Journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsens netop udgivne biografi om forfatteren Jakob Ejersbo, 'Jakob var her', indeholder kritik af to letgenkendelige litteraturanmeldere fra henholdsvis Jyllands-Posten og Information.
Den ene anmelder bliver i biografien beskrevet af Jakob Ejersbo selv som en, der ikke aner, hvad han taler om, mens den anden omtales af Ejersbos venner som en af den slags mennesker, der lever på andres ilt.
Alligevel har begge anmeldere for nylig anmeldt Rune Skyum-Nielsens biografi af den afdøde forfatter i deres respektive medier. Og det er et principielt problem, mener biografiens forfatter.
»Skal læserne ikke som minimum have at vide, at anmelderen bliver kritiseret i den selv samme bog, han anmelder?« spørger Rune Skyum-Nielsen.
Han fortæller, at han er blevet kontaktet af mange i litteraturmiljøet, som har udtrykt undren over, at netop de to anmeldere, der kritiseres i bogen, efterfølgende har anmeldt den.
Letgenkendelige litteraturanmeldere
Ingen af de to litteraturanmeldere nævnes ved navn, da de kritiseres. På side 189 i bogen nævnes en anmelder fra Jyllands-Posten, som kritiserer Jakob Ejersbos novellesamling 'Superego' for at være journalistrealisme. Man forstår i bogen, at denne anmeldelse går Ejersbo på, og han kvitterer med et ”Anmelderen aner ikke, hvad han taler om”. Selvsamme anmelder, Jon Helt Haarder, skrev en anmeldelse af bogen 'Jakob var her' for Jyllands-Posten.
Litteraturredaktør på Jyllands-Posten David Jacobsen Turner mener ikke, at der er et problem.
»Man kan som forfatter og læser forvente tre ting af en boganmelder – at vedkommende er kompetent, velskrivende og habil. Jon lever op til alle de kriterier. Jeg kunne aldrig drømme om at lade en anmelder anmelde en bog, hvor de var venner eller fjender med forfatteren. Og det er heller ikke tilfældet her,« siger han.
David Jacobsen Turner mener, at anmelderen Jon Helt Harder har en så lille rolle i bogen, at han knap nok kan kaldes statist.
»Ejersbo har åbenbart været sur på Jon for 16 år siden, men det har jo ikke noget med Rune Skyum-Nielsen at gøre. Derfor har jeg svært ved at se, at det skulle kunne påvirke Jons anmeldelse af Rune Skyum-Nielsens bog,« siger David Jacobsen Turner, som påpeger, at Jon Helt Haarder endte med at anmelde Ejersbos afrikatrilogi meget positivt.
En ”anstrengt” kritik
Jon Helt Haarder skriver i en mail til Journalisten, at han har mere end 20 års erfaring som litteraturanmelder, og at han desuden kun nævnes kort i bogen.
»At forestille sig, at min faglige dømmekraft skulle blive påvirket af den helt relevante diskussion vedrørende mine og andres anmeldelser af Ejersbo, som Skyum rejser i sin bog, virker lidt anstrengt,« skriver han.
David Jacobsen Turner, litteraturredaktør på Jyllands-Posten, fortæller, at anmelderen gjorde ham opmærksom på, at han optrådte i bogen, men David Jacobsen Turner mente ikke, det var nødvendigt at skrive det direkte i anmeldelsen.
»Der er tale om, at en afdød hovedperson i en biografi engang har været kritisk over for en anmelder, og det er for mig at se under bagatelgrænsen. Habilitet handler om forholdet mellem anmelder og forfatter – ikke anmelder og hovedpersonen i bogen,« siger David Jacobsen Turner.
Men det er Rune Skyum-Nielsen ikke enig i. Han mener nemlig, at interessekonflikten er der uanset.
Men anmelderen har jo en kontrovers med Ejersbo – ikke med dig?
»Ejersbo er en af de mest læste forfattere herhjemme, og når han i en andens bog siger, at en anmelder ikke aner, hvad han taler om, så mener jeg, man som anmelder netop bliver inhabil i forhold til at anmelde bogen,« siger han.
Fuld tillid til anmelderen
Hos Information er det Tue Andersen Nexø, der har anmeldt bogen 'Jakob var her'. Tue Andersen Nexø nævnes ikke ved navn i bogen, men hans skriverier om Ejersbo citeres.
I bogen omtales han af nogle af Jakob Ejersbos efterladte venner som en af ”den slags mennesker, der lever på andres ilt”.
Men det gør ikke Tue Andersen Nexø inhabil, mener litteraturredaktør på Information Peter Nielsen.
»Jeg har fuldt ud tillid til Tue Andersen Nexøs evne til at vurdere litteratur sobert og fordomsfrit. Det har ingen relevans for hans faglige evne til at vurdere et værk, om han kunne lide Jakob Ejersbo eller ej. Ydermere opfordrede jeg anmelderen til i sin anmeldelse at vægte biografiformen, og det var også det, han gjorde,« siger han.
Tue Andersen Nexø opfatter ikke det, der står i bogen, som en kritik af ham. Tværtimod.
»Jeg bliver omtalt som en velrenommeret litteraturanmelder, og mine synspunkter bliver gengivet loyalt. Det ser jeg ikke som en kritik. At Ejersbos venner måske synes, jeg er åndssvag, det går mig ikke på. Det skal de da have lov til. Derudover er det uklart, om vennerne taler om mig eller anmeldere og kritiske læsere generelt,« siger han.
Han tilføjer, at han overvejede at skrive i sin anmeldelse, at han blev nævnt i bogen, men at han droppede det, fordi der var tale om et par linjer i en bog på over 400 sider.
Ikke nødvendigt at nævne
Litteraturredaktør på Information Peter Nielsen fortæller, at han godt vidste, at anmelderen optrådte og blev kritiseret i bogen.
Burde I have lavet en disclaimer i anmeldelsen, hvor I fortæller, at selv samme anmelder bliver kritiseret i værket?
»Det er altid en afvejning, men her synes jeg ikke, det er nødvendigt,« siger han.
Kan du forstå Skyums undren over, at hans bog bliver anmeldt af en, der er direkte kritiseret i bogen?
»Nej, ikke rigtigt. Jeg tror mere, det handler om, at han er irriteret over at have fået en anmeldelse, der var mindre positiv, end han havde håbet,« siger Peter Nielsen.
Ville ikke selv gøre det
Over for Journalisten afviser Rune Skyum-Nielsen dog, at hans reaktion i virkeligheden skulle handle om, at han er irriteret over at have fået to lunkne anmeldelser.
»Jeg er mere interesseret i det principielle i diskussionen. Desuden har jeg fået masser af positive anmeldelser, og jeg kan derfor sagtens leve med, at en enkelt eller to anmeldelser er mere lunkne end de andre. Det er godt med lidt diversitet. Jeg ville bare foretrække, at jeg og læserne kunne bruge den lunkne anmeldelse til noget. Og det kan jeg ikke, når anmelderen er indlysende inhabil. Og jeg ville finde det mest rimeligt, at læseren blev oplyst om, at der er en interessekonflikt, som selv skolebørn – men ikke alle litterater åbenbart – vil kunne identificere,« siger han.
Rune Skyum-Nielsen har i årevis arbejdet som musikanmelder af rap og hiphop for blandt andet Information og sammenligner det med at anmelde et album, hvor han selv blev kritiseret.
»Hvis jeg fik en plade til anmeldelse, hvor nogen langede ud efter mig, ville jeg straks aflevere den tilbage, og hvis det ikke var muligt, ville jeg skrive det i anmeldelsen. Det er en relevant oplysning for læserne, og det havde været at spille med åbne kort,« siger han.
Rettet 16/9 klokken 10.15: Journalisten havde skrevet, at Ejersbos venner i bogen også siger, at Tue Andersen Nexø ikke undte Ejersbo at blive husket. Det er dog en bemærkning rettet mod "mange i miljøet" og ikke Tue Andersen Nexø specifikt. Journalisten beklager.
5