Danmark.
Det handler om at sikre, at ingen bliver så sure, at de vælger at angribe Danmark og vores interesser igen. Vi indretter kommunikationen efter, at vi kan ende i en ny situation, hvor vi træder nogen over tæerne. Men slutproduktet skal være, at den arabiske verden reagerer så balanceret som muligt, hvis det sker.
Det handler ikke kun om at plante historier i massemedierne. Det er et spørgsmål om at tage en oprigtig dialog med de vigtige aktører. De følger godt med i udmeldingerne i vores debat. De videreformidler alt, der bekræfter dem i, at Danmark er ude i et islamofobisk korstog – og med den vinkel. Det kan skabe et fordrejet billede af, hvad Danmark er for et land.
Jeg har mange møder, hvor jeg til slut ser i folks øjne, at tiøren falder.
I november udgav Kurt Westergaard sin selvbiografi med tegningen, men der er ikke kommet nogen reaktion overhovedet. Det er dejligt at se, at noget har ændret sig.
Med Tom Kristensen i Solvang
Jens Peter Lange kører som biljournalist fra Monterey til Los Angeles sammen med racerkøreren Tom Kristensen.
Audi arrangerer en event i 2008. De vil fortælle hr. og fru Amerika, hvor fortræffelig dieselteknologien er i almindelige personbiler, og lære dem at tænke mere grønt. De laver en tur, hvor 200 journalister, fabrikanter og sportsfolk kører fra New York til Los Angeles over fire etaper, hvor jeg skal med på den sidste.
Det er en stor event, og jeg er bare en dansk freelancer, som har oparbejdet et rimeligt renomme over for nogle tyske bilfabrikker, og derfor er jeg blandt de heldige. Jeg husker tydeligt, at jeg sidder i min bil, da de ringer. Det er en enestående historie, og jeg tager af sted uden at have afsat den på forhånd.
Jeg ved godt, at Tom Kristensen er med, og jeg har en forventning om, at jeg måske får mulighed for at snakke med ham i 10 minutter en enkelt aften. Det er først, da jeg er i USA, at jeg får at vide, at vi er parret som det danske team, og at vi skal køre sammen hele vejen fra Monterey til Los Angeles.
Ruten går tæt forbi Solvang, som er den danske by i Californien. Vi kigger lidt på hinanden og kører så af vejen. Lidt efter sidder vi med to kopper kaffe og spiser dansk wienerbrød hos en bager, før vi fortsætter til Los Angeles.
Vi når til et punkt, hvor vi er i bund med de faglige ting. Så følger mange timers god snak mellem to mænd, der sidder i en bil og taler på et personligt niveau. Det gør vi den dag i dag, og det er unikt at have den adgang til en sportsmand i branchen.
Én ting er at være et fedt sted, hvor du får lov at køre lange strækninger i en sportsvogn eller en luksusbil. Men den artikel gav mig en masse andre muligheder som journalist for at tale med bilfabrikken, ingeniørerne bag dieselteknologien og selvfølgelig en hel dag med Tom Kristensen. Det gør kun opgaven sjovere.
Hvad sker der efter døden?
TV 2-journalist Nagieb Khaja bliver kidnappet af afghanske oprørere under en reportagerejse i 2008.
Jeg har mødtes med Taliban utallige gange før, og denne rejse er planlagt i flere måneder. Ambitionen er at tilbringe nogle uger med oprørerne og lave en dybere skildring af de mennesker, som NATO's soldater er oppe imod. Min fotograf og jeg vil ind under huden på dem, og det kommer vi, men ikke som planlagt.
Jeg bliver advaret om, at jeg skal kidnappes. TV 2 bliver kontaktet af Udenrigsministeriet, som sender mig en sms, mens jeg er hos oprørerne. Jeg prøver at aflyse turen, men de bliver ved med at forhale min hjemrejse. Kidnapningen starter, da tre mænd springer frem med kalashnikover og skyder lige ved siden af mig.
Da bliver jeg bange og begynder at tænke: "Okay. Det kan være, at jeg skal dræbes." Jeg er fanget i syv dage, og de siger flere gange, at de overvejer, om jeg skal leve eller dø.
Jeg kan forestille mig, hvordan folk har det, når de sidder på dødsgangen og håber, at deres henrettelse bliver udskudt, eller de bliver benådet. Det er en meget opgivende følelse, og du begynder at tænke over, hvordan du skal dø, i stedet for om du skal dø. Hvordan mon det føles? Hvad sker der efter døden?
På et tidspunkt bliver jeg utroligt ked af det og tænker, at ingenting er det her værd. Uanset hvor vigtigt dit journalistiske projekt er, så er det ikke livet værd. Jeg beslutter, at hvis jeg slipper fra det, så vil jeg ikke længere være journalist.
Det er meget simpelt, da fotografen og jeg flygter. Oprørerne har pla-ceret os hos en bonde, og vi slår en handel af med ham. Så stikker han af med os.
Først laver jeg mere sikre historier hjemme i Danmark, men nu tager jeg af sted igen. Jeg føler, at jeg er nødt til at bruge mine erfaringer til at nuancere en begivenhed med så store konsekvenser for så mange mennesker som krigen i Afghanistan. Jeg kan ikke holde mig væk.
Lemminger i Nordkorea
Journalist Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp møder paralyserede ofre under hungersnøden i Nordkorea i 1996-97.
De ture betyder meget, fordi det er et bizart privilegium at komme ind i Nordkorea. Vi taler om, at formodentlig 1-2 millioner mennesker mister livet, men katastrofen bliver aldrig fortalt i det omfang, den fortjener, fordi ingen uafhængige journalister og kun få nødhjælpsarbejdere får lov at dække det.
Vi begynder at få rapporter fra Verdensfødevareprogrammet og Røde Kors omkring 1995, og vi kan se, at det er alvorligt. Men ingen må tælle, måle og veje for alvor, så da vi endelig får lov at rejse ind, er det ligesom at være på opdagelsesrejse.
Det bliver hurtigt klart, at vi er pakket ind i overvågning fra morgen til aften. Det meste af tiden må vi hverken tage billeder eller tale med folk. Så pludselig snurrer guiden rundt på en hospitalsgang og siger: "Here you can take photos!" Det er rystende møder med sulten: Livløshed, farveløst hår, udspilede lemmer. De er hundehamrende syge.
I andre katastrofer prøver de fleste at overleve ved egen drift. De rejser fra by til land eller udveksler fødevarer mellem sig. Vi ser meget få af de aktiviteter. Der er ingen biler selv på sekssporede motorveje, ingen røg fra skorstenene, og folk forsøger at dyrke grøntsager på ethvert frimærke – selv mellem jernbanesvellerne. Uanset hvor de er, for det er forbudt at flytte sig uden en rejsetilladelse.
Nordkoreanerne er sat som lemminger til at vandre mod afgrunden og fortsætte ud over kanten. Jeg vil skildre, i hvor høj grad regimet har etableret en stat, hvor initiativet er taget fuldstændigt fra individet, og derfor dør folk.
Den opgave lykkes aldrig fuldt ud. Men det er også svært at gøre på en troværdig måde. Vi forsøger at læse signalerne på en katastrofe, hvor alt i os skriger, at den er ekstremt alvorlig.
Men vi kæmper mod et system, som holder os væk fra alle de oplysninger, som vi normalt baserer vores arbejde på.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
UPS......... Det er IKKE smart at vise billeder af pas hvor man kan aflæse pasnummer, fødselsdato mv.
Det kan misbruges.