Forfatter beklager: Jeg overdrev om arabiske gader i Nordvest

Politisk redaktør Andreas Karker skriver i sin biografi om Ny Borgerliges Pernille Vermund, at der er gader i Københavns Nordvestkvarter, hvor der ”næsten kun er arabiske skilte, og man kan forledes til at tro, at man slet ikke er i Danmark”. ”Det giver et fejlagtigt indtryk,” erkender han

For to måneder siden udkom portrætbogen ’Værdikrigeren’ om Ny Borgerliges stifter og leder, Pernille Vermund, skrevet af BTMX’s politiske redaktør Andreas Karker.

I bogen er der en beskrivelse af Københavns Nordvestkvarter. Her skriver Andreas Karker, at området er ”meget arabisk”, og at ”der er gader i Nordvest, hvor der næsten kun er arabiske skilte, og man kan forledes til at tro, at man slet ikke er i Danmark”.

Beskrivelsen har vakt undren blandt flere, som kender området. Blandt andet Twitter-bruger og tidligere beboer i Nordvest Andreas Rasmussen, som har svært ved at genkende beskrivelsen.

I et svar til tweetet har Andreas Karker efterfølgende erkendt, at han er ”kommet til at overdrive”.

Gåtur gav slet ikke det billede

Andreas Karker fortæller til Journalisten, at han nåede frem til den konklusion, efter han tidligere på ugen blev inviteret i studiet hos Radio24syvs kulturprogram AK24syv for at uddybe sin beskrivelse af Nordvest-kvarteret.

”I forbindelse med, at Radio24syv ringer, går jeg en tur ude i Nordvest. Og jeg kan faktisk ikke finde de veje og skilte, jeg skriver om. Og mine øvrige betragtninger giver slet ikke det billede, jeg tegner i bogen - det virker ikke, som om man er i et andet land,” siger Andreas Karker til Journalisten.

Han ærgrer sig over beskrivelsen, som han vil få fjernet, hvis der skal trykkes et nyt oplag af bogen.

”Det er bare dårlig research. Det giver et fejlagtigt indtryk, og det beklager jeg,” siger han.

Onsdag sagde han det samme, da han efter sin gåtur i Nordvest var i studiet hos AK24syv. Det kan høres her.

Havde set gaden på en reportage

Andreas Karker forklarer baggrunden for beskrivelsen i bogen med, at han i forbindelse med en reportage om muslimske friskoler havde kørt igennem en gade i Nordvest og set de arabiske skilte. Men den gade kunne han altså ikke finde på sin gåtur.

”Og selv hvis de veje faktisk er der, og jeg bare ikke kan finde dem igen, så er de jo ikke beskrivende for hele området,” siger han.

Hvorfor tjekkede du ikke op på det, inden du skrev det i bogen?

”Jeg troede ikke, det var nødvendigt. Jeg følte, at det var, som jeg skrev. Og det er jeg da ked af. Jeg synes, det er ærgerligt. Én fejl, er én fejl for meget,” siger Andreas Karker. 

13 Kommentarer

Carsten Lorenzen
14. DECEMBER 2018
Hvorfor er han ikke fyret?
Hvorfor er han ikke fyret?
Teddy Gehrke
14. DECEMBER 2018
Det er BT, Berlingskes lille
Det er BT, Berlingskes lille sorte sambo. Så bliver man vel nærmere forfremmet.
Leif Hermann
14. DECEMBER 2018
”Jeg troede ikke, det var
”Jeg troede ikke, det var nødvendigt. Jeg følte, at det var, som jeg skrev. Og det er jeg da ked af. Jeg synes, det er ærgerligt. Én fejl, er én fejl for meget,” siger Andreas Karker. Gu' ve' om Karker har lært den der følelsernes journalistik, da han blev uddannet.
Jan Michaelsen
14. DECEMBER 2018
Området omkring Nørrebro
Området omkring Nørrebro Station er absolut det mest eksotiske og multikulturelle i hele København. Det er værd at besøge.
Jørn Albertus
14. DECEMBER 2018
Carsten Lorenzen stiller det
Carsten Lorenzen stiller det rigtige spørgsmål.

"Jeg følte, at det var, som jeg skrev." Det må være årets bortforklaring fra en journalist. Måske sad digterkysen for stramt. Det må han også have følt.

Flere