Dan Tschernias kontor er et syn af de sjældne i de åbne medielandskabers æra.
Det dybe rum skinner direktørens besøgende i møde, mens fransk taleradio mumler i baggrunden. Loftets gyldne ornamenteringer oplyses af diskrete projektører, og de snoede guldsøjler er et glinsende levn fra dengang, kontoret fungerede som udskænkningshjørne i forlystelseshuset Lorry.

Den resterende vægplads udfyldes af en håndfuld massive malerier i brunlige nuancer. De kom op at hænge, da regionalstationen flyttede ind på Allégade nær Frederiksberg Rådhus i 1989. Multikunstneren Peter Brandes har kreeret dem.
»Vi fik dem nærmest gratis. Peter er en ven,« forklarer Dan Tschernia, da Journalisten besøger ham i maj.
Der er i det hele taget meget, der er, som det plejer på kontoret.

Selv om eksperter er skeptiske over, at TV2 Lorry gennem Club Lorry blandt andet sælger vin og rejser, er Dan Tschernia ikke selv i tvivl om lovligheden. ”Vores public service-opgave er blandt andet at sørge for, at folk ser og føler sig knyttet til vore udsendelser. Det er formålet med klubben”. – foto: Polfoto

Da Lorry for en håndfuld år siden skulle skære ned, og medarbejderne symbolsk valgte at ofre deres frugtkurve, fortsatte Dan Tschernia med at få leveret friske blomster til sit skrivebord hver mandag.
Sådan insisterer direktøren på visse privilegier i den daglige trummerum. Stelton-kanden med hans navn på skal stå påfyldt ved siden af dagens aviser, når han møder ind, ellers bliver det bemærket, fortæller anonyme kilder, der også forklarer, at han for nyligt fik fjernet kylling på ubestemt tid fra kantinens menu. Som det er tilfældet med meget af researchen til denne historie, afviser Dan Tschernia kildernes udlægning: Han har ikke blandet sig i frokostordningens kødrepertoire, og han brokker sig ikke, hvis det skulle glippe med den ventende morgente.

Lorrys direktør er på vej ind i sit 25. år som øverste chef. Ifølge Dan Tschernia selv havde TV 2’s headhunterfirma ham kun som nummer to på listen over håbefulde kandidater, men den nye bestyrelse for regionalstationen så potentialet i filmmanden, kulturattachéen, madanmelderen og DR-journalisten Dan Tschernia.
Egentlig trivedes han fint som kulturjournalist ude i Gyngemosen.
»Jeg kunne nærmest rejse, hvorhen jeg ville i de år, og jeg søgte mest jobbet for sjov skyld. Men så fik jeg det fandeme, og pludselig stod jeg alene i verden og skulle opbygge det hele fra bunden,« fortæller han.

Dan Tschernia drømte om en regionalstation, der vendte ryggen til nyhedsræset. Den nye bestyrelse var med på ideen.
»Jeg ville lave grundigt og perspektiverende tv. For nyheder var der nok af i forvejen,« som Lorry-direktøren siger.

Skepsissen over for nyheder præger stadig redaktionen på Lorry, forklarer flere kilder. Et indslag om ældrecentret Gildhøj-hjemmet fra 30. april 2008 er et knivskarpt still-billede på, hvordan Lorrys direktør, der også er ansvarshavende, styrer stationen.
Det passionsløst præsenterede indslag beretter via nærbilleder af tulipaner og krumryggede medborgere om den nye sansehave med rislende vand og højbede, der ”kan være med til at give de ældre og demente gode oplevelser”.

Historien om sansehaven på Vestegnen blev ifølge Journalistens oplysninger gennemtrumfet af Dan Tschernia trods redaktionelle protester over indslagets manglende nyhedsværdi.
Med indslaget tilgodeså han et tip fra sognepræsten i Brøndbyvester Kirke, som samarbejdede med plejehjemmet. Sognepræsten Frede Jørgensen er den nuværende bestyrelsesformand for Lorry. Det er netop

Lorrys bestyrelse, som lader Dan Tschernia regere videre, selvom Lorry i flere år har været Danmarks mindst sete regionalstation. De øvrige regionalstationer kan mønstre en tilslutning, der er mellem 50 og 150 procent større blandt de potentielle seere.
»Lorry har ikke formået at leve op til de forventninger, TV 2 havde rent seertalsmæssigt, da stationen blev oprettet. Man kan selvfølgelig sige, at det altid er svært at lave regional-tv i en hovedstad, men præstationen er bestemt ikke imponerende,« vurderer professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Frands Mortensen.

Journalisten har den seneste halvanden måned været i kontakt med 35 nuværende og tidligere medarbejdere på Lorry. 29 har ikke ønsket at udtale sig til citat omkring Dan Tschernia – hverken positivt eller negativt. Det kan der være gode grunde til, for mange kilder beskriver direktørens vredesudbrud som heftige – og som noget, de forsøger at undgå.

Thomas Breinholt, der i dag arbejder som chef på DR1, fortæller, at han følte sig »vældig godt behandlet« af Dan Tschernia og tilskriver ham en del af æren for sin karriere. Men som tillidsmand på Lorry oplevede han også, at direktøren kunne reagere negativt på kritik:
»Dan kunne godt lade sig udfordre mere af folk, der er uenige med ham. Han har måske en tendens til at være noget egenrådig. Opposition er ikke noget, han er synderligt glad for. Han opfatter det nogle gange som en trussel, hvor det jo rent faktisk også kan være ganske frugtbart.«

Omvendt kan Dan Tschernias kampberedthed være en styrke, anfører Thomas Breinholt:
»Han er et fascinerende og vidende menneske, der også er 100 procent loyal over for sine medarbejdere, hvis de bliver angrebet udefra – så forsvarer han dem med næb og klør.«

Direktør på Altinget.dk Rasmus Nielsen berører noget af det samme, når han mindes sine år på Lorry fra 1989:
»Dan er en chef, man hader og elsker med stor overvægt af kærlighed. Han kan uforvarende komme til at udtrykke sig sårende, og momentvis kan han aktivere et kolerisk gen. Men så overvinder kærligheden, fordi han er så omsorgsfuld og omfavnende. Han elsker livets glæder,« siger Rasmus Nielsen.

Mange elsker livets glæder, svarer Dan Tschernia, som ikke kommenterer beskrivelserne af sit temperament. Han skriver i en mail, at de to medarbejdere stoppede for mange år siden, og at Thomas Breinholt kunne ”drille ledelsen”, så det var nødvendigt at bede ham holde igen.

Seertal er ikke det eneste aktuelle problem, Dan Tschernia slås med. Han beskyldes for at tilgodese venner med public service-finansieret opmærksomhed og give hårdt igen, hvis folk går ham imod.
I april var han i karambolage med sin gamle arbejdsplads DR. Lorrys imagemæssige modsætning, det skrydende Monte Carlo-makkerpar fra P3, hængte 66årige Dan Tschernia ud som løgnhals, hvorefter Lorry-direktøren i et debatindlæg i Politiken afprøvede, hvor langt man kan gå, hvis man undskylder sig med satire. Han beskrev radioværterne som anæmiske og kaldte DR’s direktionsmedlemmer for pædofile.

Dan Tschernias letantændelige temperament har altid været berygtet internt på Lorry.  Det kan Kristian Laursen tale med om. Han stoppede på Lorry i 2003, efter at han ragede uklar med direktøren på et medarbejdermøde. Årsagen var ifølge Kristian Laursen, at Frederiksberg Kommune havde lavet nye parkeringsregler, og at ledelsen kun havde skaffet p-pladser til sig selv, mens medarbejderne måtte finde andre steder at parkere.

»Det tillod jeg mig at spørge ind til, og så stejlede han helt vildt. Bagefter blev jeg kaldt ind på hans kontor og svinet til. De sidste tre måneder af min kontrakt udviklede sig til et rent helvede, hvor han på alle måder forsøgte at genere mig. Han hilste ikke, hvis vi passerede hinanden på gangen, og på den skriftlige efterkritik mente han pludselig, at jeg gjorde alt galt. Det var så tykt, at flere redaktører undskyldte ham. Inden da roste han mig altid. Jeg var virkelig inde i varmen,« siger Kristian Laursen.

Dan Tschernia skriver, at Kristian Laursens kontrakt udløb ”helt normalt”, efter at han var begyndt at ”skændes med” og ”vrisse ad” sine kolleger. Direktøren husker ingen debat om parkering, men tilføjer, at han altid har haft parkeringsplads samme sted.

Alle topchefer risikerer at få interne fjender og kritikere, alene fordi de er chefer. Det gælder givetvis også for Dan Tschernia. Men han møder også ekstern kritik for sin drift af Lorry.
Via rabatordningen Club Lorry rejser han et par gange om året til Paris for at agere guide for sine medrejsende. Han står ligeledes for at udvælge den vin, som sælges til Club Lorrys medlemmer.
Ifølge to professorer er det problematisk at blande regionalstationens ressourcer ind i aktiviteter, som intet har med public service at gøre. En af professorerne opfordrer på den baggrund Kulturministeriet til at granske Club Lorry.

Allerede som ung journalist blev Dan Tschernia dybt fascineret af Frankrig. »Jeg kan også godt lide måden, franskmændene diskuterer og debatterer på. Det er lidt ligesom, når drenge slås i skolegården. Man tæver hinanden sønder og sammen, og så giver man hinanden hånd bagefter.« – foto: Scanpix

Historien om TV2 Lorry begynder ret beset i 1947. Dan Tschernia kom til verden på Frederiksberg, og bortset fra et par afstikkere til Paris er han blevet der lige siden.
Efter at han blev uddannet som filminstruktør, tilbød DR ham med det vons noget at rive i. Dan Tschernia blev blandt andet fast leverandør til monopolets filmmagasin. Journalistik tiltalte ham på mange måder mere end den »rå filmbranche«, fortæller han. Senere fulgte faste bidrag til Politiken Søndag, deriblandt en af avisens sjældne ét-stjernede madanmeldelser, og en ansættelse på Radioavisen.

Han fik hurtigt råd til sit eget hus på Frederiksberg, og omtrent samtidig, i 1974, havde han skrabet legater nok sammen til at tage sin kone og nyfødte datter med sig til Paris for at arbejde på en fransk tv-station, der satsede stort med en ’eksperimentalafdeling’.

Tilbage i Danmark oplevede han en gedigen publikumsfiasko med sin første og hidtil eneste spillefilm – Danmark er lukket – fra 1980, hvorefter familien Tschernia vendte tilbage til Byernes By. En kulturstilling på den danske ambassade i Paris var blevet ledig.
»Jeg fik et endnu større kendskab til Frankrig, som er et enormt spændende land, og det gav mig en masse kontakter og et kendskab til en anden kultur. Jeg kan også godt lide måden, franskmændene diskuterer og debatterer på. Det er lidt ligesom, når drenge slås i skolegården. Man tæver hinanden sønder og sammen, og så giver man hinanden hånd bagefter,« fortæller Dan Tschernia, der ikke tøver med at kalde sig selv frankofil.

Da han vendte tilbage til Frederiksberg og et job i DR som kulturjournalist, faldt den omskolede filmmand over jobannoncen som direktør for en regionalstation.
Dan Tschernia fandt egnede lokaler på Allégade på sit velkendte Frederiksberg. I 1896 havde lokalerne været bar og dansesalon under redaktør, restauratør og levemand Frederik Laurentius ’Lorry’ Feilberg. Regionalstationens navn gav sig selv.

Herefter skulle Lorry-direktøren til at ansætte journalister. »Skidedygtige folk stod i kø,« som han siger, og senere medieprofiler som Lars Grarup og Adrian Hughes var blandt de første scoop.
Dan Tschernia har et vist blik for tv-journalister med stjernepotentiale. United Entertainment-ejeren Mads Lund. TV 2-chef Jes Schrøder og DR-vært Rie Helmer er andre af Lorry-direktørens rekrutteringer.

Trods talenterne svigtede seerne Lorry i påfaldende grad. Efter et år bad TV2 Danmarks hovedbestyrelse derfor Dan Tschernia om at skrue op for nyhederne og ned for de længere formater. Daværende bestyrelsesformand for TV2 Danmark Jørn Henrik Petersen husker paradokset:
»Dan lavede fjernsyn, som man efter min overbevisning burde lave fjernsyn. Men vi konstaterede også, at stort set ingen så det.«

Trods enkelte opblomstringer undervejs slås Lorry 22 år senere stadig med seertallene. I 2011 havde Lorry en rating på 11,9 procent på hovedudsendelsen. Det vil sige, at 11,9 procent af alle de potentielle seere i sendeområdet så Lorry. I toppen lå TV2 Øst, som havde en rating på 25,6 procent. De restende regioner lå på mellem 16 og 21 procent.
”Vi ligger lavest i København, Frederiksberg og en del af det gamle Københavns Amt. Jo længere vi kommer ud i sendeområdet, jo flere seere har vi. På den måde ligner vi andre hovedstadsregionale tv-stationer som for eksempel den i Oslo”, skriver direktøren, der fastslår, at Lorry i sammenligning med international lokal-tv klarer sig godt.

Han nævner en frisk fokusgruppeundersøgelse, der kan forklare nogle af problemerne:
»De sagde, at nyhedsstudiet ikke havde forandret sig, og at vi brugte den samme gamle jingle. Men det er ikke rigtigt.«

Lorry kæmper med andre ord med et imageproblem. Måske skyldes de lave seertal også, at Dan Tschernia fortsat lader sin forkærlighed for finkulturelt tv vinde over de hastigere nyheder og mainstream-underholdningen. Den redaktionelle linje er for blød og kulturorienteret, lyder kritikken:
»Jeg tror, Dan havde passet bedre til en stilling på Zentropa eller deromkring. Det ville nok ikke være helt galt at kalde ham en fejlcasting som nyhedsmand,« siger den tidligere Lorry-journalist Ole Ørskov, der i dag arbejder på DR.

Dan Tschernia svarer i en mail, at Journalisten ville have fået et andet billede af hans nyhedsjournalistiske formåen, hvis vi havde talt med andre kilder, og at det ville være ”bekymrende”, hvis Ole Ørskov havde rost ham.
Da TV2-regionerne blev oprettet, var det ideen at få lokale støtteforeninger til at bakke op om tv-stationerne. Det kom aldrig til at fungere i Lorrys sendeområde:
»Så tænkte jeg: Okay, så laver vi noget andet, så seerne har del i den her station. Og så lavede vi Club Lorry. På den måde føler seerne, de har del i vores virke. Det var i 1990-91, og Club Lorry blev en vild succes,« husker Dan Tschernia.

Første tur gik til Paris med 16 busser, og siden har Frankrig spillet en stor rolle i Club Lorry.
For cirka 10 år siden passerede Dan Tschernia på vej til sit eget sommerhus Remy Passots vingård i Chiroubles, og siden er han vendt tilbage mange gange.
»Han købte lidt vin fra tid til anden, og da han syntes, den var rigtig god, ville han dele den med sine venner i Club Lorry,« fortæller Remy Passot. I dag omsætter Club Lorry for mellem 200.000 og 300.000 kroner om året alene på salg af franskmandens vin.
»Jeg vil sige, at han er blevet min ven,« lyder det i dag fra vinmageren, som engang har givet Dan Tschernia gratis logi i den feriebolig, han udlejer til turister »som en tak for alt det, han har bidraget med.«

Remy Passot beskriver Lorry-direktøren som en ægte vinelsker. Dan Tschernia gengælder ikke Remy Passots varme følelser, men betragter ham som en ”forretningsforbindelse”. Han kan heller ikke genkende den beskrevne begejstring for vin, som Remy Passot og en lang række andre kilder fremhæver. I stedet beskriver han sit forhold til vin ”som mange andre danskeres”.

Det var Dan Tschernias ide, at Club Lorry opgraderede vinforretningen ved at indføre månedens vin. Han bruger selv tid på at udvælge, hvilke vine der skal tilbydes medlemmerne. Ofte falder valget på Remy Passots vin, og vinen er i hvert fald altid fransk fremstillet:
”Fordi fransk vin efter min mening er bedst.”

I 2000 klagede medarbejdere på Lorry over ”at en del indslag er ‘bestilt’ fra toppen”. Dengang var Dan Tschernia meget afvisende. »Jeg har jo ikke haft en klassisk lederuddannelse. Jeg tror, jeg er blevet mere opmærksom på at lytte til folk, hvis der er nogle signaler. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det skal man nok ikke synes.« – foto: Polfoto

Efter succesen i 1991 er klubben blevet ved med at arrangere forlængede weekendture til Paris to gange om året, og Dan Tschernia har de seneste år haft følgeskab af teknisk chef Peter Tonnisen og hans hustru, der også arbejder på Lorry. Fly, kost og logi bliver betalt af Lorry og foregår for ledelsens vedkommende delvist i arbejdstiden.
Club Lorry tilbyder også rejser til flere andre udflugtsmål, men ifølge Journalistens aktindsigt, der rækker halvandet år tilbage, eskorterer Lorrys personale kun klubmedlemmerne på turene til Paris.

Dan Tschernia forklarer ikke, hvorfor det er vigtigt, at dele af ledelsen to gange om året drager til netop den franske hovedstad. I et mailsvar skriver han, at der sendes personale med på Club Lorrys ture, når det ”skønnes nødvendigt” og forklarer, at ”det er vigtigt at mødes så meget som muligt med seerne”.

Oprindelig blev seerklubben administreret af ARTE, men da eventbureauet gik konkurs i 2002, tog direktøren i stedet Club Lorry ind under Lorrys egne vinger. Det var ikke nogen holdbar ide, hvis man spørger to eksperter. De har læst Rigsrevisionens svar på en forespørgsel fra Journalisten om regionalstationens drift af Club Lorry. Her understreger Rigsrevisionen, at ”driften af Club Lorry skal (…) medvirke til at opfylde det formål, som licensmidlerne gives til”.
»Det kan man i allerhøjeste grad sætte spørgsmålstegn ved. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde bidrager til at opfylde de formål, Lorry får statsmidler til,« siger Frands Mortensen, der er professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.

Juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet har også problemer med at forstå sammenhængen mellem vinsalg, Paris-ture og public service:
”Jeg har derfor vanskeligt ved at se, hvor TV2 Lorry har hjemmel i lovgivningen til aktiviteterne i Club Lorry”, skriver Søren Sandfeld Jacobsen i en mail, hvor han opfordrer Kulturministeriet og Rigsrevisionen til at kigge nærmere på, hvordan licensmidlerne bruges i rabatordningen.

Dan Tschernia mener, at stationen gør opmærksom på sig selv, fordi logoet er printet på vinflaskerne i seernes hjem:
”Vores public service-opgave er blandt andet at sørge for, at folk ser og føler sig knyttet til vore udsendelser. Det er formålet med klubben”, skriver Dan Tschernia.

Bestyrelsesformand Frede Jørgensen fremhæver også PR-værdien:
”Gennem Club Lorrys mange tiltag – deriblandt rejser og vinsalg – har vi mulighed for uden de store omkostninger at lave PR for Lorry og ’brande’ stationen”.

Dan Tschernia er flittig til at repræsentere Lorry i udlandet. Alene det seneste år har han været af sted syv gange, og flyrejserne foregår ofte på businessclass. Da han i april var syv dage i USA sammen med to kolleger fra Lorry-ledelsen, kostede det public service-stationen 147.000 kroner. I alt har Journalisten regnet sig frem til, at Dan Tschernia med forskellige rejsepartnere fra stationen har rejst for 315.000 kroner siden sommeren 2012. Hverken Rigsrevisionen eller bestyrelsen har fundet grund til at anmærke forbruget, og Lorry er da heller ikke forpligtet af de statslige rejseregler, som Dan Tschernia i flere tilfælde overskrider med sine hotelregninger.

Tillidsmand på Lorry Anders Bornhøft opfordrer dog til, at Lorry-ledelsen i højere grad bruger de statslige rejseregler som rettesnor:
”Jeg synes hellere, man burde bruge midlerne på at indgå en fornuftig overenskomst med medarbejderne. For at undgå, at der kan opstå tvivl angående de økonomiske dispositioner i forhold til rejseudgifter, bør man i alle tilfælde holde sig til statens cirkulære for tjenesterejser”, skriver Anders Bornhøft.

Dan Tschernia afviser at være en flottenheimer på licensbetalernes regning. Den høje rejseaktivitet skyldes ”etablering af en ny kanal, nye programmer og anskaffelse af ny teknik”. Han spiser ikke på ”luksusrestauranter”, og når hoteludgifterne nogle gange kan løbe op, skyldes det, at priserne bliver skruet op under konferencer – ”i New York er hoteller dyre – selv på et mellemklassehotel, som det vi har boet på”, skriver Dan Tschernia.

Når han flyver på businessclass er det af hensyn til ”fleksibilitet” eller et stresset program:
”Man kan ikke gennemføre sådanne ture på samme måde, som når man tager på en afslapningsrejse”, skriver Dan Tschernia med henvisning til de mange ærinder i USA.
Ingen af de øvrige direktører i TV2-regionerne har dog så stor en rejseaktivitet. Journalisten har talt med seks ud af syv af Dan Tschernias kolleger. Flere af dem var ikke udenlands det forgangne år, de øvrige rejste ikke på businessclass.

Adskillige kilder med kendskab til Lorry mener at vide, at der ligger andet bag Dan Tschernias redaktionelle input end de gængse nyhedskriterier. Når han først har fået en ide, er det i hvert fald svært at argumentere ham væk fra den igen.

Journalist Kristian Laursen arbejdede på Lorry til 2003:
»Som jeg husker det, mukkede studieværterne altid over, at Dan igen havde ringet, fordi en forfatterven skulle interviewes.«

I april 2012 bragte Lorry et indslag om et lagerhotel, der risikerede at skygge for nogle lejligheders udsigt over Østerbros gamle havnekvarter. Det fremgik ikke af indslaget, at kvinden, hvis udsigt var i fare, boede i samme opgang som Dan Tschernias søn, og at sønnen ifølge Journalistens oplysninger havde en finger med i historien. Journalisten erfarer også, at der var skepsis over for, hvor stor problematikken med lagerhotellet egentlig var.

Den skepsis deler tv-underviser på SDU’s journalistuddannelse Karsten Baagø:
»Historien ville godt kunne forekomme på en anden TV2-region på en dag, som var fuldstændig anorektisk rent nyhedsmæssigt. Problemet med historien er tilblivelsen af den. Vi får ikke at vide, at den er væsentlig for Dan Tschernias familie,« siger Karsten Baagø, der tidligere har arbejdet som vært på TV/Midt-Vest.

I maj 2012 kunne 79årige Asta Noomi opleves i et indslag om sin poesidebut, den selvfinansierede digtsamling Men kærligheden kender ingen grænser.
Asta Noomi forklarer, at hun kender Dan Tschernia, fordi de ofte mødes på Frederiksberg, hvor de begge bor.
»En dag sagde han til mig, at jeg bare skulle sige til, når jeg havde noget, der blev udgivet. Så det gjorde jeg, og så kom de ud med det samme og filmede mig,« siger Asta Noomi.

Lektor Karsten Baagø undrer sig over indslaget:
»Det er en historie, der under alle normale forhold aldrig ville være blevet sendt nogen steder. Der er ingen journalistisk berettigelse i den.«

Dan Tschernias seneste optræden som studievært foregik i programmet Ugen Igen i september 2012. Han havde inviteret forfatteren Charlotte Strandgaard i studiet til et indsigtsfuldt og detaljerigt interview om hendes opvækst i Aarhus. Indslaget varede i 20 minutter, men det blev aldrig nævnt, at de to ifølge Charlotte Strandgaard har kendt hinanden gennem mange år.

Karsten Baagø understreger, at Dan Tschernia må komme med de ideer, han har lyst til. Det er mere de oplysninger, Journalisten har om gennemførelsen af ideerne, der er et problem:
»Han må bare ikke bestemme på forhånd, at de skal laves. Det her er en stribe af eksempler på nogle helt grundlæggende brud på en journalistisk faglighed, som udspiller sig i en eller anden magtstruktur. Alle kommer i klemme,« siger Karsten Baagø.

Thomas Pallesen, der underviser i tv-journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, finder ikke de nævnte indslag specielt problematiske, da de er små historier. Det snarere et arbejdsmiljøproblem:
»Det giver en dårlig stemning, hvis chefen overhører medarbejdernes anke. Man risikerer at underminere tv-stationens officielle journalistiske kriterier,« vurderer han.

Dan Tschernia afviser pure alle eksemplerne. Direktøren oplyser, at han var bortrejst, da indslaget om hans søns bolig blev lavet. Han skriver, at han først har set indslaget nu, og at det i øvrigt var en relevant historie.
”At min søn interesserer sig for et emne eller en sag, kan ikke udelukke, at vi fortæller om det”, skriver han i en mail, der ikke forholder sig til Journalistens oplysninger om, at sønnen havde en finger med i historien.

Forbindelserne til de to forfattere er der ifølge Dan Tschernia ikke noget i:
”Asta Noomi er hverken en gammel eller ny ven af mig. Vi har overhovedet ikke noget forhold til hinanden”, skriver han og tilføjer, at han ikke ”har lovet hende noget som helst”. Om forbindelsen til Charlotte

Strandgaard pointerer Dan Tschernia:
”Vi kender til hinanden, mere end vi kender hinanden (…) Jeg kender stort set alle de vigtigste politikere, forfattere, kunstnere, mediepersonligheder – rigtig mange mennesker. (…) Hvis det skulle betyde, at disse personer ikke kunne interviewes af mig eller andre personer på stationen, ville det have interessante konsekvenser for masser af andre journalistiske medier”.

Dan Tschernia mener, at de fremlagte eksempler er så ringe, at det illustrerer problemet som ”ikke-eksisterende”:
”Det er en dårlig ide at gennemtrumfe historier – det bliver de sjældent godt fortalt af. Så jeg gennemtrumfer ikke noget – men forsøger på ordentlig vis at motivere redaktionssekretæren til at sætte en historie i gang”.

Endelig mener direktøren ikke, at der er noget fordækt i dækningen af den tidligere omtalte sansehave. Det er helt normalt, at Lorry gennemfører daværende bestyrelsesmedlem Frede Jørgensen ide om Gildhøj-hjemmets attraktion:
”Jeg syntes, det var en god ting at nævne et positivt tiltag på et plejehjem”, skriver Frede Jørgensen og forklarer, at han ligesom de andre i bestyrelsen og repræsentantskabet, der vælger bestyrelsen, leverer tip til Lorry:
”Men jeg er da meget bevidst om, at det alene er de redaktionelle overvejelser, der afgør historiernes videre skæbne”.

Dan Tschernia kan ikke huske forløbet omkring indslaget, men slår fast, at ”det er vores eget redaktionelle valg, om vi vil lytte til ideerne og lave den slags”.
Det tidligere bestyrelsesmedlem Jakob Thielsen fortæller, at det i hans tid virkede, som om de redaktionelle afgørelser netop blev påvirket af, at ideerne kom fra bestyrelsen. Da han fra 1999 til 2007 sad i bestyrelsen, var det et fast punkt på bestyrelsesmøderne, at Dan Tschernia bad om input til, hvilke indslag der skulle laves fra medlemmernes lokalområder.

Jakob Thielsen husker et enkelt tilfælde, hvor tilbagemeldingen var negativ, men i andre tilfælde blev hans forslag til noget:
»Vi syntes, det var en god måde at dække lokalområderne på,« siger Jakob Thielsen, der blandt andet husker, at hans tip om et kulturhus i Hillerød og dyreskue i Roskilde blev realiseret.

Han vurderer, at Dan Tschernia var særligt modtagelig over for bestyrelsens forslag:
»To gange om året var der møder med repræsentantskabet. Her kom folk også med mange ideer, men han var ikke lige så positiv over for deres input, som han var over for bestyrelsens. Vi havde jo indflydelse på hans økonomi og driften af Lorry, så han skulle mere eller mindre have gode relationer til os.«

Det afviser Dan Tschernia som ”gedigent vrøvl”. Han fortæller, at der altid har været en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.
”Mon ikke de ville have reageret, hvis det foregik som skildret?”

Følelsen af topstyrede historier herskede dog også i 2000, da Lorrys medarbejdere forfattede en samlet kritik af ledelsen i en såkaldt hvidbog. Her beklagede de sig over, ”at ledelsen planter historier ned gennem systemet. Vi har indtryk af, at en del indslag er ‘bestilt’ fra toppen”.

Derudover gik kritikken blandt andet på, at en medarbejder havde fået ”en offentlig overhaling”. Hvidbogen virkede dog ikke efter hensigten. Den resulterede i yderligere ballade med ledelsen.
Journalisten beskrev dengang, hvordan Dan Tschernia havde truet de medarbejdere, der præsenterede hvidbogen for ham, med en injuriesag. Da Journalisten i maj 2013 taler med Dan Tschernia for første gang til denne artikel, afviser han, at han skulle have nævnt injurier. Men han bedyrer, at affæren fik ham til at ændre adfærd. At den var lærerig:
»Jeg har jo ikke haft en klassisk leder-uddannelse. Jeg tror, jeg er blevet mere opmærk-som på at lytte til folk, hvis der er nogle signaler. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det skal man nok ikke synes,« siger han.

Den opfattelse deles ikke af de kilder, Journalisten har talt med. Ole Ørskov var med til at skrive hvidbogen på medarbejdernes vegne. Hans rolle i sagen fik konsekvenser:
»Efter sagen optrappede Dan Tschernia nærmest konflikten. Jeg skulle egentlig have været studievært, men det blev aflyst, hvilket ikke gjorde mig så meget,« siger Ole Ørskov, der fandt sig et nyt job nogle måneder efter.

Lydmand og fotograf Peter Lass arbejdede på stationen fra midten af 1990’erne og frem til sidste år:
»Dan har aldrig nogensinde forbedret sig,« siger Peter Lass i dag.

For en håndfuld år siden kom han til skade under en optagelse, og hans hospitalsforbinding fremprovokerede efterfølgende en blodprop. Peter Lass troppede derfor op på arbejde med blå Crocs – et par plastictræsko – på fødderne og korte bukser for at genere blodtilførslen mindst muligt. Ifølge Peter Lass udbrød Dan Tschernia: ”Hvad helvede er det for noget tøj?” Og dernæst: ”Så må du melde dig syg hos produceren!” ved synet.

Efter Crocs-episoden oplevede han gentagende gange at blive overfuset af Dan Tschernia foran sine kolleger.
»Jeg havde et fantastisk forhold til Dan i starten, men efter ni år visnede det. Det er sket for mange i min tid på stationen, og alle, det ikke er sket for, frygter, at det også vil ske for dem,« siger Peter Lass.

Dan Tschernia skriver, at alle der arbejder på Lorry, er ”inde i varmen”, men det er ikke noget, medarbejdere skal gå op i:
”Det undrer mig altid, når nogle medarbejdere har blikkene stift rettet på chefen for at registrere store eller små udsving i dennes opmærksomhed og spekulere på, om de er inde eller ude af ”varmen”.  Det er ikke givende hverken for dem selv eller for chefen.”

Han husker situationen med Peter Lass, men benægter det hårde sprog. Peter Lass skulle på en vigtig opgave, som han ikke var ordentligt klædt på til:
”Da jeg så ham, vidste jeg ikke, at han havde været syg og derfor var nødt til at gå sjusket klædt”, skriver Dan Tschernia, der mener, at man i ledelsen holdt alle løfter efter hvidbogs-sagen, og at man i øvrigt ikke kan bruge 13 år gamle eksempler til at illustrere noget i dag.

Da Journalisten træffer Dan Tschernia første gang, er det til et interview i efterdønningerne fra aprils heftige polemik mellem Lorry-direktøren, P3-makkerparret Monte Carlo og DR’s direktion.
Dan Tschernia mener ikke, at hans satiriske læserbrev om DR’s pædofile direktion var grovere, end den behandling han selv og Lorrys medarbejdere var udsat for forinden:
»Da jeg arbejdede i DR i gamle dage, var vi røget ud, hvis vi bare havde drømt om at gøre det, som Monte Carlo byder andre medier. Noget tyder på, at DR er blevet et for stort og arrogant foretagende, som ingen holder styr på,« mener Dan Tschernia.

Han giver ikke meget for Monte Carlos popularitet:
»Hvis vi begyndte at vise porno, kunne vi også nemt opnå høje seertal. Der vil jeg mene, at det vægter højere, hvordan man får den høje tilslutning,« siger Dan Tschernia.

Billedet af en old school-publicist, der hellere vil danne befolkningen end score billige seertal, går igen hos flere af Journalistens kilder. Politikens digitale chefredaktør Lars Grarup, der var med som journalist fra Lorrys fødsel, ses stadig med Dan Tschernia:
»Inden Lorry-tiden var Dan jo på DR i mange år, og han er vokset ud af en DR-tradition. Man kan godt sige, at han går op i klassiske journalistiske dyder som at behandle sine kilder med respekt. Det var udgangspunktet på Lorry.«

Også DR3-programmet Absurdistan, TV 2’s Natholdet og Dagbladet Information har de seneste par år gjort sig morsomme på Lorrys bekostning. Hver gang har det medført et mindre sammenstød. Og Information bragte efterfølgende en berigtigelse, anfører Dan Tschernia. Det er ikke hans stil at lægge sig fladt ned:
»De kalder det satire, men for mig er det mobbehumor. Altså … hvis dem fra Monte Carlo sagde den slags, de sidder og siger i radioen, på et værtshus, ville de få en røvfuld,« siger han.

Nu fik DR i stedet en pædofili-anklage den anden vej, og det virkede åbenbart også.  Pludselig ville generaldirektør Maria Rørbye Rønn alligevel godt i dialog med Lorry-kollegaen, som blev indbudt til en kop kaffe på hendes snorlige chefkontor ude i DR-Byen.

Interviewet med Remy Passot er foretaget af Annelise Hartmann Eskesen