DUBLIN torsdag 6. juni 2013. Planen var ellers klar: Præsidenten for det internationale journalistforbund IFJ – Jim Boumelha – skal væltes. De danske repræsentanter har sammen med en stribe andre journalistforbund i månedsvis arbejdet for at skaffe flertal imod den siddende præsident.
»IFJ er præget af en rodet organisation og manglende adgang til dokumenter og regnskaber. Der er kommet en gift ind i organisationen, og der er megen mistillid mellem personer og lande,« mener den norske formand, Thomas Spence.
Reformkræfterne, der ønsker en ny præsident, får øgenavnet “Gang of Twelve”. Men noget går galt. Nu sidder de i kongressalen i Dublin. Fortvivlede, overraskede og vrede.
Flertallet smuldrer. Kun få minutter før stemmesedlerne bliver samlet ind, har en af Nordens vigtigste allierede – russerne – skiftet side og trukket sig fra ”Gang of Twelve”. De har i stedet stemt på den siddende præsident. De ti russiske stemme afgør valget og giver Boumelha et knapt flertal på 191 mod 178. Det nordiske kup slår fejl. Ikke mindst norske delegerede taler om, at russerne er blevet købt af Jim Boumelha i en studehandel. Men der er ingen beviser, og han afviser blankt.
Det gør kun stemningen værre, at der er rod i stemmetallene. Der er afgivet fem flere stemmer, end der er delegerede. DJ-næstformand Lars Werge raser over forløbet:
»Torsdag blev dagen, hvor Jim Boumelha skrev sig ind i en kongerække af politikere med en kåbe plettet af antidemokrati, utroværdighed og mangel på gennemsigtighed,« skælder han ud dagen efter.
Omvendt er de nordiske forbund under anklage for at misbruge deres mangeårige magt og potente pengekasser til at forsøge at kontrollere IFJ. En »neoimperialistisk dagsorden«, som en af Jim Boumelhas støtter siger det.
Journalisten i Danmark og Norge har de seneste måneder undersøgt det internationale journalistforbund IFJ, verdens største forbund for mediefolk med medlemmer i 134 lande.
Dansk Journalistforbund alene betaler over en halv million kroner hvert år til IFJ i kontingent. Derudover ligger 10,5 millioner kroner i IFJ’s hjælpekasse i Bruxelles, mange af millionerne doneret af danske DJ-medlemmer i solidaritet med forfulgte kolleger verden over.
Umiddelbart er det en god og ærlig sag, pengene går til:
”IFJ kæmper for at fremme pressefrihed og social retfærdighed internationalt gennem stærke, frie og uafhængige fagforbund for journalister,” skriver IFJ på sin hjemmeside.
Men bag de pæne ord er IFJ i dag en organisation plaget af intern strid og mistillid samt anklager om valgfusk og penge, der angiveligt forsvinder. En lang række kilder fortæller Journalisten, at IFJ de seneste år har haft flere uheldige sager i Østafrika. To svenske kolleger, der sad i fængsel i over et år i Etiopien, har takket flere organisationer for hjælp. Men ikke et ord om IFJ. Det er der en grund til.
De to tyske forbund har sat advokater til at undersøge anklager om valgfusk. Et canadisk journalistforbund har forladt IFJ i vrede i juli, og Uruguay fulgte i september. Norge beslutter sidst i oktober, om de også skal melde sig ud.
»IFJ er præget af en rodet organisation og manglende adgang til dokumenter og regnskaber. Der er kommet en gift ind i organisationen, og der er megen mistillid mellem personer og lande.«
Thomas Spence, formand for det norske journalistforbund
For at forstå omfanget af krisen i IFJ, skal vi tilbage i tiden – til 2007. Ganske paradoksalt var udgangspunktet også dengang et præsidentvalg med Jim Boumelha i hovedrollen. Det var dengang, han blev valgt. Med stærk støtte fra Norden.
Kongemagerne
MOSKVA fredag 1. juni 2007. Alverdens journalister står til at få en nordjysk præsident. Søren Wormslev er journalist ved Nordjyske og har i ni år siddet i den øverste ledelse i IFJ. Nu er hans tur kommet. Den siddende australske præsident Christopher Warrens tid er ovre. Der skal nye kræfter til, og Søren Wormslev har bred støtte.
Men bare tre måneder før valget må Søren Wormslev trække sig af personlige årsager.
Det skaber panikstemning blandt de nordiske forbund. De er vant til at have stor magt i IFJ og arbejder tæt sammen for at sikre sig den indflydelse, som de føler følger med deres høje indbetalinger.
[[nid:29575]]
Det er afgørende for Norden at få valgt en europæer. En britisk-marokkansk kandidat kommer i spil: Jim Boumelha.
»Det var både min og de andre nordiske forbunds opfattelse, at Jim var en god formandskandidat,« siger Søren Wormslev i dag. Han kender i 2007 Jim Boumelha godt fra arbejdet i IFJ, hvor briten er kasserer.
Jim Boumelha og den nordiske delegation er blandt andet enige om, at IFJ’s præsident skal styrkes. Organisationen har fået mange flere medlemslande efter Murens fald, og i de år har generalsekretæren fået meget magt. Til gengæld er præsidenten ikke ret stærk.
De nordiske lande udspørger Jim Boumelha ad flere omgange, inden de vælger at støtte ham.
»Vurderingen var, at han var den bedste kandidat på det tidspunkt. Han blev udfrittet om sin holdning til en række ting, og han gav de svar, man gerne ville høre,« fortæller Wormslev.
Andre lande advarer mod Jim Boumelha. Nogle mener, han er konfliktsøgende, og især USA og Israel er utrygge ved hans propalæstinensiske holdninger. Det lægger Norden ikke stor vægt på.
Den nordiske kampagne bliver afgørende. Den australske formand fornemmer nederlaget og genopstiller ikke. Jim Boumelha vælges uden modkandidat.
DJ’s formand, Mogens Blicher Bjerregård, leder den danske delegation i Moskva.
»Jeg mærkede en klar utilfredshed fra Australien og Nordamerika. Det tændte en advarselslampe hos mig, men da var beslutningen jo truffet. Jeg tænkte, at det måtte jeg være opmærksom på fremover, men omfanget opdagede jeg ikke på det tidspunkt,« siger han.
»Vi stemte på ham, og det var en stor fejl,« siger Elin Floberghagen, tidligere formand for Norges journalistforbund.
Mogens Blicher Bjerregård forklarer, at støtten til Boumelha ikke var gennemtænkt nok.
»Den var nok ikke velovervejet nok, det kan vi se i dag. Vi fik ham anbefalet og havde indtryk af, at han kunne løfte opgaven. Det er ingen hemmelighed, at det valg har skuffet mig. Men det er en beslutning, jeg tager medansvar for.«
Det ligner en sejr for Norden. Deres mand bliver valgt som præsident, og de kommende år skal det lykkes ham og de øvrige folkevalgte at få mere magt. Magt, som flyttes fra generalsekretæren og de ansatte.
Samtidig opbygger Jim Boumelha ikke mindst alliancer med små og ressourcefattige forbund. Kritikerne mener, han sikrer sig selv politisk ved at love andre forbund indflydelse. Selv fremhæver han, at han udbreder demokratiet i IFJ til nye medlemslande.
»I dag fylder præsidenten mere end nogensinde før. Jeg siger ikke, at det, der er sket med IFJ, er det, de nordiske lande ønskede, men vi støttede faktisk, at der skete en ændring i balancen,« siger Søren Wormslev.
Elin Floberghagen bekræfter, at Norden ønskede en mere markant præsident:
»Der var en frustration over, at præsidenten var for lidt til stede. Det mærkede vi især med den australske præsident. Præsidentstillingen var – og er fortsat – et ulønnet hverv. Vi ønskede en mere tilstedeværende præsident, som kunne samarbejde tæt med generalsekretæren i Bruxelles og dermed give IFJ en god ledelse. Men vi havde intet ønske om en meget politisk præsident.«
Mytteri
BRUXELLES torsdag 11. marts 2010. Generalsekretær i IFJ Aidan White har modtaget en klage over Jim Boumelha:
”Mobbet og truet de ansatte”, "fremsat falske og gentagne anklager om, at de ansatte bevidst forsøger at underminere ham”, ”har råbt ordrer til ansatte, imens han svinger fingeren i ansigtet på dem og bagefter siger, at de må vænne sig til at blive råbt ad i IFJ”.
Linjerne er fra et internt brev, som de ansatte i IFJ’s sekretariat i Bruxelles har sendt til Aidan White, som er den øverste administrative chef. I brevet lyder det, at alle ansatte støtter op om klagen over Jim Boumelha.
”De seneste tre år har givet os massevis af eksempler, som vi er klar til at fremlægge offentligt,” lyder det.
»Jeg tog brevet meget alvorligt. Jeg havde modtaget konstante klager fra de ansatte, som kom til mig igen og igen og fortalte, at Jim overfusede dem. Nu havde de fået nok,« siger Aidan White i dag.
»Jeg tog brevet meget alvorligt. Jeg havde modtaget konstante klager fra de ansatte, som kom til mig igen og igen og fortalte, at Jim overfusede dem. Nu havde de fået nok.«
Aidan White, daværende generalsekretær i IFJ gennem 22 år
Aidan White har været generalsekretær siden 1987 og er måske den person, der har præget IFJ mest. Han nyder respekt for sit arbejde med at bygge IFJ op som organisation. Efter Murens fald er det i høj grad Aidan White, der har rejst rundt og bundet IFJ sammen med den tidligere Sovjet-pendant.
»Han har en meget stor del af æren for, at IFJ er blevet, hvad det er,« som Søren Wormslev siger.
Generalsekretær Aidan White rager hurtigt uklar med præsident Jim Boumelha. (Foto: AP/Scanpix)
Men Jim Boumelha vil flytte magt fra Aidan White og sekretariatet til sig selv og de andre politisk valgte – som blandt andet Norden har ønsket. Aidan White og Jim Boumelha kender hinanden fra det britiske journalistforbund, hvor de har haft et fint samarbejde. Men der går ikke længe, efter Boumelha tiltræder, før de to rager uklar.
De ansatte føler, at de er kommet i klemme i en personlig magtkamp, der blandt andet byder på flere verbale sammenstød mellem de to engagerede briter.
”Der er en åbenbar magtkamp om, hvem der skal lede sekretariatets dag-til-dag-opgaver. Det er en reel magtkamp, som IFJ’s hovedbestyrelse må løse. Men det er uacceptabelt, at præsidenten vil blande de ansatte direkte ind i den magtkamp,” skriver de ansatte i klagebrevet.
De klager blandt andet over, at præsidenten blander sig i den daglige drift, hvilket plejer at være overladt til generalsekretæren.
»De ansatte bad mig om hjælp, og jeg måtte sige, at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Mit forhold til Jim var på det tidspunkt dårligt, så det var svært for mig at vende det med ham,« fortæller Aidan White.
Jim Boumelha afviser i dag, at der var et alvorligt problem i hans forhold til de ansatte.
“Der var en form for klage, men der kom aldrig noget ud af den. Det var ingen formel klage og der var ingen beviser, der støttede påstandene.”
Konflikten mellem Aidan White og Jim Boumelha tilspidser, da Boumelha og den politiske ledelse nogle måneder efter klagebrevet foreslår en række ændringer i Whites kontrakt, så han blandt andet ikke længere kan ansætte regionalchefer uden politisk tilladelse. Aidan White mener ikke, han kan udføre sit arbejde, hvis indskrænkningerne vedtages.
Men havde Boumelha ikke et demokratisk argument for at fjerne magt fra dig, som var ansat, til de folkevalgte?
»Jo, helt bestemt. De har ret til at ændre i organisationen, men det bør foregå for åbent tæppe. De har formået at ændre måden, IFJ fungerer på, uden at lægge det frem for en kongres og få det vedtaget. De har på intet tidspunkt bedt medlemmerne om et klart mandat til for eksempel at stække generalsekretæren eller lægge mere politisk kontrol over sekretariatet,« siger Aidan White.
Sort-hvidt
CADIZ fredag 28. maj 2010. Præsident Jim Boumelha siger i dag, at klagen fra medarbejderne er et ”forsøg på at kaste skidt på mig forud for IFJ-kongressen i 2010”.
Sikkert er det, at især de nordiske lande er blevet bekymrede over præsidentens måde at forvalte den magt, de har været med til at sikre ham. Der må gøres noget på kongressen i Cadiz.
Op til kongressen har der været grimme sammenstød mellem Aidan White og Jim Boumelha, og samtidig begynder der at komme kold luft mellem Mogens Blicher Bjerregård og Jim Boumelha.
DJ’s næstformand, Lars Werge, var dengang menigt medlem af DJ’s hovedbestyrelse.
»Den kongres har vi talt meget om, både før og efter. Mogens rejste ned med en dansk delegation. Nu skulle der ryddes op, husker jeg. Men de var som pryglede hunde, da de kom hjem. Det gjorde indtryk på mig som relativt nyt hovedbestyrelsesmedlem.«
»Mogens rejste ned med en dansk delegation. Nu skulle der ryddes op, husker jeg. Men de var som pryglede hunde, da de kom hjem. Det gjorde indtryk på mig som relativt nyt hovedbestyrelsesmedlem.«
Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund
De nordiske lande er nemlig ikke de eneste, der har forberedt sig inden kongressen. Jim Boumelha ønsker ikke kun at styrke præsidentens rolle, han ønsker også at forskubbe balancen mellem de rige og de fattige lande i IFJ, så magten bliver spredt mere fra Europa til hele verden.
Som Boumelha senere skriver i et brev til sit britiske forbund i 2012:
“IFJ er i færd med at skifte balancepunkt fra at være en eurocentrisk organisation til at blive en ægte global stemme for journalister, hvor alle regioner deltager og har ligeværdig adgang.”
Den daværende norske forbundsformand, Elin Floberghagen, mener, at Boumelha i Cadiz sår splid i IFJ på grund af den måde, han italesætter den plan.
»Der blev skabt en fiktiv skillelinje mellem rige og fattige lande. Det skel er der ikke i virkeligheden,« siger Elin Floberghagen.
Magtbalancen tipper i Cadiz. Det rige Norden mister magt, og hovedbestyrelsen får en række nye medlemmer, der støtter Jim Boumelha. For første gang i 20 år mister det danske forbund sin plads i ledelsen. Svenskerne ryger også ud.
Mogens Blicher Bjerregård er efter kongressen “frustreret” over, at kongressen var “kaotisk” og “bagudskuende”, som han siger til Journalisten.
Den daværende svenske formand, Agneta Lindblom Hulthén, skriver på sin blog, at “visse deltagere på den her kongres ter sig som fodboldhooligans”.
Norske Eva Stabell er Nordens mest erfarne IFJ-politiker og den eneste skandinav, der formår at blive genvalgt i Cadiz. Hun kalder kongressen “et velorganiseret kup” fra Jim Boumelhas side. Selv ender hun nu i et fasttømret mindretal på 3 mod 18 i IFJ’s hovedbestyrelse, når vigtige beslutninger skal træffes.
Boumelha repræsenterer en ny ideologisk linje i IFJ’s 87 år lange historie. Med en fortid som politisk aktivist og fagforeningsmand i en årrække understreger han igen og igen, at IFJ må vise hensyn til alle medlemmer – ikke kun de rige.
“Det spiller ingen rolle, hvilken del af verden, du kommer fra, hvad din politiske holdning er, eller hvilken personlighed du har. Vi er i samme båd. Vi samarbejder og prøver at bevæge os fremad til fordel for alle,” siger han til Journalisten.
Jim Boumelha tilføjer, at IFJ ikke er som FN. IFJ har intet sikkerhedsråd, som består af de mest magtfulde og kan blokere, at andre får en bid af kagen.
“Vores stemmesystem er balanceret på en måde, så store og stærke organisationer ikke tager alle stemmerne. Også små forbund bliver hørt. Der er måske nogen, som er uenige i det system og mener, at man skal have indflydelse efter sin styrke, og hvor mange penge man betaler.”
Oplever du, at det er det, de nordiske forbund er ude efter?
“Jeg siger ikke, at de udtrykker det åbent, eller at de vil tvinge det igennem. Men jeg tror, det spillede en stor rolle for folks indstilling i forbindelse med valget af ledelse. Nogen savnede den balance,” siger Jim Boumelha.
Norden taber slaget i Cadiz. Boumelha og hans støtter sætter sig tungt på magten, og forholdet til Aidan White bliver værre og værre. Den 31. marts 2011 forlader White kontoret i Bruxelles for sidste gang, efter 24 år. Det ender i et uskønt forløb med bitre ordvekslinger og advokattrusler mellem White og den organisation, han i høj grad selv har skabt.
Mistanke
En ting er striden om personer og politik, noget andet handler om penge. Efter Jim Boumelha bliver valgt i 2007, begynder de nordiske lande at blive bekymrede over, om deres millioner bliver brugt forsvarligt. Det bunder blandt andet i advarsler fra Aidan White om, at der ikke er ordentligt styr på sagerne i Østafrika. Herfra får IFJ’s hovedbestyrelse flere klager i løbet af årene.
I en konkret klage til hovedbestyrelsen anmelder en tidligere medarbejder i det somaliske journalistforbund for eksempel, at navngivne personer i nød ikke har fået de penge fra IFJ’s hjælpekasse, som de skulle have haft. Han beskylder samtidig en af IFJ’s mest magtfulde mænd i Afrika for at være involveret: Omar Faruk Osman. Osman sidderpå dette tidspunkt i IFJ’s hovedbestyrelse, er præsident i Federation of African Journalists, FAJ, og generalsekretær i både det somaliske journalistforbund, det østafrikanske forbund samt somalisk LO.
Han er også en af Jim Boumelhas mest loyale støtter.
Omar Faruk Osman afviser kritikken, men hverken generalsekretær Aidan White eller Norges Eva Stabell er tilfredse med, hvordan Jim Boumelha håndterer klagen. Præsidenten undersøger sagen og melder tilbage til hovedbestyrelsen, at der ikke er dokumentation for problematiske forhold.
»Jim Boumelha var vred og irriteret over, at nogen kunne tage beskyldningerne mod Omar, IFJ’s eget bestyrelsesmedlem, alvorligt,« siger Eva Stabell i dag.
»Jim var en nær ven af Omar og forsøgte altid at beskytte ham,« siger Aidan White.
I dag fastholder Jim Boumelha, at det var unødvendigt at gå grundigere til værks:
“Klagen blev håndteret på bedst mulig vis, omstændighederne taget i betragtning – beskyldningerne var svage, og der var ingen beviser,” siger han.
Jim Boumelha henviser samtidig til, at der var borgerkrig i Somalia, så det ville være farligt at sende folk ned for at undersøge sagen nærmere. Ifølge International News Safety Institute er Somalia verdens fjerdefarligste land for journalister.
Osman Faruk Osman forbliver IFJ’s mest centrale figur i Østafrika. Men han får en mindre heldig hovedrolle senere.
Kolde penge
NYBORG torsdag 14. april 2011. De danske DJ-medlemmer har troligt doneret flere hundrede tusind kroner hvert år til at hjælpe udsatte kolleger rundt i verden. Til klapsalver går repræsentanter for grupper og foreninger på talerstolen og proklamerer de store beløb på de faglige stormøder. Pengene er i årevis gået til IFJ’s såkaldte safety-fond, og danskerne er blandt verdens største donorer.
Men på delegeretmødet i Nyborg er tonen ikke, som den plejer. Formand Mogens Blicher Bjerregård forklarer medlemmerne, at han og DJ’s politiske ledelse vil smække hjælpekassen i.
»Det er betroede midler, der skal administreres på en måde, så vi kan se medlemmerne i øjnene,« lød det fra Mogens Blicher Bjerregård kort før mødet.
Han er utryg ved to ting: Der er blevet brugt alt for få penge fra fonden. I 2011 ligger der over 11 millioner kroner i kassen i Bruxelles. Og Blicher Bjerregård stoler ikke på, at pengene bliver brugt ordentligt.
Samtidig truer Norge med at gøre det samme og fastfryse deres bidrag. I Norge er det fast 1 procent af medlemmernes kontingent. Tilsammen står DJ og NJ for langt de fleste af støttekronerne til safety-fonden.
Jim Boumelha er bekymret og skriver et åbent brev til DJ-medlemmerne.
"Jeg opfordrer jer til at undgå at træffe en beslutning nu, som kunne have negative konsekvenser for journalister i nød og deres familier, og i stedet vente, indtil vi mødes med jeres ledere og finder en fremadrettet løsning," lyder det.
Men medlemmerne reagerer ikke, som Jim Boumelha har håbet. Tværtimod stemmer de ikke bare for at fryse støtten, de giver også DJ’s daglige ledelse mandat til helt at trække sig ud af IFJ, hvis det er nødvendigt.
Utrygheden har spredt sig. Den danske formand vinder fra talerstolen fuld opbakning i sin kritik af IFJ. Også det norske forbund lukker ned for bidrag til safety-fonden.
Men kritiske røster i IFJ mener, at der er tale om ren hævn fra både Danmark og Norge. Fordi Norden har tabt en magtkamp – og Bjerregård har mistet sin plads i toppen – bruger de deres bugnende pengekasser til at presse demokratiet. Det afviser Mogens Blicher Bjerregård.
Du røg ud af IFJ’s ledelse, og umiddelbart efter trak DJ sine penge ud af fonden. Nogle mener, der er tale om hævn, fordi DJ mistede sin plads i toppen. Kan du forstå det?
»Det er helt reelt at spørge om. Men hvis bare vi kun havde mistet en plads, havde det været en anden sag. Det handlede om meget mere: Utryghed, en ny barsk tone, mangel på samarbejde. Hvis det bare var, fordi vi mistede en plads, ville det være noget pjat.«
Hvorfor kom du i tvivl om, om pengene blev brugt rigtigt?
»Jeg vil nøjes med at sige, at vi fik nogle meget usikre tilbagemeldinger på, hvordan pengene blev brugt. Jeg har selv siddet som kasserer, og jeg var i tvivl om, om de penge blev brugt forsvarligt. Mere vil jeg ikke sige om det.«
»Vi fik nogle meget usikre tilbagemeldinger på, hvordan pengene blev brugt. Jeg har selv siddet som kasserer, og jeg var i tvivl om, om de penge blev brugt forsvarligt. Mere vil jeg ikke sige om det.«
Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund
Risiko
MOGADISHU tirsdag 24. juli 2012. Kritikken mod Jim Boumelhas allierede Omar Faruk Osman tager til fra flere sider. Denne tirsdag lander en hemmeligstemplet rapport fra FN’s særlige afdeling for Risk Management på bordet hos udvalgte FN-kontorer.
Rapporten er en såkaldt risikovurdering og har én klar konklusion: FN bør undgå alt samarbejde med Omar Faruk Osman.
I den otte siders interne rapport, som Journalisten er i besiddelse af, gennemgår FN en række alvorlige anklager rettet mod Omar Faruk Osman. Undersøgelsen kommer efter en fortrolig indberetning indefra om, at han “har opført sig irrationelt og har gjort både journalister og donorer vrede ved at fremture med chikane og mobning”.
Rapporten rummer i punktform en række konkrete beskyldninger samt eksempler og dokumentation.
Blandt andet lyder det, at Omar Faruk Osman kan have svindlet med underskrifterne, da han stiftede en udbrydergruppe af det somaliske journalistforbund.
“En gennemgang af skrivestilen, som inkluderer en sammenligning af kurver, skråstilling, størrelse og hældning samt mellemrum mellem bogstaverne, sandsynliggør, at en række underskrifter er udtryk for vildledning/svindel,” lyder det i rapporten. FN bringer i rapporten udvalgte underskrifter, der minder om hinanden:
Samtidig har FN ifølge rapporten underskrevne udtalelser fra flere af dem, hvis navn står på listen – som afviser at have skrevet under.
I rapporten lyder det også, at den hollandske organisation PressNow har stoppet samarbejdet med Omar Faruk Osmans forbund efter en episode med ham. Han skulle tilbagebetale 37.000 euro til PressNow, men processen blev trukket i langdrag. Det tog ifølge rapporten et helt år, før pengene blev betalt.
PressNow er i dag en del af Free Press Unlimited, en stor hjælpeorganisation baseret i Holland med aktiviteter i over 40 lande. Fra Amsterdam bekræfter kommunikationsansvarlig Else Lenselink over for Journalisten indholdet i FN-rapporten.
»Beskrivelsen af forløbet er korrekt, beløbet er korrekt, og den pågældende person er korrekt,« siger hun.
Else Lenselink bekræfter også, at Free Press Unlimited ikke længere samarbejder med det somaliske forbund, som Omar Faruk Osman står bag.
FN-rapporten opruller en række andre anklager, blandt andet at Omar Faruk Osman har brudt en kontraktlig aftale med et andet FN-organ, samt at han skulle have bragt en drabstruet kollega i fare ved at publicere fotos af ham på det somaliske forbunds hjemmeside.
FN skriver også, at de har set en arrestordre på Omar Faruk Osman, ligesom en rapport fra det somaliske journalistforbund i 2011 beskylder ham for uordentlig omgang med midler.
FN's risikorapport slutter med en direkte advarsel mod Omar Faruk Osman.
“Det vurderes som næsten sikkert, at Osman vil skade FN’s ry, hvis der samarbejdes yderligere med ham,” lyder det blandt andet. FN vurderer det som “muligt”, at penge vil blive misbrugt, hvis de kommer i hænderne på Osman.
»Det vurderes som næsten sikkert, at Osman vil skade FN's ry, hvis der samarbejdes yderligere med ham.«
FN's risikoenhed i Somalia i en hemmeligstemplet rapport om Omar Faruk Osman, en af IFJ's centrale figurer i Østafrika
Da Journalisten konfronterer Omar Faruk Osman med den kritiske FN-rapport, kontakter han som det første FN’s Risk Management-afdeling i Somalia, der har skrevet den. I en mail beskylder han dem for “karaktermord” og henviser til, at nordiske journalister nu har fået fat i rapporten.
Lederen af FN-afdelingen Mathew Leslie svarer både til Osman og til Journalisten. Han beklager, at rapporten er blevet lækket til Journalisten og oplyser, at der er taget skridt for at undgå flere lækager.
“Rapporten er klassificeret som hemmelig og blev skrevet som et internt dokument til FN samt udvalgte andre modtagere. Intentionen var på ingen måde at sprede rapporten yderligere, da den omhandler en specifik vurdering af konstaterede risici, som Hr. Osman udgør for FN,” lyder det.
Journalisten opfordres til at destruere dokumentet.
I forhold til de falske underskrifter henviser Omar Faruk Osman til, at andre var ansvarlige for at indsamle dem. Selv har han kun offentliggjort dem, oplyser han til Journalisten.
“Jeg har aldrig forfalsket nogen underskrifter. Den løgn er fremsat for at rejse tvivl om min integritet blandt de medlemmer, som skrev under.”
Omar Faruk Osman afviser også at have bragt liv i fare. Det samme gælder anklagen om uordentlig omgang med betroede midler.
“Alle tilskud er blevet givet til forbundet og gjort ordentligt rede for og håndteret i forbundets officielle system. Der er ikke et eneste bevis på, at jeg har været ansvarlig for misbrug eller ikke har grebet ind over for det,” skriver han.
Osman beskylder norske Eva Stabell og de nordiske forbund for nykolonialisme, hvilket EAJA også gjorde i et brev til NJ i 2012. Han mener, de nordiske landes store bekymring for, om han forvalter penge ordentligt, er udtryk for en “neoimperialistisk dagsorden”, fordi han ikke “underkaster sig”.
Og Jim Boumelha bakker sin allierede op:
“Hvis han faktisk var skyldig i noget, hvor er så beviserne, og hvorfor er han ikke i fængsel?”
Omar Faruk Osman og Jim Boumelha mener begge, at FN-rapporten er en slags tak for sidst. De fortæller, at Osmans forbund udarbejdede en kritisk rapport om arbejdsforholdene ved den somaliske radiostation Radio Bar Kulant. Stationen blev drevet med midler fra FN.
“Radio Bar Kulant reagerede ved at forsøge at underminere det somaliske forbund og dets ledere. FN-rapporten blev besmudset med falske og grundløse påstande og var ikke baseret på objektive analyser,” skriver Boumelha i en mail til Journalisten.
Efter de mange anklager mod Omar Faruk Osman er hans magt smuldret. I april mistede han posten som generalsekretær i det afrikanske storforbund. I juli røg han ud af IFJ’s hovedbestyrelse, og den 30. september blev han væltet som generalsekretær i somalisk LO. Ifølge en pressemeddelelse fra organisationen selv blev han afsat efter beskyldninger om uetisk opførsel, trusler og negativ rygtespredning. Han er dog stadig generalsekretær i EAJA.
Hidtil har DJ været meget lukket om, hvad der reelt lå til grund for den nye mistroiske tone op til delegeretmødet i 2011, hvor formanden fik opbakning til at fryse støtten til IFJ.
Men forelagt episoderne fra Afrika, som Journalisten nu kan afsløre, erkender Mogens Blicher Bjerregård, at de har påvirket hans og Nordens tillid til, hvordan pengene blev brugt. Han er dog stadig yderst fåmælt om sagerne.
Har de sager, IFJ har haft i Afrika, haft indflydelse på, at du ikke har haft tiltro til, at Safety-midlerne bliver brugt ordentligt?
»Det er en kombination af mange ting.«
Men er sagerne i Afrika en af de ting?
»Ja, det er det, men jeg vil ikke nærmere ind i det.«
Falske journalister?
ADDIS ABEBA en tirsdag i januar 2012. Stridighederne i IFJ handler ikke kun om politik og penge – men også om, hvorvidt IFJ kan løse sine kerneopgaver ordentligt. Ifølge en række kilder har IFJ’s troværdighed lidt et alvorligt knæk de seneste år.
Én sag er der flere, der nævner. Det handler om de to svenske kolleger, journalist Martin Schibbye og fotograf Johan Persson, der endte med at sidde fængslet i 438 dage i Etiopien.
En tirsdag i januar sidder de i fængslet i Addis Abeba, da de pludselig ser sig selv på tv i en trailer, der lover at “afsløre sandheden om de to svenske terrorister”.
Det skriver Schibbye og Persson i deres bog “438 dagar”, der udkom i Sverige i september 2013.
Men dokumentarfilmen, der trailes for, er ren propaganda, mener de to svenskere. De er blevet tvunget ud i ørkenen, iført kostumer og har fået udleveret våben. Herefter bliver de filmet og får at vide, hvad de skal gøre. De køres blandt andet ud til et lig af en mand, som de skal filmes ved. Svenskerne føler sig anbragt i en kulisse, der skal dokumentere, at de er terrorister.
Optagelserne genudsendes tre gange dagligt på etiopisk stats-tv og bruges som bevis mod svenskerne i retten.
Men hvad der ikke står i bogen er, at flere af de ”journalister”, der står bag propaganda-filmen, viser pressekort med IFJ’s logo på. Det skriver Martin Schibbye og Johan Persson i et brev til IFJ, som de sender umiddelbart efter, at de er blevet frikendt.
“Det er forvirrende, og efter vores mening ret problematisk, at mange af dem tilsyneladende har et pressekort med IFJ’s logo,” lyder det i brevet.
De to journalister undrer sig i brevet også over en episode, hvor IFJ besøger dem i fængslet. Den IFJ-repræsentant, som fører ordet, præsenterer sig som ansat ved etiopisk stats-tv og viser et IFJ-pressekort, skriver de:
“Vi havde ikke lyst til at deltage i noget interview med dem, da IFJ’s repræsentant var ansat ved samme tv-station, hvis ansatte tidligere havde truet med at slå os ihjel, optaget og sendt en propaganda-film om os.”
Den anden IFJ-repræsentant, der besøger svenskerne i fængslet, er Omar Faruk Osman, lyder det i brevet. Det bekræfter han selv.
Det er en kerneopgave for IFJ at hjælpe fængslede journalister. Derfor betragtes sagen med alvor, da de to løsladte kollegers klage lander i IFJ’s hovedbestyrelse. Det er en virkelig skidt sag, hvis det IFJ, der ikke mindst for nordiske midler skal hjælpe nødstedte journalister, har udstedt pressekort til falske journalister, der har fabrikeret beviser mod svenskerne.
Jim Boumelha og Omar Faruk Osman svarer på kritikken i to skriftlige svar. I sit svar skriver Omar Faruk Osman, at svenskernes forklaring er forkert. Den kollega, han besøgte fængslet med, arbejdede ikke for stats-tv, lyder det.
“Formålet med besøget var (…) at indgyde dem håb og løfte deres moral, så de ikke kun følte, at deres regering, forbund og familie stod bag dem, men også deres kolleger i regionen,” skriver Osman.
Jim Boumelha understreger, at det ikke er IFJ, der giver pressekortene til de enkelte journalister.
“IFJ udsteder ikke pressekort direkte til journalister, men vi udsteder dem bunkevis til vores samarbejdspartnere. De har etableret fornuftige procedurer for at uddele kortene til medlemmer, som arbejder med nyhedsindsamling,” skriver Jim Boumelha.
Martin Schibbye ønsker ikke at tilføje yderligere over for Journalisten, da han er midt i udgivelsen af den nye bog. Men det er værd at bide mærke i en detalje, når man læser den: De to svenskere roser i bogen både Amnesty International, Committee to Protect Journalists og det svenske forbund. IFJ nævner de ikke med et ord.
Kuppet, der slog fejl
DUBLIN torsdag 6. juni 2013. Tilbage til kongressen i Dublin, hvor de nordiske forbund har planlagt at kuppe præsidenten. Men russerne springer fra i sidste øjeblik, og der er fem stemmer mere, end der er delegerede.
Journalisten har plottet de famøse "Gang of Twelve"-lande, der udgør kernen af Boumelhas kritikere, ind på et kort. Her kan du klikke på de 12 lande og læse et par linjer om dem.
Hele kongressen ender i kaos, og to forbund udvandrer. Det ene, tyske Deutsche Journalisten Verband, ser kongressen som dråben, der får bægeret til at flyde over. Deres kritik handler om, at IFJ er blevet en lukket organisation. I 2010 mister tyskerne – ligesom danskerne og svenskerne – deres plads i hovedbestyrelsen. Siden har de ikke fået regnskaber for IFJ.
“Siden kongressen i 2010 er der ikke sendt et eneste referat ud til medlemsorganisationerne fra IFJ’s arbejdsudvalg eller hovedbestyrelse. Det er af helt åbenlyse årsager uacceptabelt (…) Det er vanskeligt at forstå, at IFJ driver lobbyvirksomhed for adgang til dokumenter i Europa og andre steder, samtidig med at organisationen praktiserer et udemokratisk hemmelighedskræmmeri over for sine medlemsforbund,” skriver de i et brev et halvt år før kongressen i Dublin i 2013.
»Det er vanskeligt at forstå, at IFJ driver lobbyvirksomhed for adgang til dokumenter i Europa og andre steder, samtidig med at organisationen praktiserer et udemokratisk hemmelighedskræmmeri over for sine medlemsforbund.«
Det tyske journalistforbund DJV i et klagebrev
I brevet truer de med at standse deres indbetalinger til IFJ og involvere advokater for at få adgang til den information, de mangler.
Men da der viser sig at være afgivet flere stemmer, end der er delegerede på kongressen, protesterer det tyske forbund højlydt og forlader salen. Det samme gør et canadisk forbund, som i dag har meldt sig ud.
Ikke bare fejler Nordens kupforsøg, de nordiske lande lider endnu et sviende nederlag. Efter præsidentens kontroversielle genvalg skal der vælges ny hovedbestyrelse. Det sidste nordiske medlem – norske Eva Stabell – ryger ud.
Der er skuffelse og vrede hos de nordiske lande. Ud over at de har mistanke om valgfusk, hører Eva Stabell, at russerne har skiftet side på grund af en studehandel med Jim Boumelha. Hun hævder, at russerne er blevet lovet penge til et nyt regionalkontor i Moskva. Men Boumelha afviser.
Journalisten har kontaktet to centrale personer i det russiske forbund for at høre, hvorfor de skiftede side. Den russiske formand, Vsevelod Bogdanov, er aldrig vendt tilbage. Næstformand Nadezha Azhgikhina fortæller kun, at hun er ked af den konflikt, der er opstået. Hun vil ikke fortælle, hvorfor russerne forlod ”Gang of Twelve”.
Journalisten har også bedt Jim Boumelha svare på kritikken fra tyskerne af, at IFJ er plaget af lukkethed. Hertil svarer præsidenten, at forbundet vil arbejde på at blive mere åbent. I oktober vil IFJ lancere en ny hjemmeside, hvor medlemmer kan finde referater fra de ledende organer, lover han. Samtidig afviser han, at IFJ er lukket.
“Jeg er ikke enig i kritikken. Efter min mening er IFJ en meget åben medlemsorganisation. Men der er selvsagt nogle huller, når det handler om at gøre alt materialet tilgængeligt for 180 medlemsforbund verden over. Det er en vanskelig udfordring,” siger Boumelha.
Det er værd at notere, at Jim Boumelha med sit flertal i dag også har mange støtter. En af de varmeste fortalere for ham er den franske journalist Olivier Da Lage, mangeårigt medlem af IFJ’s hovedbestyrelse. Han skrev efter den kontroversielle Dublin-kongres i et blogindlæg et revsende opgør med de rige journalistforbund, som han mener forsøger at generobre den tabte magt:
“Et mindretal af fagforeninger, hovedsagelig fra europæiske og nordiske lande, med betydelige økonomiske midler, følte åbenbart, at de alene havde ret til at definere IFJ’s strategi. Mange andre forbund, særligt i Afrika, Latinamerika og Sydeuropa, så tingene anderledes. Men nogen af disse foreninger er også afhængige af støtte fra organisationer eller nordiske fagforeninger for at kunne drive deres aktiviteter. Og vi så, som et engelsk ordsprog siger, at “there is no such thing as a free lunch”.”
Journalisten har spurgt Jim Boumelha, om kampagnen mod ham også handler om, at modstanderne er "dårlige tabere". Du kan se ham svare i videoen herunder:
Intervju med Jim Boumelha 1 from Fagbladet Journalisten on Vimeo.
Krig og fred
ARLANDA mandag 9. september 2013. Efter nederlaget i Dublin mødes en række af de forbund, der ønsker at gøre oprør mod Jim Boumelha, på et hotel i Stockholms lufthavn Arlanda.
Den norske formand, Thomas Spence, siger, at målet med mødet er at diskutere, om det overhovedet giver mening at være i IFJ.
»De kritiske stemmer i IFJ er blevet presset ud. Præsidenten mangler legitimitet, og organisationen lider af demokratisk underskud og magtpolitisk arrogance. Spørgsmålet er, om vi ønsker at være med til det,« siger han.
Efter mødet beskriver Thomas Spence det som en mulighed for at »samle ammunition«. For blot to dage senere har de nordiske lande et andet møde: For første gang nogensinde skal de møde Jim Boumelha alene. Han har hidtil afvist at møde fraktioner, men i den svenske idylby Sigtuna får Norden chancen for at sige alt, hvad de mener er gået galt de seneste seks år.
Thomas Spence, den norske formand, er blandt de skarpeste kritikere af IFJ's linje og præsident Jim Boumelha. (Foto: Birgit Dannenberg)
SIGTUNA onsdag 11. september 2013. Jim Boumelha ankommer med bus til Sveriges ældste by, Sigtuna. Den tidligere hovedstad ligger i smukke bakkede omgivelser, og det hotel, hvor Norden og præsidenten skal møde hinanden, er kun et stenkast fra Sveriges tredjestørste indsø. Ren idyl.
Norden er mødt talrigt op, for eksempel stiller DJ med fire mand. Mødet varer tre timer, og ifølge en række af deltagerne går det ikke stille for sig. Punkt efter punkt, kritik efter kritik, og forsvar efter forsvar, time efter time.
Det er sigende for det iskolde forhold mellem Norden og Boumelha, at den svenske vært – formand Jonas Nordling – måler succesen på, at ingen blev angrebet personligt.
»Det var som et gennemsnitligt redaktionsmøde. Der blev sagt ting med stærke følelser, men der kom ingen direkte personangreb,« siger han til Journalisten umiddelbart efter mødet.
DJ’s næstformand, Lars Werge, sammenfatter sit møde med præsidenten:
»Jeg tror stort set det eneste, jeg sagde til Jim Boumelha i Sigtuna, var: »Nu er vi her, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at din linje ikke fortsætter«.«
Norske Thomas Spence er fortsat på krigsstien. Han siger til Journalisten i Sigtuna, at »IFJ er en splittet forening i dyb krise«.
Jim Boumelha er uenig i, at IFJ er splittet eller i krise. Tværtimod mener præsidenten, at det er sundt med intern diskussion i et fagforbund, også selv om bølgerne går højt.
»Jeg har været aktiv i fagforeninger i hele mit liv. De er meget demokratiske organisationer, og der er altid nogle ting, som alle ikke er lige glade for. Hvis man er utilfreds, kan man altid foreslå noget andet og prøve at finde flertal for det,« siger han og tilføjer:
»Men vi skal ikke glemme, at IFJ er en global organisation med 180 medlemsforbund, som alle sammen har forskellige traditioner og kulturer. Der skal være en balance mellem de nordiske og europæiske forbund og så alle de andre.«
»Jeg har været aktiv i fagforeninger i hele mit liv. De er meget demokratiske organisationer, og der er altid nogle ting, som alle ikke er lige glade for. Hvis man er utilfreds, kan man altid foreslå noget andet og prøve at finde flertal for det.«
Jim Boumelha, præsident i IFJ
Den 28. oktober kan blive en afgørende dag. Både for IFJ, for de nordiske oprørere – og især for det norske journalistforbund. Her skal deres ledelse beslutte, om Norge slutter sig til rækken af forbund, der forlader IFJ i protest over de seneste seks år. Og den norske formand, Thomas Spence, er stadig den skarpeste kritiker af IFJ:
»Det vigtigste er at erkende, at IFJ er i krise, og at præsidenten har hovedansvaret for at rydde op. Det gælder områder som valg, åbenhed og information. Jeg er usikker på, om Jim forstod alvoren.«
Revner
I dag er Mogens Blicher Bjerregård mere afdæmpet i sin kritik af Jim Boumelha, end han var for blot et år siden. Han og Thomas Spence taler nærmest som ild og vand, selv om de dybest set er enige. Bjerregård er tidligere i år tiltrådt som ny formand for IFJ’s europæiske gren, EFJ.
Men hvis Norge trækker sig ud af IFJ, vil verdens journalistforbund naturligt vende blikket mod danskerne. Han mener ikke, Danmark skal ud.
»Jeg har aldrig ønsket, at vi trækker os ud. Så mister vi bare indflydelse. Løsningen er at være med til at gøre det internationale samarbejde meningsfyldt og ikke lukke os uden for verden.«
Norske Eva Stabell er enig, selv om hun er en af dem, der er blevet hældt af brættet i IFJ og har tabt i det store magtspil.
»Jeg er klar over, at europæiske forbund ikke er glade for en del ting, men jeg håber alligevel, at ingen forlader IFJ. Hvis de europæiske forbund melder sig ud, vil det skabe en dramatisk situation for andre end dem selv. IFJ er den eneste globale organisation for journalister. Hvis organisationen sprækker, vil det være trist og smertefuldt for journalister i de andre lande,« siger hun.
Trods nederlagene fortryder Mogens Blicher Bjerregård ikke nogen af de beslutninger, han og DJ har truffet de seneste år i IFJ.
»Næ, overhovedet ikke. Vi har deltaget aktivt indtil 2010, hvor det var klart og tydeligt, at vores linje ikke var den, man ønskede at følge. Men vi har gjort, hvad vi skulle, så der er ikke noget, jeg ville gøre anderledes.«
Du fortryder ikke, at I støttede Jim Boumelha i 2007?
»Det nytter ikke noget at rende og fortryde alting. Vi fik ham anbefalet og havde indtryk af, at han kunne løfte opgaven. Det er ingen hemmelighed, at det valg har skuffet mig.«
Mogens Blicher Bjerregård erkender, at IFJ kan ligne et rod af personangreb og fnidder, ikke mindst for de danske medlemmer, der betaler en stor del af gildet.
»Jeg kan godt forstå, hvis medlemmerne synes, vi skal bruge tiden på indhold i stedet for at dyrke konflikter. Bedre kildebeskyttelse, freelanceres vilkår, den slags giver mening. Det vil jeg hellere bruge kræfterne på. Derfor lægger jeg min tid i EFJ, hvor jeg tror, jeg kan gøre en langt større forskel for vores medlemmer.«
I dag er status, at det både lykkedes for Norden at få Jim Boumelha valgt og at flytte magt fra de ansatte til præsidenten og de andre folkevalgte. De sejre har gjort ondt.
I dag kan Søren Wormslev kigge på IFJ udefra. Han mener ikke, konflikten er sort-hvid.
»Det bliver meget hurtigt en diskussion om én person, Jim Boumelha. Jeg tror, det er for forsimplet alene at gøre det til et spørgsmål om, at alt bliver godt, hvis han går af. Det er indiskutabelt, at Jim har flyttet meget af ansvaret fra de ansatte til de folkevalgte. Det tror jeg ikke, man kan lave om ved et snuptag. Og der vil jeg også helt forsigtigt sige, at det faktisk er noget, vi i Norden har ønsket os. At man så kan være uenig i det, han har brugt sin øgede magt til, er en helt anden sag,« sammenfatter Wormslev.
Også DJ’s næstformand, Lars Werge, er klar til at kigge indad på Nordens vegne. Han mener, Norden har været for sure og ukonstruktive på de første nordiske møder og i de korrespondancer, der kørte, lige efter han var blevet valgt som næstformand.
»Der var for meget “åh, hvor er det træls, at vi ingen indflydelse har” og “åh hvor træls, at Aidan White ikke er generalsekretær mere”. Vi sad og var sure for en sikkerheds skyld. Der må vi bare æde den. Vi har tabt en magtkamp, vi har tabt et slag, men vi har ikke tabt krigen,« siger han og tilføjer:
»Svaret er ikke at melde sig ud, men at melde ind. Det er vi nødt til. Og så kan det godt være, at vi skal sluge nogle kameler, men vi er nødt til at ændre tingene.«
Til gengæld er tonen fra Jim Boumelha betydeligt mindre forsonende. Journalisten har været i kontakt med ham flere gange og også mødt ham i Sigtuna. Men i sin seneste e-mail, hvor vi beder ham forholde sig til de ansattes klager over mobning og chikane, samt kritikken af Omar Faruk Osman, kalder han artiklen en ”smædekampagne”.
”Hvis jeres intention er at kaste mudder på mig, vil jeg gøre alt, hvad der er i min magt, inklusive jeres retssale og pressenævn, for at gendrive de udokumenterede, ondsindede anklager, I retter mod mig. Siden I lader til at koncentrere jer om, hvad jeres formænd har fodret jer med, bygger jeg en sagsmappe op med adskillige eksplosive historier, som jeg vil forhandle om med nordiske journalister til sin tid.”
»Siden I lader til at koncentrere jer om, hvad jeres formænd har fodret jer med, bygger jeg en sagsmappe op med adskillige eksplosive historier, som jeg vil forhandle om med nordiske journalister til sin tid.«
Jim Boumelha, præsident i IFJ
[[nid:29577]]
Artiklen er et samarbejde mellem Journalisten i Danmark og Norge.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
The IFJ staff regrets that a confidential letter concerning internal IFJ matters was made available to this publication and that both the former general secretary and the IFj President chose to publicly comment on it. Regrettably, given the serious nature of the allegations made about the letter we feel compelled to make the following comment for the record. The letter was a formal complaint made by the IFJ staff at that time to former General Secretary, Aidan White, based on very serious concerns about the treatment of staff. We reject absolutely the accusation that this letter was an “attempt to throw mud at[ the IFJ President] in advance of the IFJ congress in 2010”. On the contrary, the staff had agreed with the general secretary not to submit this letter to the IFJ executive committee at the time to avoid any misuse of the letter for political purposes ahead of the IFJ congress in Cadiz. Instead the staff agreed to the National Union of Journalists (NUJ)’s offer to mediate a resolution. Sadly, this never took place. While the staff regrets that the issue was never settled as had been proposed, the staff also agreed not to reopen the case following reassurances by the new Administrative Committee that the relationship with the political leadership would improve.
Vi skal blive i det internationale arbejde for at påvirke det i den rigtige retning. – Vi har stor gavn af det europæiske EFJ, som er en regional del af IFJ. Herigennem har vi senest haft mulighed for at kunne påvirke det kommende EU-direktiv om kollektive forvaltningsselskaber. Også EU’s såkaldte High Level Groups anbefalinger af, hvordan pressefrihed og mediernes mangfoldighed kan sikres, skal vi i den grad have indflydelse på. Her har jeg i sidste uge modtaget en invitation fra EU-kommissær Neelie Kroes til et møde om dette emne. – DJ’s solidaritetsarbejde for 70 fængslede tyrkiske kolleger sker også under den hat. Uden for Europa hjælper vi lige nu syriske journalister med internationalt pressekort, hvad vi ikke kunne have gjort uden for IFJ: Det er det meget konkrete arbejde, som jeg er mest optaget af internationalt. Her gør vi en forskel.
Jeg vover lige forsøget igen med et spørgsmål, der plejer at kasse masse af fluffysvar af sig: Hvorfor er det lige, at DJ fortsat er medlem af IFJ???