Efter bare seks måneder havde Brian Laudrup fået nok af Danmark og dansk presses nærgående dækning af hans privatliv. Andre fodboldspillere bakker kritikken op. Ugebladet KIG IND erkender, at bladet ikke havde belæg for at antyde, at Laudrup skulle skilles. Men: »Det er den måde, vi laver blad på,« forklarer redaktionschefen.

• Iagttagere af danske fodbold- og pressekredse udtrykker skepsis over for medierne efter Brian Laudrups farvel til dansk fodbold. Flere dagblade kritiseres for en mere barsk, privat og også fornærmet tone, men det er især ugepressen, der står for skud.
»I dag handler det om at kunne antyde eller bevise, at en eller anden kendt har et problem: Drikker. Er syg. Skal skilles. Men selv hvis det passede, så betyder det da ikke, at medierne skal beskæftige sig med det,« lyder det fra den tidligere fodboldstjerne Preben Elkjær.
»Jeg opfatter personangrebet på Brian Laudrup som det mest afstumpede og kyniske, jeg har oplevet inden for sportspressen,« lyder det fra Politikens kulturredaktør Jes Stein Pedersen.
»Journalisterne har i dag færre følelser for det stof, de skriver om – sporten er blevet en ting eller et emne. Journalisterne glemmer følgerne af, hvad de skriver, og at de er meningsdannende,« siger Kim Vilfort, europamester med landsholdet. »Journalisterne spiller på, at de ikke laver overskrifterne. Det er altid en eller anden redaktionssekretær, der får skylden,« fastslår Vilfort.

Sådan laver vi blad
Baggrunden for kritikken er den saga, der har udspillet sig i dansk presse, siden Brian Laudrup i efteråret 1998 besluttede sig for at vende hjem til Danmark og spille for F.C. København. Det udløste et voldsomt pressepostyr, der kun blev overgået af postyret, da Laudrup seks måneder senere havde fået nok.
»Man har altid sagt, at den danske presse ikke er så slem …,« lød det blandt andet fra en tydeligt resigneret Laudrup i DR-TV sidst i maj. » … men man er ved at komme godt efter herhjemme.«
Laudrup forklarede, at han og familien følte sig ramt af tilråb, snagen og bagtalen, og opremsede rygter om, at hans far skulle have kræft, konen være alkoholiker og parret skulle skilles.
»Så må det have en ende,« sagde Laudrup.
I tv-interviewet, hvor Laudrup forklarede sin afsked, blev ugebladet KIG IND brugt som dækbillede. Bladet bragte i november 1998 en forside med rubrikken »Mette ville skilles«, illustreret med fotos af Brian og Mette Laudrup. Inde i bladet er historien noget tyndere: Brian Laudrup er – angiveligt – vendt hjem til Danmark, fordi han ikke ville skilles geografisk fra Mette Laudrup, der – angiveligt – ville hjem til Danmark.
Laudrup udtaler sig ikke – kilderne er anonyme, blandt andre en fodboldspiller fra Chelsea.
Preben Elkjær finder metoden ufin.
»Der er ikke tale om, at dansk presse digter. Der går grænsen stadigvæk, i modsætning til i udlandet,« siger Elkjær. »Men når et ugeblad skriver, at Brian Laudrup er ramt af rygter om skilsmisse, så gør bladet det kun for at kunne antyde skilsmissen. Og det er nye toner i Danmark.«
– Er det fair at skrive, at Mette Laudrup vil skilles, når der angiveligt er tale om, at hun måske ville rejse hjem fra England?
»Det er jo et spørgsmål om ord,« siger Michael Frank Møller, redaktionschef på KIG IND. »Vores tolkning er, at hun har stillet ham et ultimatum: Hvis han ville blive i Chelsea, så fint – men hun tog altså hjem med sine børn under alle omstændigheder.«
– Sælger I ikke bladet på at antyde en juridisk skilsmisse, uden belæg?
»Jo,« siger Michael Frank Møller. »Det er den måde, vi laver blad på.«
– Er det fair?
»Det må læserne jo afgøre!«

Lukkethed koster
Sportschef på Politiken Rasmus Bech mener ikke, at Brian Laudrup i al almindelighed har fået en unfair behandling i dagspressen.
»Det er mere hans egen personlighed, der har været hans problem, end pressen. Han har altid været meget på vagt over for pressen. Måske også for meget på vagt,« siger Rasmus Bech.
Rasmus Bech mener, at Brian Laudrup er blevet ramt af, at flere tv-stationer i dag dækker sporten.
»Der er en vrimmel af journalister, men der er færre sportsstjerner. Det slider hårdere på den enkelte,« siger Rasmus Bech, der påpeger, at sportsjournalistikken generelt er blevet bedre og mere kritisk – men:
»Vores problem er, at der er parasitter, for eksempel de kulørte ugeblade,« siger han.
Brian Laudrups lukkethed har ifølge flere journalister været med til at geare rygterne. Jørgen Herbert, tidligere sportsjournalist på DR-TV, nu freelancer for TV3 og Se og Hør:
»Brian Laudrup er meget lukket, og ugebladene skal jo skrive, og dermed kan det risikere, at blive den halve sandhed, der kommer ud,« siger Jørgen Herbert. Han mener ikke, at bladene bare kan lade være at skrive.
»Ugebladene lever af at skrive om de kendte personer. Og sådan er det. Hvis Brian Laudrup i stedet stod frem,
så kunne ugepressen fortælle hele historien,« fastslår Herbert.
Elkjær udpeger én overordnet forklaring på udviklingen – skærpet konkurrence om oplag og seere.
»Det er jo ikke kun sport. Det er generelt – man tillader sig lige den tand mere,« siger Elkjær. »Når aviserne kan skrive om prinsessens skedecreme … Det var utænkeligt for bare 10 år siden, det er jo også noget p.. at skrive den slags.«

Rygter holdt tilbage
Heller ikke B.T.s sportschef Peter Brüchmann mener, at Brian Laudrup er blevet unfair behandlet.
»Hverken dagspressen eller ugepressen er gået over stregen,« siger Brüchmann, der nævner, at han har kendskab til meget private rygter om familien Laudrup.
»Det ville være en god B.T.-forside, men jeg vil ikke røre det med en ildtang, selv om det kunne sælge aviser,« siger Brüchmann. Kun ét rygte har B.T. forfulgt:
»Når vi hører rygter om at han stopper, så går vi da ud og spørger til det. Sådan arbejder pressen jo,« siger Brüchmann.
Flere journalister mener, at Laudrup har undervurderet problemerne i at vende hjem.
»Jeg tror, han har troet, at det hele var mere rosenrødt i Danmark. At han ville blive modtaget som den savnede søn,« siger Rasmus Bech.
Laudrup-familiens egen håndtering af pressen, har været med til at geare rygterne. Et enkelt eksempel:
En af de første nærgående historier fra dagspressen efter Laudrups hjemkost er fra Ekstra Bladet den 10. november 1998. Avisen beretter, at en ugebladsjournalist har ringet det rejsebureau op, som Laudrup-familien ejer. Journalisten har forsøgt at få bekræftet, om faderen Finn Laudrup er ramt af kræft.
Det er journalist Vagn Nielsen, der har skrevet artiklen om den snagende ugeblads-journalist.
»Jeg mødte Finn Laudrup og han sagde: »Har du hørt rygterne om min sygdom?! Kan du ikke gøre mig den tjeneste at skrive, at jeg har det godt!«. Og det gjorde jeg,« siger Vagn Nielsen.
– Var det ikke dumt af Finn Laudrup?
»Om det er en klog taktik, ved jeg ikke. Jeg tror, det er godt at få tingene på bordet. Og journalistisk er det en god historie.«

Ønske om ro ignoreret
Det er ikke kun Brian Laudrup og Preben Elkjær, der langer ud efter dele af pressen. Under EM i 1992 måtte Kim Vilfort rejse hjem, fordi hans datter blev alvorligt syg af leukæmi.
»Omkring min syge datter var pressen meget tilbageholdende – indtil der var én, der åbnede. Der var tale om en journalist, som jeg havde tillid til, som gik over grænsen,« siger Vilfort, der er flere gange dansk mester med Brøndby I.F. »Jeg har oplevet journalister, der skrev en historie, fordi det gjorde konkurrenten jo. Og så betød det mindre, at historien var langt fra virkeligheden,« siger Vilfort.
Og da Vilforts kollega i Brøndby, Ebbe Sand, landsholdsspiller og klubbens topscorer, fik konstateret en knude i den ene testikel, udsendte han og klubben en pressemeddelelse om, at Sand på grund af sygdommen ønskede at være i fred. Alligevel optrådte Sand på flere avisforsider. Mens sygdommen stod på, skrev pressen, at Sand var rask og kureret.
»Det var altså et par dage før, jeg selv fik det at vide,« har Sand forklaret Jyllands-Posten. En enkelt journalist ringede sågar hjem til Sand privat.
»Min kæreste forklarede, at jeg ikke ønskede at tale med nogen,« forklarer Ebbe Sand JOURNALISTEN. »Men han ringede alligevel igen næste dag. Det, følte jeg, var at gå over grænsen,« siger Ebbe Sand, der forklarer, at det ikke var formiddagsaviserne »men en af de store«, der ignorerede hans ønsker.

Mislykket boykot
Erik Rasmussen er tidligere Brøndby- og landsholdsspiller og stadig aktiv i amerikansk indefodbold. Han har ved flere lejligheder taget ordet for at påpege et for lavt niveau i sportspressen.
Erik Rasmussen mener, »gennembruddet« kom, da Richard Møller Nielsen blev landstræner, og Michael Laudrup sagde nej til landsholdet.
»Richard Møller blev latterliggjort, og spillerne kunne pludselig kaldes for tøsedrenge,« siger Erik Rasmussen, der følte sig personligt ramt, da Ekstra Bladet ville interviewe ham før en Brøndby-kamp.
»Jeg havde sagt nej til, at journalisten kunne komme hjem til mig – vi kunne ordne det over telefonen. Alligevel beskrev han i artiklen, at jeg sad og hyggede mig sammen med familien og kiggede i Ekstra Bladet – men min familie var slet ikke hjemme!« fortæller Erik Rasmussen.
Blandt andet på den baggrund opfordrede Erik Rasmussen i en aviskommentar alle Brøndby-spillere til at boykotte Ekstra Bladet og B.T.
»Konsekvensen var, at jeg i det næste halve år blev svinet til i Ekstra Bladet og B.T. Lige meget hvordan jeg havde spillet, fik jeg simpelthen elendig kritik,« siger Erik Rasmussen, der som en ekstra tort måtte opleve, at de øvrige spillere ikke bakkede op om hans sanktion.
»Journalister har utroligt frit slag, og sportsjournalister især. Sportsfolk er ikke vant til at bruge pressen til at forsvare deres egen person,« siger Erik Rasmussen. »Sportsfolk er ekstremt afhængige af, at der bliver skrevet meget om dem.«

Rygterne aflives – igen
Oven på Brian Laudrups pressesvada, var det en overraskelse for mange, at hans kone Mette Laudrup allerede dagen efter Brian Laudrups farvel, lod sig interviewe i Ekstra Bladet. Under overskriften »Rygterne slog os ud,« kommenterer Mette Laudrup en stor portion af rygterne, som hun afviser.
»Jeg er ikke fordrukken,« siger hun blandt andet, og dermed har familien Laudrup igen sat sig selv i fokus.
Det er journalist Vagn Nielsen, der har lavet artiklen. Han forklarer, at Mette Laudrup selv ønskede at aflive rygterne. Han skubbede dog lidt på.
»Hun ønskede selv at stå frem, men hun gjorde det også fordi jeg sagde: »Hvorfor ikke få de rygter ud af verden én gang for alle, ellers bliver de ved«.«
Vagn Nielsen synes, det var et klogt valg af Mette Laudrup – og historien er han også glad for.
»Ud fra et journalistisk synspunkt er det et scoop at få Mette, når vi nu ikke kunne få Brian,« siger han.

Evner forpligter – altid
Var Brian Laudrup ramt af presseomtale, før han sagde farvel, er det intet at regne for det haglvejr, han røg ind i efter afskeden med dansk fodbold.
»»En nøgen kylling,« kaldte Ekstra Bladet Brian Laudrup. Og Jyllands-Posten forstod heller ikke Laudrup: »Kritikken har generelt været den rene sødsuppe trods sportslig fiasko.« »Brians Flugt,« stod der mejslet i groteske typer hen over B.T.s forside, og inde i bladet skriver sportsredaktør Peter Brüchmann, at »der er et skær af mangel på værdighed over Laudrups karriereforløb.«
Både i kommentaren og over for JOURNALISTEN understreger Brüchmann, at han har stor respekt for Laudrups personlige mod, valg og beslutninger – men arbejdslivet har han ikke forvaltet optimalt. Brüchmann henviser til, at Brian Laudrup er gået før kontraktudløb i flere klubber.
»Laudrup er slået op i banen, de gange, det har gjort ondt. I mine øjne er der dermed et skær af mangel på værdighed i det sportslige forløb,« siger Brüchmann, der også mener, at måden Laudrup annoncerede sit farvel på, mangler format.
»Brian Laudrup er en spiller, som ikke alene holdet, men hele forretningen FCK er bygget op omkring. Det er uværdigt, at han bare sender en fax, som FCKs direktørs søn tilfældigvis finder en søndag eftermiddag på kontoret,« siger Brüchmann.

Fornærmede journalister
Meldinger, hvor journalister har forventninger til bestemte spilleres gøren og laden, ser Dan Sørensen – professionel fodboldspiller i Vejle og redaktør af spillernes blad Indersiden – som udtryk for mindre ædle følelser.
»Pressen mener, at fordi man har evnen, har man også forpligtelsen. De bliver fornærmede, når nogen ikke sætter talentet øverst,« siger Dan Sørensen.
Dan Sørensen mener, at Laudrup med sit nej til FCK, har gjort det mindre sjovt – og meget sværere – at være journalist.
»Der røg en sikker og god historie efter hver kamp, da han sagde farvel. Der røg en person, der kunne sælge aviser,« siger Dan Sørensen. »Journalisterne er dybt skuffede, fornærmede og stødte over det. Og det, er der nok ikke noget unaturligt i – man bliver som journalist skuffet over, at blive snydt for en god historie.«

Kritik af kritik
Pressens reaktion på Laudrups farvel udløste noget så sjældent som kritik i pressen – af pressen. I Politikens leder den 2. juni blev sportsjournalisternes reaktion over Laudrups farvel kaldt »… forrygende idioti …« og udtryk for »… den afstumpede machokulturs begrænsede ordforråd …«.
Lederen er skrevet af kulturredaktør Jes Stein Pedersen, der forklarer, at han var oprigtigt vred.
»Pressen har bevidst eller ubevidst reduceret Brian Laudrup til et stykke underholdning. »Tryl for os på plænen! Lev op til vores krav om bestandig fortryllelse! Men du skal ikke begynde at fortælle os noget om problemer, der ikke vedrører plænen!« analyserer Jes Stein Petersen.
»Jeg følte mig bombet tilbage til, jeg ved ikke hvornår, da de begyndte at protestere over den moderne og sårbare manderolle, som Brian Laudrup personificerede gennem sin beslutning,« siger Jes Stein Pedersen.
I dag har Brian Laudrup forladt Danmark for at fortsætte karrieren i eksil i Ajax i Amsterdam.