MetroXpress slår igen

  Kontroversiel afgørelse af Konkurrencerådet tvinger metroXpress til at skære ned på Ritzau-stoffet og opruste journalistisk.

  Kontroversiel afgørelse af Konkurrencerådet tvinger metroXpress til at skære ned på Ritzau-stoffet og opruste journalistisk.

STRID. Både det nationale nyhedsbureau Ritzau (RB) og gratisavisen metroXpress vandt tilsyneladende i den strid, der netop er blevet afgjort af Konkurrencerådet. Ritzaus Bureau havde ønsket at begrænse metroXpress' brug af RB-telegrammer til højst at udgøre 25 procent af hver avis.

Det siger Konkurrencerådet nej til. Til gengæld godkender rådet en anden grænse, der betyder, at metroXpress fra 1. januar 2007 højst må bruge 40 procent Ritzau-stof.

Chefredaktøren på metroXpress, Ask Rostrup, kalder afgørelsen 'stærkt kritisabel':

»Det svarer til, at jeg har et fuldtidskort til DSB, men kun må køre 40 procent af tiden. Rådet mener nok, at deres afgørelse er et kompromis mellem os og Ritzau, men der er sket for mange mærkelige ting. Dette tvinger metroXpress til at tænke alternativt. I første omgang vil jeg gå ud og hyre en stribe journalister. Det glæder jeg mig til. Ved at lave en endnu bedre avis vil vi give de aviser, der har prøvet at skade os, endnu mere konkurrence.«

Ritzaus Bureau ejes af de danske dagblade i fællesskab – minus metroXpress – og i ejerkredsen har der været utilfredshed med, at Ritzau i stor stil fyldte gratisavisen metroXpress, der på få år er vokset til at være det største dagblad i Danmark.

Ritzaus direktør, Uffe Riis, forklarede i Journalisten nummer 17, at den måde, metroXpress bruger RB-telegrammer på, 'kan splitte det sammenhold, der eksisterer omkring vores bureau'.

0 Kommentarer