Medieadvokat: Pressenævnet har skærpet beskyttelsen af privatlivet

Hensynet til privatlivets fred er skærpet de senere år, vurderer medieadvokat Ole Liedke, efter at Se og Hør har fået kritik for omtale af kendisægteskab. Mediejurist Peter Lind Nielsen mener, at sagen viser det farlige ved anonyme kilder

Pressenævnet udtalte kritik af Se og Hør i denne uge for "intime oplysninger" om tv-vært og skuespiller Christiane Schaumburg-Müllers ægteskab. Pressenævnet mente ikke, at oplysningerne var i offentlighedens interesse.

Ole Liedke er advokat og partner i Ibfelt-Siebert og har specialiseret sig i medieret. Han vurderer, at afgørelsen er den seneste i en række eksempler på, at Pressenævnet har skærpet grænsen for, hvad der krænker privatlivets fred.

»Som jeg oplever praksis, er der gennem de seneste år sket en skærpelse, således at hensynet til privatlivets fred tillægges stadig større vægt. Omvendt synes pressen at nyde en større beskyttelse, når pressen afdækker og omtaler sager, som er af offentlig interesse, og som ikke vedrører privatlivet,« siger Ole Liedke.

Ikke noget revolutionerende
Den vurdering er advokat Peter Lind Nielsen, partner i advokatfirmaet Bird&Bird og underviser i presse- og medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ikke enig i.

»Det er ikke min oplevelse, at beskyttelsen af private forhold er blevet skærpet, så jeg ser ikke noget revolutionerende i kendelsen. Ofte får klagerne jo medhold i den her type sager. Nogle kendte vil ikke være uvenner med medierne, fordi de skal bruges til at promovere deres show. Andre siger fra, fordi det er for meget. Og så er der dem, som ikke gider at klage, fordi man på den måde puster nyt liv i en historie, som man helst vil glemme,« siger Peter Lind Nielsen.

Han fremhæver til gengæld en anden vigtig pointe, som kendelsen understreger:

»Den her sag sætter jo streg under det problem, der er for den type medier: De reagerer på et tip fra en anonym kilde. Problemet er, at kilderne ikke har fornemmelsen for en journalistisk vinkel, når de sender materiale ind på en stikkerlinje. Hvis medierne får en anonym henvendelse, skal alarmklokkerne ringe. Men der er mange, som går i fælden. Man skal jo stadig tjekke, at oplysningerne er korrekte,« fortæller Peter Lind Nielsen.

Med til både bryllup og begravelse
Ole Liedke mener, at afgørelsen falder fint i tråd med tidligere kendelser i lignende sager, og at den seneste kendelse ikke alene er udtryk for en ændret praksis.

»Afgørelsen illustrerer, hvor grænserne ifølge Pressenævnet går. Man har i den pågældende sag vurderet, at ægteskabelige forhold ikke har offentlighedens interesse. Sagen er på den måde et af flere eksempler på den afvejning, der skal foretages,« siger Ole Liedke.

Peter Lind Nielsen forklarer, at medierne i nogle tilfælde har svært ved at finde grænsen mellem private og offentlige forhold, fordi kendissernes offentlige profil nogle gange glider sammen med privatlivet.

»Problemet med kendisserne er, at man skal vurdere, hvad deres offentlige rolle er. Nogle af dem er jo kendte for at være kendte. Mange af de kendte inviterer medierne med til brylluppet –  og så skal de også med til skilsmissen, så at sige. Hun har inviteret pressen med til det gode, og så har man åbnet op for posen,« fortæller Peter Lind Nielsen.

Vi elsker sladder
»Jeg tror ikke, at vi kommer til at se en nedgang i den her type historier. Den journalistiske gren af sladderjournalistik lever videre. Oplaget er ikke gået ned – heller ikke efter sagen med tys tys-kilden. Vi elsker sladder og at få indblik i de kendtes liv. Man kan se, at mange af de her reality-stjerner også bygger deres karriere på mediernes interesse. Det eneste, de kan tilføre, er, at de er kendte,« mener Peter Lind Nielsen.

Når det kommer til at vurdere antallet af lignende sager, er Ole Liedke heller ikke i tvivl om, hvilken vej udviklingen går.

»Der er kommet flere af den type sager de senere år. Folk er blevet mere opmærksomme på deres muligheder for at klage til Pressenævnet, og man har fået et mere alment kendskab til klagemulighederne. Når man omtaler den her type kendelser i pressen, så medvirker det også til, at folk bliver mere opmærksomme på deres rettigheder,« siger Ole Liedke.

0 Kommentarer