10 timer om dagen, alle ugens dage, samler pakistanske Sonia på 12 år og hendes syv søskende papiraffald på en losseplads i Sahiwal i det østlige Pakistan.
Når arbejdsdagen er slut, bliver papiret, som Sonia og cirka 1.500 andre pakistanske børn samler på lossepladsen, leveret videre til en lokal genbrugspapirvirksomhed. Denne virksomhed er ejet af den svenske papirproducent Stora Enso, som således har en underleverandør, der bruger børnearbejde i produktionen.
Det afslørede dokumentarprogrammet Kalla Fakta på svensk TV4 for nylig. Programmet kunne også fortælle, at en intern rapport fra den svenske papirproducent dokumenterer, at virksomheden siden 2012 har kendt til børnearbejde blandt deres leverandører i Pakistan.
Leverer papir til danske aviser
Sagen trækker også tråde til Danmark. Stora Enso leverer nemlig papir til mange danske aviser.
Det fortæller Thomas Isaksen, adm. direktør i Pressens Fællesindkøb, som har en lang række danske aviser på medlemslisten.
»Stora Enso er én af vores helt store leverandører. Jeg vil tro, at cirka 35-40 procent af de danske aviser er trykt på deres papir,« siger han til Journalisten.
Det er dog vigtigt at understrege, at det papir, der produceres ved børnearbejde, ikke er det samme papir som det, der bruges til de danske aviser.
Det er særligt aviserne i Østdanmark, som bliver trykt på papir, som Pressens Fællesindkøb får fra Stora Enso. Medlemslisten hos Pressens Fællesindkøb tæller blandt andet aviserne i JP/Politikens Hus, Berlingske, Information og Sjællandske Medier.
Aviserne: Det skal bringes ud af verden
Formand for Pressens Fællesindkøb, distributionsdirektør i Berlingske Media Bjarne Werner Munck fortæller da også, at medierne i indkøbsforeningen først i dag er blevet opmærksom på den svenske dokumentar. På vegne af alle aviserne i indkøbsforeningen tager han skarpt afstand fra brugen af børnearbejde i papirproduktionen.
»Om det er Berlingske eller andre aviser, ser jeg som helt sekundært her. Vi har en indkøbsforening, som stort set alle medier bakker op om. Og vi har ikke brug for en leverandør, der ikke overholder helt basale forhold, som at man selvfølgelig ikke har børnearbejdere involveret i sin produktion. Der skal ikke være den type forhold hos leverandører,« siger han og tilføjer:
»Men vi har fuld tillid til, at Stora Enso vil bringe det her ud af verden – og det har vi tænkt os at holde dem op på.«
Ingen bekymring hos Pressens Fællesindkøb
Trods afsløringerne fra svensk tv er indkøbsforeningens direktør, Thomas Isaksen, heller ikke bekymret for, at der er børnearbejdere involveret i produktionen af det papir, Pressens Fællesindkøb køber fra Stora Enso.
»Mit indtryk er, at de er utroligt seriøse og bundreelle. Vi handler med fabrikker oppe i Sverige – og det er jo ikke der, der bliver brugt børnearbejde. Det er foregået meget langt nede i organisationen,« siger han.
Hos Pressens Fællesindkøb har de efter dokumentarens afsløringer modtaget en mail fra Stora Enso, som slår fast, at de allerede i 2012, da den interne rapport blev lavet, satte forskellige tiltag i gang for at løse problemerne med børnearbejde hos den pakistanske leverandør.
”Vi undskylder oprigtigt, at vi ikke har kommunikeret tilstrækkeligt klart og specifikt, hvad vi viste, og hvad vi besluttede at gøre ved problemet, da vi gik ind i Pakistan,” skriver Stora Ensos CEO i et brev sendt til virksomhedens interessenter.
»Stora Enso har fortalt os, at der hurtigt vil blive taget hånd om det her problem. Så jeg går ud fra, der bliver rettet op på det,« siger Thomas Isaksen.
FN anslår, at 3,5 millioner børn arbejder i Pakistan – og dét gør landet til ét af de lande med flest børnearbejdere.
Rettet 25/3 9.13: Journalisten havde skrevet, at danske aviser kan være trykt på papir produceret ved børnearbejde. Der er tale om den samme leverandør, men vores videre research har vist, at der ikke er tale om samme papir. Derfor har vi rettet overskriften fra "Dansk avispapir kan være lavet af børnearbejdere" til "Leverandør af dansk avispapir afsløret i børnearbejde". Journalisten har været i kontakt med både Bjarne Werner Munck og Thomas Isaksen efter rettelsen, og de står ved alle citater.
Opdateret 17.13: Med kommentar fra formand for Pressens Fællesindkøb, Bjarne Werner Munck, på vegne af aviserne i indkøbsforeningen.
2