Magten er hos de studerende – alt for mange praktikpladser

Der er cirka 300 praktikpladser til 250 praktiksøgende studerende. Det vækker glæde hos Danske Mediestuderendes formand

De studerende har magten, når de om få uger går ind til den digitale panikdag.

Ifølge studiekoordinator på DMJX Martin Vestergaard har medie- og kommunikationsarbejdspladserne slået cirka 300 stillinger op, hvor de søger om journaliststuderende og i enkelte tilfælde TV- og Medietilrettelægger-studerende.

De 300 stillinger skal fordeles mellem cirka 250 praktiksøgende. Det tyder på, at mange praktiksteder risikerer at ende uden en praktikant denne gang.

”Det var det, vi havde satset på uden corona. Så det har ikke påvirket opslagene, som man kunne have frygtet for de studerende,” siger Martin Vestergaard.

Fordelingen vækker glæde hos formand for Danske Mediestuderende Mie Hovmark Christensen.

”Det er jo fedt, at der er flere pladser end praktikanter for de studerende. Det giver flere muligheder for de studerende, og det er langt at foretrække frem for dengang, hvor der var mange flere studerende, end der var praktikpladser,” siger Mie Hovmark Christensen.

”Det er fedt, at de kan have en vis ro i maven om, at det nok skal gå.”

Et problem for provinsmedier

Billedet var nogenlunde det samme i efterårets praktiksøgning, hvor der var 55 flere studerende end praktikpladser – og efter panikdagen stod 60 praktiksteder uden en praktikant.

Det vakte kritik fra flere medier – blandt andet chefredaktør Peter Orry i Jysk Fynske Medier var kritisk, fordi flere provinsmedier stod med meget få eller ingen praktikanter. Hele koncernen fik i første omgang kun tre praktikanter til 27 pladser.

”Det er en skævvridning, hvis alt journalistisk fokus kommer til at ligge i hovedstaden og de store byer, og der kommer mindre journalistisk opmærksomhed herude, hvor der bor flest danskere,” sagde Peter Orry.

Han argumenterede ligeledes for, at DMJX skulle genindføre de 18 måneders praktiktid for de journaliststuderende, som lige nu har 12 måneders praktik for at afbøde problemet.

Fra DMJX’ prorektor, Jens Grund, lød det, at man var opmærksom på udfordringen for praktikpladserne, men at man først ville vurdere, om der skulle gøres noget, når praktiksøgningen var overstået dette forår.

Forslag: Forlæng praktikperioden

Mie Hovmark Christensen anerkender, at det er et problem for medierne, hvis de igen i år ikke kan få praktikanter.

”Jeg forstår godt, at medier er trætte af gentagne gange ikke at få praktikanter. Så kan man undersøge, hvorfor man ikke får praktikanter, og se, om man kan finde nogle løsninger,” siger hun.

Ville det ikke være bedre med en balance mellem praktikanter og praktikpladser?

”Så længe det ikke går ud over de studerende. Det er klart, at de studerende skal have ordentlige muligheder, når de søger praktik,” siger Mie Hovmark Christensen og tilføjer:

”Det er selvfølgelig noget, vi mener, man kan kigge på, men man skal være opmærksom på, at vi ikke skal tippe balancen til den anden side igen, så der er for få pladser til mængden af studerende.”

Flere medier argumenterede sidste år for, at man skulle forlænge praktikken fra 12 til 18 måneder igen. Kunne det være en løsning i jeres optik?

”Allerede dengang man skar i mængden af praktik, syntes vi ikke, det var okay. Det er selvfølgelig noget, vi mener, man kan kigge på,” siger hun.

Store Match-dag bliver afholdt den 6. maj.

1 Kommentar

Martin Vestergaard
24. APRIL 2020
Tallene for antal opslag og ansøgere er rigtige nok. Jeg vil præciserer, at jeg er praktikkoordinator for DMJX, SDU og RUC. Har Journalisten tidligere skrevet korrekt (-:
Vi har ikke "satset på" 300 opslag, men regnet med.
Og i sammenhængen kunne det måske se ud som om, at det er mig, der siger, at de studerende "har magten". Jeg mener, det er et lidt voldsomt ord at bruge i denne sammenhæng, hvor studerende og praktiksteder prøver at opnår et godt match.
Spændende at være kilde, når man som journalist er vant til den anden rolle (-:
Held og lykke studerende og praktiksteder!!
vh Martin Vestergaard

Læs også

Praktiksteder splittede – skal matchdag udskydes på grund af corona?

Praktiksteder splittede – skal matchdag udskydes på grund af corona?

06. APRIL 2020
Praktikkoordinator Martin Vestergaard

Coronakrisen kan koste studerende et halvt års længere uddannelse

25. MARTS 2020
Håb for digital panikdag – systemet brød ikke sammen i test

Håb for digital panikdag – systemet brød ikke sammen i test

19. MARTS 2020