MetroXpress forlader Ritzau

FARVEL. MetroXpress dropper at være kunde hos Ritzaus Bureau. Avisens chefredaktør, Ask Rostrup, har per 1. januar 2007 opsagt sin kontrakt med bureauet og giver dermed sig selv et år til at finde ud, hvad han vil erstatte Ritzau-bylinen med.MetroXpress' adjø er en reaktion på, at Konkurrencerådet før jul besluttede, at avisen fra 1. januar 2007 højst må bestå af 40 procent Ritzau-stof. Ask Rostrup mener ikke, at 40 procents-grænsen er til at arbejde med.

FARVEL. MetroXpress dropper at være kunde hos Ritzaus Bureau. Avisens chefredaktør, Ask Rostrup, har per 1. januar 2007 opsagt sin kontrakt med bureauet og giver dermed sig selv et år til at finde ud, hvad han vil erstatte Ritzau-bylinen med.

MetroXpress' adjø er en reaktion på, at Konkurrencerådet før jul besluttede, at avisen fra 1. januar 2007 højst må bestå af 40 procent Ritzau-stof. Ask Rostrup mener ikke, at 40 procents-grænsen er til at arbejde med.

»Vi ville komme til at lave en ujournalistisk avis, hvis vi skulle overholde en teknokratisk procentsats,« siger han.

Ask Rostrup forudså en situation, hvor nyhedsredaktøren hver aften skulle interessere sig for procentsatser i stedet for nyhedsprioritering.

MetroXpress vil nu enten ansætte sig ud af problemet eller finde en stor eller mange små leverandører af nyheder.

Uffe Riis Sørensen, administrerende direktør for Ritzau, forklarer, at han er ked af at have mistet metroXpress som kunde, men at han først og fremmest varetager hensynet til Ritzaus øvrige kunder:

»Og det nytter ikke, at der ser ud, som om Ritzau har hyret en stråmand til at udgive sin nyhedsrulle.«

Metro, der er metroXpress' svenske søsteravis, opsagde i efteråret sin kontrakt med det svenske nyhedsbureau Tidningarnas Telegrambyrå (TT). I Sverige er opsigelsen blevet tolket som forhandlingstaktik. Metro indgik nemlig før jul en ny aftale med TT. Akkurat som tidligere skal TT levere nyheder til Metro, og derudover redigerer TT nu også Metros sportssider.

Ask Rostrup betakker sig for at få metroXpress' opsigelse udlagt som forhandlingstaktik.

»Er du sindssyg. Hele den her øvelse er en stor jagt på at få os ud af butikken. Vi er ikke velkomne hos Ritzau, for ejerne er sure over den konkurrence, de får fra os,« siger Ask Rostrup.

Uffe Riis Sørensen siger, at bruddet mellem metroXpress og Ritzau handler om brugen af RB-telegrammerne og ikke om pris.

 

0 Kommentarer