Folketidende var en pioner på nettet og klar til fremtiden. Men så faldt oplaget på papiravisen, og modet svandt. De erfarne på avisen håber nu, at fortiden kommer tilbage. De yngre overvejer at gå ud i gaderne og råbe folket op i demokratiets navn: "I mister jeres lokalavis!"
»Det er lugten af penge,« siger man her på egnen om den søde stank, der skummer fra sukkerfabrikkens skyhøje skorstene ud over hustagene i Nykøbing-Falster. Den hænger sig i mine næsebor og følger mig spottende ind i Folketidendes gule murstensbygning. Helt frem til direktør Jan Holmboes kontor, hvor den fortrænges af krisen, der hænger tungt i luften:
»Det store problem er, at vi ikke rigtigt har fundet en forretningsmodel for, hvordan vi skal drive vores virksomheder med fortjeneste fremadrettet,« siger Jan Holmboe til mig over morgenkaffen.
Det er første, men ikke sidste gang på min tur til de danske sydhavsøer, at jeg nær glemmer, at vi taler om Folketidende og ikke branchen generelt, for problemerne er ens overalt.
Avislæserne falder fra, de unge er ikke interesserede i papir, og branchen hungrer efter columbusægget, der kan sætte gang i kasseapparaterne online. Krisen er strukturel og udvikling nødvendig.
Oveni skal Folketidende vinke farvel til i alt tre millioner kroner i udviklingsstøtte, fordi den nye chefredaktør ønskede at bruge støttekronerne på en anden måde end hans forgænger. Det ville Dagbadsnævnet ikke acceptere, og dermed må Folketidende droppe projektet om at komme tæt på læserne.
Iklædt briller, jakkesæt og afmålt mimik forklarer direktøren mig, at udfordringerne er større end mulighederne:
»Det er et kæmpe issue for hele branchen. Vi mister omsætning til de nye medier, som vi ikke kan dæmme op for, så der er både recession i samfundet og brancheglidning. Det er det sidste, der er det værste,« siger Jan Holmboe.
Folketidendes direktør, Jan Holmboe: »Vi mister omsætning til de nye medier, som vi ikke kan dæmme op for.« – foto: Hanne Loop
Jeg bider mærke i, at han siger »dæmme op for« de nye medier, for Folketidende har i årevis været et fyrtårn for webudvikling i sin vægtklasse. I deres nye strategi har Folketidende dog valgt at bytte pionerånden ud med en ambition om rettidig omhu:
»Det er ikke en offensiv markedsføringsplan, det er en defensiv strategi. Man skruer ned for blusset i erkendelse af, at man ikke rigtigt kan booste forretningen, heller ikke når man tilfører flere ressourcer,« forklarer Jan Holmboe mig.
Som jeg forstår direktøren, så er planen business as usual – bare på lavtryk. Internettet er umiddelbart mere et nødvendigt onde end en mulighed:
»Det er jo ikke på nettet, at vi har vores forretning, men det er en tilstedeværelse, vi er nødt til at have, hvis markedet trækker i den retning,« siger han.
Den holdning betød, at bestyrelsen trak i håndbremsen på nettet i juli sidste år. Webredaktionen røg på smalkost, og den netglade chefredaktør blev udskiftet til én med forståelse for traditioner.
Budskabet på Folketidende virker klart og entydigt: Pengene er på papiret, og der har de altid været. Troen på tryk førte endda til, at Folketidende i 2009 valgte at investere massivt i et stort trykkeri nær Malmø. Tidligere kom halvdelen af Folketidendes omsætning fra trykkeriselskabet Rotationen A/S, men belønningen udebliver fra indsatsen i Sverige, for udbuddet af tryk er større end efterspørgslen:
»Det er svært at tjene penge på, det må vi erkende. Sidste år havde vi et underskud, og vi forventer også et mindre underskud i år,« konstaterer Holmboe.
Vi bliver afbrudt af, at redaktionens morgenmøde er ved at gå i gang. Jeg takker farvel og skynder mig ovenpå.
Morgenmødet foregår i et stort åbent kontormiljø, hvor indrammede hædersbeviser for papiravisen og folketidende.dk hænger side om side på væggen. Midt i rummet står dagens redaktionshold samlet om et hoftehøjt bord.
Her er hverken plads til krise eller sukkerdunst, for luften er ganske enkelt for sirupstyk af hygge.
»Skal vi ikke følge op på den døde hund?« lyder det over bordet. Morgenmødet fungerer rutineret, næsten familiært.
Bagefter fanger jeg fotograf Anders Knudsen, mens han venter på en journalist. Med sine 36 år i huset er Anders en af de mange, for hvem Folketidende mere er et liv end et arbejde. Han er skeptisk over for nutidens medier og dets brugere:
»Folk i dag synes, at de kan klare sig med nettet og med tv. De tror, at de får alle nyhederne, men det gør de ikke. De får ikke dødsannoncerne, og de får ikke at vide, hvad der sker i Dødbysund,« siger han, inden han forsvinder ud ad døren og ud i lollandet.
I løbet af mit besøg på Folketidende viser han sig som blot et af mange eksempler på, at Folketidende med sine 139 år er et hus med solide traditioner på alder med journalistikfaget selv.
Tydeligst bliver det dog i min snak med Niels Kristian Bjerre, der i foråret gik på pension efter 30 år som direktør for Folketidende, men som stadig har sin gang i huset.
For mens den nuværende direktør plæderer for papiravisen på baggrund af pengehensyn, så peger Niels Kristian Bjerre også på tryksager med tanke for traditionerne.
Blandt indbundne broadsheets med forgangne års udgaver af avisen betror Niels Kristian Bjerre mig, at papiret er hjertet af Folketidende:
»Det har det jo altid været. Det er trækhesten. Det er brandet. Vi har vores ugeavis og vores radio, men papiravisen er det, som alle de andre formater støtter sig op ad,« siger han, mens han smilende læner sig tilbage i stolen.
Den bedste oplevelse får man på papir, for nettet savner stemning og sindsro:
»Når du går på nettet, så leder du efter et eller andet, men når du får en avis, så skal du ikke lede, så skal du bare glæde dig over, hvad de har valgt at bringe i dag. Det er en anden form for oplevelse. Det er afslapning og hygge.«
Desuden var gratis nyheder for høj en pris at betale for Folketidendes tidligere frontposition på nettet:
»Hvis folk føler, at de nu kan nøjes med hjemmesiden, så behøver de ikke at holde avisen. Derfor måtte vi også et par gange justere lidt i, hvor mange historier vi lagde på. Vi ved godt, at vi stadig mister aviser, men vi skal ikke fremme processen,« siger han.
»Sidste år traf man en lidt forhastet beslutning …« Michael M. Benzon, Folketidendes onlinechef, 32 år – foto: Hanne Loop
Tilbage på redaktionen taler jeg med de to journalister, der står for indholdet af folketidende.dk i dag, og de peger mig i retning af husets onlinechef, Michael M. Benzon.
Jeg finder ham på tværs af etagen, ned ad trappen, gennem receptionen og forbi travle kontorborde. I et hjørnekontor, så langt jeg kan komme fra Folketidendes redaktionslokaler. Han fortæller mig, at selv om der endnu ikke er særlig mange penge at hente på folketidende.dk, så er udviklingen kun gået én vej:
»Det er gået rigtig godt siden 2009, hvor vi har øget konstant. Især fra 2011 til 2012, hvor vi har fordoblet indkomsten fra bannerannoncering,« siger han.
Men så vendte Folketidende sig fra nettet:
»Sidste år traf man – hvis du spørger mig – en lidt forhastet beslutning,« siger Michael M. Benzon.
Han forklarer mig, at man følte, at alt for mange opsagde avisen, og bestyrelsen vurderede, at det var, fordi folk har nok i folketidende.dk. Derfor valgte man at flytte netjournalister til papiret og at begrænse mængden af gratis onlineindhold kraftigt.
Men det hjalp bare ikke på papiravisens oplag:
»Tværtimod. I stedet oplever vi nu bare, at vi mister brugere begge steder,« siger han.
Selv om han bakker op om sin ledelse, er han ikke overbevist om, at beslutningen er langtidsholdbar:
»Vi var i en presset situation, som krævede hurtig handling, og vi overså måske derfor vigtigheden af indholdet på den digitale platform. Det er den, vi skal leve af fremover,« siger han.
Få måneder efter at bestyrelsen sidste sommer traf beslutningen om at indskrænke engagementet på nettet, valgte man desuden at slanke ledelsen. Blandt de fire ledere, der fik gråt papir, var den daværende chefredaktør, Søren Knudsen, der havde været ved roret siden 2007.
»Hvis vi lukker, hvem skal så tage til byrådsmøderne og holde magthaverne i ørene?« Jesper Bøgh, nyhedsredaktør og a-mand for Folketidende, 34 år – foto: Hanne Loop
Inden jeg tog herned, snakkede jeg flere gange i telefon med Søren Knudsen om hans tid som chefredaktør på Folketidende. Han kommer selv fra Lolland-Falster, så jobbet var lidt af en drøm. Først gik det godt, men så skabte især internettet uenighed:
»Vi havde mange diskussioner om, hvem der var store- og lillebror. Jeg mente, at de var ligeværdige, men det var der nogen, der havde svært ved at være enige i. Det var jo papir-avisen, der tjente pengene, og man ville ikke kannibalisere,« fortalte han mig.
Han mente, at Folketidende generelt måtte forny sig for at komme ordentligt ind i det nye årtusinde, men traditioner og rutiner stod stærkt:
»Det var et hus, der havde et stort opsparet udviklingsbehov, og det var ikke et hus, der var præget af stor udviklingslyst. Det var den store dieselmaskine, der kørte stabilt, og hvor alle tandhjulene vidste, hvad de skulle,« sagde han.
Og det er ikke altid nok:
»Det kan være godt med sådan en kværnende dieselmaskine i fredstider, og når verden står stille og kun forandrer sig lidt. Men når medieforbruget og den økonomiske virkelighed hurtigt og meget radikalt ændrer sig, er det ikke så hensigtsmæssigt,« sagde han.
Derfor ærgrer det ham også, at omstillingsprojektet Move aldrig blev realiseret:
»Vi kunne have stået med en styrket redaktion, en styrket avis og en styrket arbejdsplads, som kunne inspirere andre mediearbejdspladser til, hvilke retninger man kan gå med lokaljournalistik i en ekstremt udfordrende tid,« sagde han.
Ved frokosttid på Folketidende følges jeg med avisens a-mand og nyhedsredaktør Jesper Bøgh, der laver forsiderne. På vejen ned ad byens gågade tegner han sit billede af, hvordan fremtiden ser ud, hvis Folketidende en dag ikke findes længere.
»Navlepillerproblemet er, at hvis ikke vi finder en løsning, så står vi alle uden job, men konsekvenserne strækker sig jo langt længere end det. For hvis vi lukker, hvem skal så tage til byrådsmøderne og holde magthaverne i ørene?« siger han.
Men Jesper Bøgh fortæller mig, at han ikke er sikker på, at alvoren er gået op for alle. Han peger med åben hånd ud mod de lokale omkring os på den livlige gågade:
»Jeg tror, at mange her bare ville se det som endnu en stor virksomhed på Lolland-Falster, der drejer nøglen om, men det ville være en katastrofe for demokratiet,« siger han.
Postfordeler Mads Møller Østergaard er med sine 13 år den yngste i huset, hvor hans far har været redaktør. Han har ikke selv tænkt sig at blive journalist. – foto: Hanne Loop
Det slår mig, at kontakten til nærmiljøet netop var i fokus for det aborterede omstillingsprojekt Move, og at det også skulle modveje, at Folketidende har lukket flere lokalredaktioner de seneste år. Der skulle skabes nærhed til sydhavsøerne ved at lave biler til rullende lokalredaktioner med fast turnus blandt de mindre byer.
Ideen blev godkendt af Dagbladsnævnet, der bevilligede tre rater på 927.080 kroner – hovedsageligt øremærket til at ansætte journalister til projektet. Men med Lars Hovgaard som ny chefredaktør fulgte ønsket om, at støttekronerne skulle bruges til journalistvikarer. De skulle give de fastansatte journalister tid til at rejse rundt i de mindre byer med Move-projektet, frem for at ansætte nye journalister til det.
Første rate er allerede udbetalt, men den lille million skal betales tilbage, for Dagbladsnævnet afviste ansøgning nummer to, og Folketidende har ikke planer om at genansøge.
Da jeg om aftenen tænker det hele igennem, undrer det mig, at Folketidende har skrinlagt projektet.
Det nager mig stadig næste morgen, hvor jeg sidder i lokalbanen mod Maribo. Her ligger den ene af Folketidendes to tilbageværende redaktioner, der ikke har til huse i Nykøbing-Falster.
I en stor rød murstensbygning med sortglaseret tegl arbejder Maribo-redaktionens fem tilbageværende journalister med redaktør og bestyrelsesmedlem Torsten Elsvor i spidsen.
Jeg spørger ham om Move-projektet, og han forklarer mig, at det gik, som det gik, fordi de ikke mener at have råd til at udvikle offensivt:
»Vi er jo i en situation, hvor vi ikke genbesætter vores stillinger, så skulle fanden da stå i, at man ansatte nogen udefra,« siger han.
Men den logik halter, for det oprindelige projekt kunnet have givet luft under vingerne. Det fortæller journalist Palle Nevad Frandsen, der har været med til at udvikle den første udgave af Move:
»Hvis vi havde holdt fast i den første ansøgning, kunne vi have ansat et par nye journalister for pengene. Så havde vi andre haft bedre tid til at koncentrere os om de områder, vi dækker, og vi kunne have fået folk ud, som kunne have været ambassadører i lokalområderne, hvor vi desværre ikke er så stærkt til stede længere,« siger han.
Vi sidder i redaktionslokalet, som han deler med to andre journalister, der også har undgået at ryge i de seneste års mange sparerunder. De er noget yngre end gennemsnittet på Folketidende, og jeg spørger til mediehusets forandringsparathed.
»Der sidder nogle på redaktionerne, som er ældre end os, og som er meget, meget ængstelige over for net. De tror, at man slår papiravisen ihjel, hvis man hjælper netavisen, for der giver vi vores nyheder væk gratis, men det er jo forskellige grupper, der bruger net og papir,« siger Palle Nevad Frandsen.
»De blev ved med at hive fat i de dér tal, hvor de sagde "se, hvor vores oplag daler", men faktum er, at det jo nok havde set sådan ud under alle omstændigheder,« uddyber han.
Folketidendes forhenværende direktør Niels Kristian Bjerre: »En papiravis er afslapning og hygge.« – foto: Hanne Loop
Birgitta Andersen byder ind:
»Man siger, at der ikke bliver tjent penge på net. Nej, men så skulle man måske prøve på en ny måde. Man prøver én gang, og virker det ikke, lader man det ligge. Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere kampvilje,« siger hun.
Hun har holdt tand for tunge i de tre timer, jeg har været her, men siger nu:
»Vores læsere forstår ikke, at Folketidende er på vej til at 'bite the dust', og at de er ved at miste deres lokalavis. De forstår ikke, hvor alvorlige problemer vi er ude i. Så hvad om vi lagde avisen og radioen ned i to dage og gik ud i Folketidende-tøj på gader og stræder. Lavede særavis og radioudsendelser om det. Lavede en helvedes masse ballade. Go out? Ja, men go out fighting i det mindste,« siger hun.
Ilden i hendes øjne bliver pustet ud af et opgivende suk:
»Som journalist kan man godt lidt have følelsen af, at man sidder på en tømmerflåde, og dér fremme er vandfaldet. Ledelsen ser også vandfaldet, og man siger "jaja, der er et vandfald", og så gør man sådan her,« siger Birgitta og laver padlebevægelser.
»Der bliver jo ikke ændret kurs, og det gælder faktisk hele dagbladsbranchen.«
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er sateme et fesent indlæg. Var det bedre, I skrev historien selv eller hvad?
I artiklen er citeret:
Direktør Jan Holmboe
Fotograf Anders Knudsen
Onlinechef Michael M. Benzon
Nyhedsredaktør Jesper Bøgh
Redaktør og bestyrelsesmedlem Torsten Elsvor
Journalist Palle Nevad Frandsen
Journalist Birgitta Andersen
Tidl. direktør Niels Kristian Bjerre
Og så vil I også lige have tillidsrepræsentanten, souschefen og bestyrelsesformanden med. Christ! I virker overordentlig tyndhudede!
Og så er det utroligt ukollegialt lige at smide en sætning som denne:
"I store dele af artiklen kan vi ikke genkende den virkelighed, som beskrives."
I kan da i det mindste tage jer sammen og konkretisere præcis, hvad der er så galt?
Hvis jeg skal bruge jeres ord, så er jeg ikke synderligt imponeret over jeres indlæg.
Er helt enig med Helle B. i at en weekendavis kunne være en løsning ... kombineret med en daglig netavis. Vi ER interesseret i de lokale nyheder, men måske ikke hver dag og måske ikke til den pris, som nyheder hver dag koster.
FT skal tænke på, at de har er værdifuldt produkt. Et produkt som ikke engang Berlingske, JP, og de andre har ... nemlig lokale nyheder. De er noget værd, men de skal sælges rigtigt.
Det ser ud som om, at den unge journalist, - der er journalistpraktikant på Journalisten, - burde have haft bedre vejledning i sit arbejde med artiklen fra Lolland-Falsters Folketidende. Han har sikkert gjort sit bedste.
Men det er foruroligende, at avisens DJ-tillidsrepræsentant Bjarne Arildsen og formand for Den journalistiske Medarbejderforening ikke kan genkende store dele af den virkelighed, som beskrives.
Som medlemmer af DJ bliver vi nødt til at kunne stole på de historier, der bliver bragt i Journalisten og på journalisten.dk. Det er åbenbart ikke tilfældet.
Venlig hilsen
Bodil Rohde
I store dele af artiklen kan vi ikke genkende den virkelighed, som beskrives. Vi er overrasket over vinklingen, som er en anden, end hvad vi fik fortalt på forhånd. Og vi undrer os over brugen af kilder.
Den pågældende journalistpraktikant, Lasse Lindquist, har ikke fundet det nødvendigt at tale med medarbejdergruppens tillidsrepræsentant, Bjarne Arildsen, eller den stedfortrædende for den sags skyld.
Han har heller ikke ment, at det var nødvendigt at tale med bladets bestyrelsesformand, Lars Hvidtfeldt. Han kunne ellers godt have fortalt om bevæggrundene for neddroslingen af folketidende.dk.
Selv om Lasse Lindquist har talt med den nuværende chefredaktør, Lars Hovgaard, er han ikke citeret et eneste sted på de fem sider.
Derimod har man valgt at bruge den fyrede chefredaktør Søren Knudsen, der udtaler sig om Folketidendes situation både i fortiden og fremtiden. En fyret chef er måske ikke den mest objektive kilde. Ikke desto mindre får vi at vide, at journalisten har talt med Søren Knudsen flere gange, og han får blandt andet lov til at udtale sig om det strandede Move-projekt. Forklaringen på hvorfor det strandede får man ikke, for den kender Søren Knudsen af gode grunde ikke, og hans udtalelser får lov til at stå som den skære sandhed. Og det er de ikke.
At flere af kilderne er fejlciteret er blot en understregning af den dårlige kvalitet. Som for eksempel, når Anders Knudsen nævner den spil-levende by Døllefjelde på Lolland, som i artiklen bliver til den frit opfundne Dødbysund.
Vi skal ikke gå i yderligere detaljer, men blot konkludere at vi ikke er synderligt imponeret over reportagen, som indimellem også er holdt i et nedladende sprog.
Vi håber, at man ved kommende reportager præsterer et bedre stykke journalistisk arbejde.
På foreningens vegne
Bjarne Arildsen, formand og tillidsrepræsentantFlere