search

Anmeldelse: Ingen leg og pjat

"Man skal nok være mere interesseret i medier end i mennesker for at få det fulde udbytte af bogen, der giver et stramt og velkomponeret rids over de seneste fyrre års danske mediehistorie," skriver Lotte Kirkeby i Journalistens anmeldelse af ny Lisbeth Knudsen-biografi

Hun er kendt for at holde to ugers ferie om året, men droppe den ene og læse rapporter i den anden, hun lakerer negle, to styks per rødt lys, i bilen på vej til arbejde, og så er hun – ikke overraskende – stærk tilhænger af, at man skal bruge sin tid og sin dag ordentligt

Og det har hun gjort, fabrikantens datter fra Farimagsgade, som endte som koncernchef for Berlingske, og som i 2011 blev kåret som den mest magtfulde og mest dagsordensættende medieperson i Danmark.

Lisbeth Knudsen er journalist med jumbo J og en stærk kandidat til titlen som indehaver af landets stærkeste journalistiske selvfølelse. Hendes karriere er kendt og imponerende: Hun begyndte som praktikant på Berlingske Tidende, da hun var 20 og blev siden udnævnt til blandt andet politisk redaktør og erhvervsredaktør samme sted, så til administrerende chefredaktør for Det Fri Aktuelt og i 1998 til nyhedsdirektør i DR, hvor benspændene blandt andet bød på mediekonvergens, mænd i sorte habitter, et amok-løbende byggeri og en borgerlig regering, hvilket i 2006 fik hende til at sige op uden at have andet på hånden, hvorefter hun hurtigt blev hentet tilbage til Berlingske Tidende som ansvarshavende chefredaktør og senere koncernchef.

Med en sådan karriere har der ikke været plads til at slingre eller fjumre – eller til at have en stor familie eller altopslugende fritidsinteresser – og Lisbeth Knudsen bliver da også skildret som et yderst professionelt menneske med en arbejdsetos uden sidestykke. Hun holder sjov for sig og alvor for sig, hun er vellidt og velforberedt, og selv om hun har let til tårer, bærer hun ikke følelserne uden på sit altid ulastelige tøj. 

Forfatter Susanne Bernth har talt med et hav af de mennesker, der i årenes løb har omgivet Lisbeth Knudsen, og det er i højere grad dem end hovedpersonen selv, der kommer til at tegne portrættet af hende. Hun linder ikke på døren til privaten bortset fra i barndomsafsnittet, og man skal nok være mere interesseret i medier end i mennesker for at få det fulde udbytte af bogen, der giver et stramt og velkomponeret rids over de seneste fyrre års danske mediehistorie. Susanne Bernth skal dog have stor ros for at få stoffet til at leve i kraft af en overbevisende fortællerstemme, der aldrig tangerer det opremsende, og for at tegne et nuanceret billede af sin hovedperson ved at lade såvel rosende som kritiske røster komme til orde. Sidstnævnte hævder blandt andet, at Lisbeth Knudsens svage side er rekruttering, da hun har en tendens til at søge loyalitet frem for kvalifikation hos sine medarbejdere og trives bedst blandt klakører, samt at hun er umanerligt stædig og ikke altid verdens største spradebasse. Med Olav Hergels ord: ”Hun har ikke altid sans for det muntre og er måske heller ikke særlig stærk til at indrømme, at også hun en gang imellem tager fejl.”

Titel: Lisbeth Knudsen

Forfatter: Susanne Bernth

Forlag: Gyldendal Business

75 sider, 299,95 kroner 

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen