Teknik: ingen sorte fingre på mors

Hvorfor har avisbudene på Mors ikke sorte fingre?

Hvorfor har avisbudene på Mors ikke sorte fingre?

Ja, rolig nu. Vi forsøger såmænd hverken at gøre os morsomme på morsingernes bekostning eller at antyde suspekte lønforhold i distributionsbranchen.
For svaret er, at Morsø Folkeblad i modsætning til alle andre danske dagblade ikke smitter af med tryksværte. Og forklaringen på det er, at mens alle andre danske aviser bliver til ved coldset-tryk, så trykkes avisen på Mors som heatset.

I et coldset-tryk tørrer tryksværten af sig selv, ved at den suges ind i papiret. Men i et heatset-tryk føres papiret gennem en gigantisk, 10-15 meter lang varmluft-ovn, der hurtigtørrer farven og giver den en bedre holdbarhed.

Metoden bruges normalt kun ved trykning af reklamer, magasiner og andre blanke tryksager, hvor papiret ikke suger farven til sig. Derimod er det ikke nødvendigt for trykning på almindeligt avispapir, og de store avisrotationspresser kører derfor som coldset. Men da trykkeriet på Mors, der i dag hedder Greentech Rotaprint, i 2009 satsede en formue på landets hidtil mest moderne rotationspresse, valgte man samtidig at integrere en såkaldt heater, hvilket gjorde det muligt at trykke blanke sider såvel som aviser på samme anlæg.

Ifølge tidligere trykker Jørgen Nordahn er resultatet ikke blot en 'ren' avis, det er også et smukkere avistryk.
»Jeg tør godt hævde, at Morsø Folkeblad er Danmarks flotteste avis. Med heatset-trykket kan man køre op i farvemætning, gråbalancen kan løftes, og man kan få en højere kontrast,« siger Nordahn, der selv sidder i bestyrelsen i Greentech Rotaprint.

Han vurderer, at det er økonomiske overvejelser, der gør, at andre avistrykkerier ikke gør det samme. En heater kan godt tilbygges en traditionel coldset-presse, men dels er anlægget en stor investering, dels er den langtfra billig i drift. Nordahn anslår, at heaterens gasforbrug er omkring 30 m3 i timen.

Men måske er der en billig og nem løsning på vej, nemlig tørring ved LED-UV lamper.
Der findes særlige former for trykfarve, der tørrer, når de bliver bestrålet med UV-stråler. Og med LED-teknologien er det muligt at lave UV-lamper, der bruger ganske lidt strøm. Eneste ulempe er, at den særlige trykfarve er noget dyrere.
»Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at når man først begynder at bruge tonsvis af den type farve, så kommer prisen også ned. Og hvor eftermontering af en heater er besværlig, er UV-LED-teknologien a piece of cake. Det kan ligge i bagagerummet af en bil. Jeg tror, det kan blive det store dyr i åbenbaringen,« siger Jørgen Nordahn.
Så der er stadig håb om rene hænder hos avisbudene syd for Limfjorden.

0 Kommentarer