search

JP og Berlingske har mistet 171 redaktionelle medarbejdere siden de glade 90’ere. Aviserne er blevet tyndere, men er de også blevet dårligere? De fede reportagerejser er i hvert fald blevet færre. Dengang kunne alt lade sig gøre. Også at bestikke sig frem til et interview med Michael Laudrup

i

»Dagbladene er en smeltende isflage i den digitale opvarmning«

JP og Berlingske har mistet 171 redaktionelle medarbejdere siden de glade 90’ere. Aviserne er blevet tyndere, men er de også blevet dårligere? De fede reportagerejser er i hvert fald blevet færre. Dengang kunne alt lade sig gøre. Også at bestikke sig frem til et interview med Michael Laudrup

Det er under 20 år siden. Men det kan forekomme som en evighed. I 1998 var der på Jyllands-Posten hele 257 redaktionelle medarbejdere. Det er præcis 100 flere, end avisen har i dag. På Berlingske er der nu 71 færre medarbejdere end på toppen i de glade 90’ere. I mellemtiden har internettet ædt annoncekronerne og læsernes villighed til at betale.

»Dagbladene har de seneste to årtier været en smeltende isflage i den digitale opvarmning,« som Mads Kastrup formulerer det. 

Han var journalist på Berlingske fra 1991 og frem til begyndelsen af 2015, hvor han skiftede til Ekstra Bladet.   

Skævheden og specialisterne er væk

Ifølge medieforskningen skal de tilbageværende medarbejdere producere langt mere stof end før som følge af den øgede dækning på nettet. 

Men hvad har det betydet for indholdet i de store morgenaviser og for dem, som skal levere det?

Gamle medarbejdere beretter om, at den væsentligste forskel måske er, at de fede reportagerejser er blevet færre. Mange af de skæve, bløde og overraskende historier er væk. Det samme er redaktionernes skæve eksistenser med højt alkoholindtag. 

»Avisen er hovedsageligt blevet tyndere, ikke nødvendigvis dårligere. Men man har været nødt til at begrænse stoffet. Da jeg begyndte på Berlingske, bestod dagbladenes guldalder stadig med aviser, der i omfang var gigantiske. Man havde både en ballet-medarbejder og en til travsport og skak. Det blev renset ud undervejs, og folk gik fra at være fagmedarbejdere til at være allround-journalister,« siger Mads Kastrup.   

Han mener dog ikke, at det entydigt har givet en dårligere dækning af de væsentligste emner. 

»Det kræver ikke nødvendigvis en dygtig fagmedarbejder, men en dygtig journalist,« siger Mads Kastrup. 

»Vi ringede hjem til søndagsredaktøren Jens Kaiser og sagde: I hører nok ikke fra os den næste uges tid. Vi tror, vi er på sporet af en god historie. Det lyder spændende, svarede han. God tur, drenge, og held og lykke,« fortæller Carsten Ingemann blandt andet om sin tid på Jyllands-Posten.
Foto: Lars Bech/Scanpix

De forkælede 90'ere

En ting er han og to gamle JP-medarbejdere dog helt enige om. Den enkelte journalists udfoldelsesmuligheder er blevet begrænset sammen med et skarpt beskåret rejsebudget. 

»Vi var ekstremt forkælede op gennem 90’erne. Hvis man kom med en skæv idé til en reportage eller udlandstur, fik man altid ja. Vi havde license to kill. Men det ændrede sig. Den gode historie, som opstår undervejs, og som man vil undersøge, den var der ikke længere råd til på samme måde,« siger Carsten Ingemann. 

Carsten Ingemann begyndte som fotograf på JP i 1985 og tog frivillig fratrædelse i 2008. Siden har han ernæret sig som freelancer. Han peger på et eksempel fra dækningen af borgerkrigen i Bosnien i 90’erne.   

»Mikkel Hertz og jeg sad en lørdag og samlede os lidt ved kaffebaren på Hotel Moskva i Beograd. Vi havde været afsted i to uger og var på vej hjem. Men vi havde hørt et rygte om, at nogle danske lejesoldater opererede et sted inde i det centrale Bosnien,« siger Carsten Ingemann. 

»Vi ringede hjem til søndagsredaktøren Jens Kaiser og sagde: I hører nok ikke fra os den næste uges tid. Vi tror, vi er på sporet af en god historie. Det lyder spændende, svarede han. God tur, drenge, og held og lykke! Vi fik en fremragende historie ud af det. Der var plads til nogle langskud dengang, som det er svært at få tid eller råd til i dag,« siger Carsten Ingemann. 

»Man kunne få en måned til at researche på en artikelserie om unge rødder på vestegnen. Så kunne man gå rundt derude i miljøet i lang tid og snakke sig ind på folk, før man bestemte sig for, hvor historien var. Det er der ikke tid til i dag. Den forskel er enorm,« siger Mads Kastrup.     

»Nu skal man jo aflevere en publiceringsplan med længder, og alle aftaler med redaktører og kilder skal være på plads. Produktet bliver mere præcist. Men der er færre overraskelser, og journalistikken bliver mindre levende,« siger Mads Kastrup. 

Han giver et eksempel fra midten af 90’erne, da Michael Laudrup spillede i Real Madrid. 

»Jeg tog til Spanien og indlogerede mig på samme hotel som Real Madrid. Alle værelser var bookede, men jeg bestak mig til et. Jeg havde ingen aftale med Michael Laudrup. Men jeg kunne bestikke mig hele vejen frem til hans værelse. Jeg fik mit interview. Men det var eddermame dyrt. Og redaktøren grinede bare, da jeg kom med regningen,« siger Mads Kastrup.

»Mange af de bløde og mere causerende artikler blev skåret væk. Det gjorde avisen mindre interessant for mange folk,« fortæller Erik Thomle (tv.), der tog frivilligt afsked med Jyllands-Posten i 2008 efter mange år som rets- og krigsreporter.
Foto: Niels Hougaard/Scanpix

Det politiske stof dominerer

Det med, at aviserne er blevet mindre levende, bliver bakket op af Jyllands-Postens gamle rets- og krigsreporter Erik Thomle. Han arbejdede på JP fra 1973 og frem til 2008, hvor han tog en frivillig fratrædelse.

»Mange af de bløde og mere causerende artikler blev skåret væk. Det gjorde avisen mindre interessant for mange folk. Der er stadig meget af det samme stof som før. Men der er ikke længere så mange af de skæve og overraskende historier, når man sidder med søndagsavisen. Det politiske stof har man ikke skåret ned på. Det fylder enormt meget i avisen i dag,« siger Erik Thomle. 

Han erkender samtidig, at der nok var plads til at skære nogle af de mange medarbejdere væk, uden at det i første omgang gik synderligt ud over hverken kvaliteten eller omfanget af avisen.   

»Da den første fyringsrunde kom, røg mange kolleger, som var mere kendte for deres druk end for deres skriverier. Rent fagligt var tabet måske ikke så stort. Men socialt gik meget af stemningen på avisen tabt, fordi det var nogle sjove og rare mennesker, som røg ud,« siger Erik Thomle.  

 

 

Konsekvenser for lokalredaktionerne

Carsten Ingemann peger på en anden væsentlig forskel. I dag kan ingen af de tre store morgenaviser rigtigt kalde sig landsdækkende. JP kommer tættest på med redaktion i både Aarhus og København. Men JP havde rent faktisk redaktioner spredt ud over Jylland og i Odense og Slagelse i slutningen af 90’erne. 

»De lokale redaktioner sparede man væk. Og til sidst blev det sådan, at en lokal historie nærmest skulle have en væsentlig landspolitisk betydning, før vi ville sende nogen ud at lave den. Det er ærgerligt, at avisen ikke længere er til stede regionalt til at ånde lokale politikere og magthavere i nakken,« siger Carsten Ingemann.  

Synes du, at avisen er blevet dårligere, eller er den bare blevet tyndere?

»Det vil jeg lade læserne og oplagstallet fortælle. Der har du mit svar,« siger Carsten Ingemann. 

Derfor bringer vi her lidt fakta. JP’s oplag er mere end halveret. I 1998 havde avisen et hverdagsoplag på lidt over 177.000. Nu er oplaget nede på godt 75.000, viser de seneste kontrollerede tal. 

 

 

JP-redaktør: Vi er blevet mere produktive

Men trods oplagsfaldet og langt færre medarbejdere til at lave avisen, så mener JP’s chefredaktør, Pierre Collignon, ikke, at avisen er blevet dårligere. Tværtimod. Han blev selv ansat på JP som nyuddannet i 1997. 

»Jeg synes ikke, at vi nogensinde har lavet en bedre avis end nu. Nogle af de prioriteringer, vi har været tvunget til at lave, har faktisk været sunde. Vi kan ikke længere tilbyde en altomfavnende nyhedsdækning. I dag ligger vores værdi i at lave unikke historier, som man ikke kan læse hos de andre aviser,« siger Pierre Collignon.

Når du siger, at avisen ikke er blevet dårligere, så siger du vel også, at I dengang havde 100 ekstra medarbejdere på redaktionen, som ikke bidrog med væsentlige historier?  

»Nej, sådan ville jeg aldrig stille det op. Det vil være uretfærdigt over for de mennesker og for mig selv dengang. Men vi har fundet en bedre måde at lave værdi på. Det er ikke at masseproducere en bred dækning. Ja, vi er blevet mere produktive. Der var også rum for forbedring. Der var mange, der gik for længe med deres historier dengang. Der har vi strammet skruen. Men vi skal selvfølgelig passe på, at den ikke bliver strammet for meget,« siger Pierre Collignon.

Han er helt med på, at rejsebudgetterne ikke er, hvad de har været.

»Vi var en branche, som havde utroligt mange penge på grund af annoncemarkedet i 90’erne. Det gav nogle ressourcer, som vi aldrig havde haft før, og som vi aldrig får igen,« siger Pierre Collignon. 

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen