Mediejurister: Der er højt til loftet i anmeldelser

En klage over en boganmeldelse vil næppe kunne føre til kritik i Pressenævnet. Det vurderer to mediejurister: »De presseetiske retningslinjer er svære at presse ned over anmeldelser,« siger Vibeke Borberg fra DMJX. Der er dog ikke helt frit spil, påpeger Peter Lind Nielsen

Et helligt mantra inden for journalistikken handler om, at man skal konfrontere den kritiserede part i en sag og give vedkommende mulighed for at kommentere anklagerne. Det fremgår af de presseetiske retningslinjer.

Men gælder det også, når der er tale om kritik rettet i for eksempel en boganmeldelse eller en teateranmeldelse?

Det spørgsmål er blevet aktuelt, efter DR-vært Adam Holm i en opsigtsvækkende anmeldelse af Jeppe Nybroes nye bog ’Kidnappet’ i Weekendavisen sår alvorlig tvivl om forfatterens troværdighed. I bogen fortæller Nybroe om sine 28 dage som gidsel hos en islamistisk gruppe på grænsen mellem Libanon og Syrien.

Selv har Adam Holm på sin facebookprofil i dag afvist, at han burde have fremlagt de unøjagtigheder, han mener der er i bogen, for Jeppe Nybroes forlag: 

"Det er ikke gængs praksis i forbindelse med anmelderi, men i dette tilfælde burde der åbenbart være gjort en undtagelse. Det er jeg beklageligvis ikke enig i," skriver han. 

Vurdering: Den er inden for rammerne

Journalisten har spurgt to mediejurister, om Weekendavisen kunne tabe en sag i Pressenævnet, hvis Jeppe Nybroe valgte at klage over Adam Holms anmeldelse. En af dem er Vibeke Borberg, mediejurist og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

»Efter hvad jeg har hørt om anmeldelsen, ligger den inden for rammerne af, hvad man kan i boganmeldelse. En anmelder må gerne give udtryk for det, hvis han har en fornemmelse af, at historien ikke hænger sammen. Det er netop ideen med en anmeldelse – at anmelderen kommer med sin personlige opfattelse af værket,« siger hun.

Vibeke Borberg understreger, at hun ikke har haft lejlighed til at læse selve anmeldelsen. Men generelt er der ganske vide rammer for, hvad man kan tillade sig i en anmeldelse, påpeger hun:

»Man kan selvfølgelig diskutere, om Adam Holms anmeldelse er ufin i kanten – men de presseetiske retningslinjer er svære at presse ned over anmeldelser. Der skal ganske meget til, før grænserne overskrides inden for den genre,« siger Vibeke Borberg.

Ikke succes med at klage over anmeldelser

Mediejurist Peter Lind Nielsen vil ikke udtale sig om, hvordan den konkrete sag eventuelt kunne falde ud, hvis den blev behandlet i Pressenævnet. Men han vurderer ligesom Vibeke Borberg, at anmeldelser generelt ikke er underlagt lige så strenge presseetiske krav om at høre modparten som anden journalistik.

»Der er rimelig højt til loftet i anmeldelser, fordi der er tale om anmelderens private holdninger. Og der har heller ikke tidligere været succes med at klage til Pressenævnet over anmeldelser – det gælder både anmeldelser af bøger, restauranter og teater. Det bliver også hurtigt meget svært at lave anmeldelser, hvis man skal have fat i en hel stribe af folk, der kunne føle sig trådt på,« siger han.  

I 2005 behandlede pressenævnet en sag, hvor en klager blandt andet klagede over Jyske Vestkystens anmeldelse af hendes bog. Den del af klagen kritiserede nævnet ikke:

”Idet en anmeldelse alene er udtryk for anmelderens subjektive vurderinger, fandt Pressenævnet ikke, at der var sket en tilsidesættelse af god presseskik,” lød det dengang i kendelsen.

Det betyder dog ikke, at en anmeldelse giver frit spil for at skrive, hvad man vil, understeger Peter Lind Nielsen.  

»Som udgangspunkt er anmeldelser i et medie også omfattet af god presseskik – så det er ikke et helle, hvor man kan skrive hvad som helst. Men der er noget højere til loftet,« siger han.

Anklager om løgn kræver beviser  

Spørgsmålet er så, om Adam Holms anmeldelse kan dømmes for at være injurierende over for Jeppe Nybroe. Heller ikke her mener Vibeke Borberg, at der er noget at komme efter.

»Man kan ikke decideret beskylde nogen for at lyve uden at have et solidt grundlag for det. Det vil være injurierende. Men så længe det ikke er fremsat som facts, men som værdidomme baseret på vurderinger og fornemmelser, er det en anden sag,« siger hun.

Peter Lind Nielsen er enig:

»Jeg har svært ved at se, der skulle være noget injurierende. Adam Holm holder sig jo til at undre sig og sætte spørgsmålstegn ved forskellige ting. Han anklager jo ikke direkte Nybroe for at have fundet på det hele,« siger han.

Var det en anden sag, hvis han direkte skrev, at Nybroe er fuld af løgn og har opdigtet det hele?

»Så ville vi hvert fald være tættere på grænsen for injurier,« siger Peter Lind Nielsen. 

0 Kommentarer