Slut med at måle Twitter-eliten. Elitometer lukker

Elitometer, som måler danske brugeres gennemslagskraft hos Twitter-eliten, lukker. Det skyldes de nye persondataregler, GDPR. Alligevel er stifteren stor fan af GDPR. Andre overvågningstjenester har også overvejet at lukke

Elitometer lukker.

Webtjenesten, som måler din Twitter-profils indflydelse hos den danske Twitter-elite, bliver lukket som følge af de nye persondataregler, som træder i kraft i dag.

Det fortæller udvikler Søren Pedersen, som står bag værktøjet.

Han traf beslutningen, da han så, at webtjenesten Klout lukker.

Klout kunne beregne brugernes samlede digitale indflydelse ud fra en algoritme, der satte point på tilstedeværelsen på forskellige sociale platforme.

”Jeg husker allerede, at nogle var utilfredse, da Klout kom. Man fik en profil og en score på en side uden nogensinde at have bedt om det. Elitometeret lider jo under det samme. Jeg beregner nogle point til folk, som ikke har bedt om det. Det er et grundlæggende problem i forhold til GDPR,” siger Søren Pedersen.

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad man må”

Søren Pedersen håber dog, at lukningen af Elitometer er ”midlertidig”.

”Nu lukker jeg midlertidigt ned. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad man må og ikke må. Vi har brug for en periode, hvor den nye lovgivning bliver forklaret, tolket og måske prøvet ved nogle retssager. Reglerne er svære at forstå, og der er nogle ret voldsomme sanktioner for at bryde dem,” siger han.

Især er Søren Pedersen i tvivl om, hvordan GDPR påvirker ham som privatperson, når det nu ikke er en virksomhed, der udgiver Elitometeret.

Lukker to andre hjemmesider

Søren Pedersen, som driver Elitometer, har også to andre webtjenester.

Jeg-fortryder.dk er en tjeneste, der gemmer og genudgiver tweets, som brugere sletter. Dermed kan man holde øje med eksempelvis magthavere, som fortryder en lidt for hurtig politisk prøveballon, men man kan også se mange tweets, som er slettet på grund af en stavefejl eller et forkert link.

Holddinkæft.dk er hans seneste projekt, som gik i luften i start maj. Her udstiller Søren Pedersen 50 udvalgte personer, som han synes er for aktive på Twitter. Hvis de vil gå med til at stoppe med at tweete i en måned, betaler Søren Pedersen 50 kroner per mand – altså potentielt 10.000 kroner om måneden – til BørneFonden. Projektets drivkraft er at få folk til at bruge sociale medier mindre og være mere ude i den virkelige verden.

Disse to tjenester lukker også.

Twitterjournalister.dk fortsætter

Andre danske Twitter-tjenester har også overvejet at lukke på grund af GDPR. De tre hjemmesider Twitterjournalister.dk, Twitterpolitikere.dk og Twitterchefer.dk, som alle tre er skabt af Filip Wallberg og Ernst Poulsen, tilbyder overblik over aktive danske brugere. På hjemmesiderne er de registrerede konti blandt andet rangeret efter antal følgere, antal tweets og tidspunkt for oprettelse.

Hjemmesiderne drives i samarbejde med Syddansk Universitet.

Men Filip Wallberg, som også er journalistisk lektor ved SDU, fortæller, at de har overvejet at lukke siderne. Først i dag, hvor GDPR træder i kraft, har SDU færdiggjort sin vurdering af siderne. Og det er blevet besluttet, at siderne ikke bliver lukket.

”Vi fortsætter indtil videre. Men hvis nogen mener, vi tager fejl, så hører vi meget gerne fra dem. Der er tvivl om, hvordan det her skal fortolkes, også blandt fagfolk,” forklarer Filip Wallberg.

Han tilføjer, at han dog har udvidet og opdateret vilkårene, som er beskrevet på hjemmesiderne.

Fan af GDPR

Søren Pedersen håber at kunne genaktivere Elitometeret og måske Jeg-fortryder, mens holddinkæft.dk er lagt permanent i graven. Det har hele tiden været tanken at lade holddinkæft.dk køre maj måned ud, så siden lukkes, når eksperimentet slutter i næste uge.

”Da jeg lancerede holddinkæft.dk, blev nogle folk virkelig sure. Jeg profilerede jo nogle brugere uden at spørge dem, men denne gang viste jeg så også nogle andre ting end på Elitometeret. Jeg viste blandt andet deres døgnrytme, og det synes jeg ærligt talt godt, man kan argumentere for er ret private sager. Men den side var også ment som en provokation,” siger han.

Selv om Søren Pedersen lukker tre tjenester, han samlet har brugt rigtig mange timer på at skabe, så er han positivt stemt over for GDPR.

”Jeg er faktisk stor fan af GDPR. Det er vigtigt, at brugerne får kontrol over deres egne data,” siger han.

Og i virkeligheden mener han, at det er fair nok, at GDPR sætter en stopper for holddinkæft.dk.

”Med GDPR må man ligesom mærke efter i maven: Føles det her rigtigt eller forkert? Jeg synes ikke, holddinkæft.dk føles rigtigt, fordi jeg udstiller, hvornår folk står op og går i seng. Det er en rent privat sag. Derfor er den side en ret god case på, hvad GDPR sætter en stopper for,” siger Søren Pedersen.

”Jeg-fortryder.dk, kan man argumentere for, har offentlighedens interesse. Der må man så vurdere, hvad oplysningerne bruges til, og om den kan stå sin prøve i en retssag. Det er jeg i tvivl om,” fortsætter han.

Kan fortsætte i ny form

Men Elitometer håber han at kunne fortsætte med.

”Elitometer er lidt specielt, for jeg tror faktisk, alle er glade for det. Jeg har fået en eneste klage, og det var, fordi der på et tidspunkt optrådte døde mennesker på listerne. Alle andre har sagt, at det er et godt værktøj, og det er sjovt at se, hvordan man bevæger sig,” siger Søren Pedersen.

Han håber at kunne genaktivere Elitometer, men formentlig i en anden form.

”Jeg overvejer, om jeg kan fortsætte, hvis folk har mulighed for at melde sig ud. De skal også kunne hente al information, jeg har på dem, og de skal have indsigt i mine algoritmer. Det ville jeg relativt let kunne give. Men om det er nok, har jeg ikke overblik over endnu.”

0 Kommentarer